Mødedato: 06.06.2013, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Udviklingsstrategi for Rammeaftale 2014 for det specialiserede socialområde og specialundervisning

Se alle bilag

Udviklingsstrategien for det specialiserede socialområde og specialundervisning er udarbejdet i regi af Kommunekontaktrådet (KKR). Strategien er en del af Rammeaftale 2014 og skal godkendes af Borgerrepræsentationen senest 6. juni 2013.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,  

  1. at Udviklingsstrategi for Rammeaftale 2014 for det specialiserede socialområde og specialundervisning godkendes.

(Børne- og Ungdomsudvalget, Socialudvalget og Økonomiudvalget)

Problemstilling

Rammeaftalen for det specialiserede socialområde og specialundervisning er et planlægnings- og udviklingsværktøj, som hver år udarbejdes i regi af kommunernes regionale samarbejdsorgan, Kommunekontaktrådet (KKR). Formålet er at sikre et samlet overblik over tilbuddene på det specialiserede socialområde og dele af specialundervisningsområdet, uanset om det enkelte tilbud drives af regionen eller af en kommune. Rammeaftalen skal således skabe sammenhæng mellem efterspørgsel og udbud af tilbud og ydelser og sikre en balanceret udvikling på området.

Rammeaftalen 2014 består i henhold til Bekendtgørelse om rammeaftaler m.v. på det sociale område og på det almene ældreboligområde (BEK nr. 205 af 13/03/2011) samt bekendtgørelse om rammeaftale m.v. på specialundervisningsområdet (BEK nr. 381 af 28/4 2012) af to tidsmæssigt forskudte aftaler:      

  • Udviklingsstrategi, der vedtages senest d. 7. juni 2013.
  • Styringsaftale, der vedtages senest d. 15. oktober 2013.

Udviklingsstrategien sætter fokus på den faglige udvikling i eksisterende tilbud samt behovet for nye tilbud. Styringsaftalen er et redskab til på tværs at styre kapacitet og økonomi, herunder takstudviklingen, samt fastlægge fælleskommunale procedurer.

Begge aftaler er gældende for perioden 1. januar 2014 – 31. december 2014.

Begge aftaler skal godkendes af Børne- og Ungdomsudvalget, Socialudvalget, Økonomiudvalget og vedtages af Borgerrepræsentationen.

Løsning

Formålet med udviklingsstrategien er at fastsætte, hvilke udviklingstendenser og -perspektiver, kommunerne oplever i forhold til tilbudstyper, målgrupper mv., og således også hvilke temaer, KKR Hovedstaden beslutter, der skal være i fokus i det pågældende år. Derudover har Social- og Integrationsministeren mulighed for at udmelde centrale temaer, som skal indgå i strategien. Strategien rummer a) højt specialiserede tilbud, b) tilbud, der kræver et stort befolkningsgrundlag og anvendes af mange kommuner, c) højt specialiserede enheder, som organisatorisk drives med mindre specialiserede tilbud samt d) alle regionsdrevne tilbud.

Strategien er udarbejdet med afsæt i indberetninger fra kommunerne i hovedstadsregionen om behov og udviklingstendenser inden for både målgrupper og tilbudstyper samt indberetninger fra kommunale driftsherrer og Region Hovedstad om belægning og kapacitet. På baggrund af indberetningerne er der for 2014 udvalgt to fokusområder for den tværkommunale koordination i KKR-regi:  

  • Håndtering af den forventede stigning i antallet af børn og unge samt voksne med udviklingsforstyrrelse (primært ADHD og autisme) samt voksne med stofmisbrug samt sindslidelse.
  • Udvikling af fleksibilitet i de højt specialiserede tilbud samt løbende tilpasning til målgruppernes behov og kommunernes efterspørgsler.

Med afsæt de to fokusområder har KKR Hovedstaden udvalgt ungeområdet som særligt tema for Udviklingsstrategi for Rammeaftale 2014. I tillæg hertil har Social- og Integrationsministeren udmeldt godkendelse og tilsyn som særligt tema. Det særlige tema om ungeområdet vil blive behandlet i 2014, mens temaet om godkendelse og tilsyn vil blive behandlet allerede i 2013, hvor det nye Socialtilsyn etableres.

Socialforvaltningens bemærkninger

KKR Hovedstadens særlige tema om ungeområdet er i tråd med de væsentlige udviklingstendenser, som Socialforvaltningen ser på området. Problemstillingerne hos de unge går på tværs af de traditionelle skel mellem børne- og voksenområdet, hvilket f.eks. viser sig ved, at de 15-25-årige kan have de samme psykiske vanskeligheder og problemer i overgangen til voksenlivet, når det f.eks. drejer sig om at stå på egne ben i forhold til uddannelse og arbejde.

Derudover bakker Socialforvaltningen op om Social- og Integrationsministerens særlige tema om godkendelse og tilsyn som forberedelse til socialtilsynet, det træder i kraft 1. januar 2014. København og de øvrige kommuner står over for en stor opgave i forhold til at overføre opgaverne med godkendelse og tilsyn til de fem nye tilsynskommuner.

Børne- og Ungdomsforvaltningens bemærkninger

På Børne- og Ungdomsforvaltningens område har udviklingsstrategien meget begrænset betydning, fordi Københavns Kommune praktisk taget er selvforsynende med specialiserede skole- og institutionstilbud - også på de meget specialiserede områder.

KKR Hovedstaden har udvalgt håndtering af den forventede stigning i antallet af børn og unge samt voksne med udviklingsforstyrrelse (primært ADHD og autisme) som et særligt fokusområde for tværkommunal koordination i 2014. Børne- og Ungdomsforvaltningen forventer at andelen af børn og unge i denne målgruppe vil være uændret de kommende år. Men i og med, at kommunens indbyggertal forventes at stige forventes det absolutte antal af børn og unge med udviklingsforstyrrelser således også at stige i Københavns Kommune. Det håndteres via udvidelse af Skolen i Charlottegården fra skoleåret 2013/14 samt kompetencecentre og kompetenceudvikling på området, som understøtter skolernes arbejde med inklusion af elever med blandt andet udviklingsforstyrrelser.

Det tilføjes, at det er Børne- og Ungdomsforvaltningens vurdering, at det eksisterende format for arbejdet med KKRs udviklingsstrategi med det vedlagte meget omfattende faktuelle materiale trækker opmærksomheden væk fra de strategiske aspekter og reducerer den politiske forankring af strategien. Forvaltningen anbefaler derfor at København KKR søger at få justeret format for strategien med henblik på fremadrettet at sikre en mere strategisk og politisk forankring af udviklingsstrategien.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

-




Anette Laigaard             Else Sommer                        Claus Juhl

Oversigt over politisk behandling

Børne- og Ungdomsforvaltningen, Socialforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Børne- og Ungdomsudvalget, Socialudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Udviklingsstrategi for Rammeaftale 2014 for det specialiserede socialområde og specialundervisning godkendes.

 

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 22. maj 2013

Indstillingen blev godkendt.


Socialudvalgets beslutning i mødet den 22. maj 2013

Indstillingen blev godkendt.


Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 28. maj 2013

Indstillingen blev anbefalet uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 6. juni 2013

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top