Mødedato: 06.02.2014, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Nyt regulativ for lokaludvalg

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal endeligt godkende et nyt regulativ for lokaludvalg ved andenbehandlingen af forslaget jf. lov om kommuners styrelse § 65 d, stk. 4. Sagen har tidligere været behandlet i Økonomiudvalget den 22. maj 2012 og i Borgerrepræsentationen den 31. maj 2012.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

  1. at Borgerrepræsentationen godkender nyt regulativ for lokaludvalg med de ændringer, der er foreslået af Økonomi- og Indenrigsministeriet.

(Økonomiudvalget)
(2.behandling)

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog den 31. maj 2012 et nyt regulativ for lokaludvalg. Ændringer i lokaludvalgenes regulativ skal efter bestemmelsen i lov om kommuners styrelse § 65 d, stk. 4, vedtages af Borgerrepræsentationen 2 gange og godkendes af Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Efter at Økonomi- og Indenrigsministeriet ved brev af 4. november 2013 har godkendt udkast til nyt regulativ, fremlægges det nu til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen til endelig godkendelse ved andenbehandlingen. Udkast til nyt regulativ med de ændringer, der er foreslået af Økonomi- og Indenrigsministeriet er vedlagt som bilag 1. Indenrigsministeriets bemærkninger i brev af 4. november 2013 er vedlagt som bilag 2. En sammenligning af udkast til regulativ som vedtaget af Borgerrepræsentationen ved førstebehandlingen den 31. maj 2012 og det nu foreslåede regulativ er vedlagt som bilag 3. Det regulativ, som Borgerrepræsentationen vedtog ved førstebehandlingen den 31. maj 2012 er vedlagt som bilag 4.

Det regulativ, som Borgerrepræsentationen vedtog den 31. maj 2012, havde særlig vægt på følgende ændringer:

1. Dobbelt medlemskab/stedfortrædere til Borgerrepræsentationen

Ønsket med forslaget til nyt regulativ § 3, stk. 2, er, at der uanset forbuddet imod, at en borgerrepræsentant er medlem af eller suppleant til et lokaludvalg, skal være mulighed for, at et medlem af eller suppleant til et lokaludvalg, der er opført på stedfortræderlisten for en kandidatliste, skal kunne indkaldes som stedfortræder for en borgerrepræsentant ved fravær af højst en måneds varighed. Varer stedfortræderindkaldelsen længere, må medlemmet eller suppleanten, som hidtil, udtræde af lokaludvalget.

Økonomi- og Indenrigsministeriet har indføjet tekniske ændringer, men i øvrigt godkendt bestemmelsen.


2. Bopælspligt for medlemmer af og suppleanter til lokaludvalget

I det gældende regulativ stilles der ikke krav til medlemmer, der repræsenterer en forening mv. i bydelen, om at de skal have bopæl i Københavns Kommune, hvorimod de partipolitisk udpegede medlemmer skal have folkeregisteradresse i bydelen. Borgerrepræsentationen besluttede at ændre regulativets § 5, stk. 2, så foreningsmedlemmer enten skal have bopæl i Københavns Kommune eller, som alternativ til bopælspligten, have væsentlige og dokumenterede interesser i lokalområdet.
Økonomi- og Indenrigsministeriet har bemærket, at det efter ministeriets opfattelse er uklart, hvad der ligger i kriteriet "væsentlige og dokumenterede interesser i lokalområdet", når det samtidig er sådan, at de pågældende, som hidtil, skal repræsentere foreninger mv. På den baggrund kan ministeriet ikke godkende, at dette kriterium anvendes som kriterium for medlemskab af lokaludvalg. Ministeriet kan derimod godt godkende kravet om, at de pågældende medlemmer skal have bopæl i kommunen, idet dette er et klart kriterium.

Økonomi- og Indenrigsministeriet oplyser, at ministeriet som alternativ kan godkende, at § 5, stk. 2, 1. pkt., formuleres som i det gældende lokaludvalgsregulativ, således at der for de pågældende medlemmer ikke stilles bopælskrav. Ministeriet har lagt vægt på, at det som hidtil vil være et krav, at de repræsenterer en lokal forening mv.

Valget står derfor mellem en ubetinget bopælspligt eller ingen bopælspligt for de medlemmer, der repræsenterer foreninger mv.

Økonomiforvaltningen indstiller, at den gældende bestemmelse opretholdes, således at der ikke fastsættes et bopælskrav for de medlemmer, der repræsenterer foreninger mv.

Økonomiforvaltningen lægger ligesom Økonomi- og Indenrigsministeriet vægt på, at der forsat skal gælde et krav for disse medlemmer om, at de skal repræsentere en forening og tillige at denne forening skal have aktiviteter i lokalområdet. Økonomiforvaltningen lægger endvidere vægt på, at en række af lokaludvalgene i deres høringssvar til Borgerrepræsentationens førstebehandling af forslaget fremkom med indsigelser overfor kravet om bopælspligt. Generelt fandt disse lokaludvalg, at bopælskravet vil indebære en svækkelse af lokaludvalgenes arbejde, og der blev særligt peget på, at mange af de forretningsdrivende, der er aktive i lokaludvalgene, har bopæl uden for Københavns Kommune. Der blev endvidere peget på, at der er særlige udvalg under Københavns Kommune, der består af medlemmer med bopæl uden for kommunen og som behandler ansøgninger om støttemidler i lighed med lokaludvalgene. Der blev bl.a. henvist til Københavns Musikudvalg som et eksempel på et udvalg under kommunen, der accepterer medlemmer, der bor uden for København, når blot de har en bred interesse for musiklivet i København. To lokaludvalg mente derfor, at såfremt der indføres et "rent" bopælskrav for lokaludvalgene, bør dette tillige gælde for øvrige udvalg under Københavns Kommune. Endelig finder Økonomiforvaltningen det uhensigtsmæssigt at indføre bopælspligt på et tidspunkt, hvor lokaludvalgene står umiddelbart for at skulle vælge nye medlemmer. Der afholdes opstillingsmøder fra den 16. februar til den 6 marts 2014, og en ændring af reglerne vil medføre, at medlemmer, der er indstillet af deres forening i overensstemmelse med de gældende regler, alligevel ikke vil kunne stille op til lokaludvalgene.

Økonomiforvaltningen indstiller på denne baggrund, at den gældende bestemmelse, hvorefter der ikke skal gælde et bopælskrav for medlemmer, der repræsenterer foreninger mv. opretholdes.


3. Ændring af lokaludvalgenes mulighed for at nedsætte arbejdsgrupper

I følge det gældende kommissorium for lokaludvalg kan lokaludvalgene nedsætte arbejdsgrupper, hvilket alle lokaludvalg har benyttet sig af. En del af disse arbejdsgrupper har rådgivende beføjelser over for lokaludvalgene, idet de bl.a. udarbejder indstillinger til lokaludvalgene om tildeling af puljemidler. Det har været uklart om disse arbejdsgrupper kan sidestilles med stående udvalg, hvilket kunne være i strid med bemærkningerne til § 65 d i lov om kommuners styrelse. Borgerrepræsentationen besluttede at indføre en ny bestemmelse i regulativet, hvorefter medlemskredsen i de udvalg, der behandler indstillinger til lokaludvalgene om tildeling af puljemidler begrænses til medlemmer af og suppleanter til lokaludvalgene.

 Økonomi- og Indenrigsministeriet har bemærket, at det, uagtet bemærkningerne til § 65 d i lov om kommuners styrelse, er muligt for lokaludvalgene at nedsætte arbejdsgrupper, så længe disse alene har forberende og rådgivende funktioner. Økonomi- og Indenrigsministeriet har tiltrådt begrænsningen af medlemskredsen for de arbejdsgrupper, der udarbejder indstillinger til lokaludvalgene om puljemidler og præciseret formuleringen af bestemmelsen sprogligt i overensstemmelse hermed.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Borgerrepræsentationen vedtager § 15 i regulativet med den affatning ministeriet har foreslået.


4. Øvrige ændringer

Økonomi- og Indenrigsministeriet har ud over enkelte sproglige/konsekvensændringer af regulativet haft bemærkninger til følgende bestemmelser:

Regulativets overskrift: Da der er tale om et nyt fælles regulativ for lokaludvalg er den eneste dato, der skal anføres under overskriften, datoen for Borgerrepræsentationens endelige vedtagelse af regulativet. Økonomiforvaltningen har ændret overskriften i udkast til regulativ i overensstemmelse hermed.

Forslag til fordelingsliste (§ 6, stk. 2): På lokaludvalgenes opstillingsmøder skal repræsentanterne tage stilling til, hvordan det nye lokaludvalgs pladser skal fordeles mellem de interessegrupper, der er repræsenteret på mødet. Dette skal ske med udgangspunkt i en fordelingsliste.

Ministeriet har bemærket, at det skal fremgå af regulativ for lokaludvalg, at opstillingsmøderne skal anvende en fordelingsliste som udgangspunkt for beslutningen.

Københavns Kommune har oplyst over for Økonomi- og Indenrigsministeriet, at man fremover ønsker, at opstillingsmøderne ikke skal være bundet til det forslag til fordelingsliste, som findes som bilag 1 til de gældende lokaludvalgsregulativer. Dette skyldes bl.a. at det beror på lokale forhold, hvilke interessegrupper, der er repræsenterede i den enkelte bydel. I praksis udarbejder de fleste afgående lokaludvalg deres eget forslag til fordelingsliste.

Ministeriet har ikke bemærkninger til, at opstillingsmødet tager udgangspunkt i en fordelingsliste udarbejdet af det afgående lokaludvalg. Ministeriet har foreslået en ændring af regulativets § 6, stk. 2, i overensstemmelse hermed.

Økonomiforvaltningen indstiller, at Borgerrepræsentationen vedtager den ændring af regulativets § 6, stk. 2, som Økonomi- og Indenrigsministeriet har foreslået. Økonomiforvaltningen har ændret bestemmelsen i udkast til regulativ i overensstemmelse hermed.

Valg af formand og næstformand (§ 7, stk. 2, 3. pkt.): Økonomi- og Indenrigsministeriet har foreslået, at bestemmelsen i regulativets § 7, stk. 2, 3. pkt. formuleres, så den er i overensstemmelse med den tilsvarende bestemmelse i § 6, stk. 5, i lov om kommuners styrelse, således at der i stedet for to næstformænd kan vælges en første og en anden næstformand i lokaludvalget.

Økonomiforvaltningen indstiller, at Borgerrepræsentationen vedtager ændringen af regulativets § 7, stk. 2, 3. pkt og har ændret udkast til regulativ i overensstemmelse hermed.

Begrundelse af standsningsret (§ 13): Økonomi- og Indenrigsministeriet anfører, at der efter styrelsesloven ikke kan stilles krav til, at et medlem af en kommunalbestyrelse eller Borgerrepræsentationen, der ønsker at anvende sin standsningsret, begrunder dette. Ministeriet kan derfor ikke godkende, at anvendelsen af standsningsretten skal begrundes for at en sag kan indbringes for Borgerrepræsentationen. Ministeriet har foreslået en tilføjelse til den formulering, Borgerrepræsentationen har vedtaget, således at en begrundelse af standsningsretten bliver frivillig.

Økonomiforvaltningen indstiller, at Borgerrepræsentationen vedtager den ændring af regulativets § 13, som ministeriet har foreslået. Udkastet til regulativ for lokaludvalg er ændret i overensstemmelse hermed.

Ændring af fristerne for udsendelse af dagsorden med bilag (§ 8): Endelig har Økonomi- og Indenrigsministeriet på eget initiativ foreslået, at regulativets § 8 om frister for udsendelse af dagsorden med bilag til lokaludvalgene ændres, under henvisning til at en tilsvarende ændring af Lov om Kommuners Styrelse § 8. stk. 4, og 5, forventes vedtaget af Folketinget inden jul til ikrafttræden pr. 1. januar 2014.

Økonomiforvaltningen indstiller, at Borgerrepræsentationen vedtager den foreslåede ændring. Udkast til regulativ for lokaludvalg er ændret i overensstemmelse hermed.

Løsning

Borgerrepræsentationen godkender nyt regulativ for lokaludvalg jf. vedlagte udkast til regulativ og som foreslået af Økonomi- og Indenrigsministeriet som vilkår for ministeriets godkendelse af regulativet.

Økonomi

Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Når Økonomiudvalget har godkendt indstillingen, overgår den til 2. behandling i Borgerrepræsentationen den 6. februar 2014.

Såfremt Borgerrepræsentationen godkender regulativ for lokaludvalg træder dette i kraft pr. 6. februar 2014.

Hvis Økonomiudvalget foreslår ændringer til indstillingen, overgår den til ny 1. behandling i Borgerrepræsentationen den 6. februar 2014. Det regulativ, som Borgerrepræsentationen herefter vedtager vil skulle godkendes i Økonomi- og Indenrigsministeriet inden det kan vedtages af Borgerrepræsentationen ved 2. behandlingen efter fornyet godkendelse i Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at forslag til revideret regulativ for lokaludvalg, som har været i høring i lokaludvalgene, godkendes med følgende ændring: ”§ 5 stk. 2 ændres til ”Medlemmer og suppleanter udpeget efter stk. 1 skal være villige til at modtage valget og have folkeregisteradresse i Københavns Kommune eller væsentlige og dokumenterede interesser i lokalområdet. Medlemmer og suppleanter udpeget efter indstilling skal tillige repræsentere lokale foreninger, frivillige organisationer, brugerbestyrelser på skole- idræts- ældre- og daginstitutionsområdet og lignende, som forestår eller deltager i lokale aktiviteter i bydelen eller området, jf. § 2, stk.2”, samt
  2. at bestemmelsen i regulativ for lokaludvalg § 5, stk. 2, om bopælspligt i Københavns Kommune først træder i kraft fra førstkommende valgperiode.

 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 31. maj 2012

Der var med dagsordenen udsendt et teknisk ændringsforslag til indstillingen, se bilag.

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag:

”Der foreslås følgende ændring til regulativets § 3, stk. 2:

”§ 3, stk. 2. Medlemmer og suppleanter af lokaludvalget må ikke samtidig være medlemmer af Borgerrepræsentationen dog således, at medlemmer og suppleanter af lokaludvalgene kan fungere ved en borgerrepræsentants forfald efter lov om kommunernes styrelse § 15 ved midlertidig udtræden (orlov) af lokaludvalget i den periode hvervet som stedfortræder i Borgerrepræsentationen varetages.””

 

Ændringsforslaget fra Det Konservative Folkeparti blev forkastet med 31 stemmer imod 8. 9 undlod.


For stemte: C, I og O.

Imod stemte: A, F og Ø.

Følgende undlod at stemme: B, V og Jaleh Tavakoli (løsgænger).



Indstillingen med det tekniske ændringsforslag blev herefter godkendt med 37 stemmer imod 7. 4 undlod.


For stemte: A, B, F, I, Ø og Jaleh Tavakoli (løsgænger).

Imod stemte: O og V.

Følgende undlod at stemme: C.


Indstillingen blev oversendt til 2. behandling i Borgerrepræsentationen.



Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Borgerrepræsentationen godkender nyt regulativ for lokaludvalg med de ændringer, der er foreslået af Økonomi- og Indenrigsministeriet.


Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. januar 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 8 stemmer imod 0. 4 medlemmer undlod at stemme.


For stemte: A, Ø og B.

Imod stemte: Ingen.

Undlod at stemme: V, O, C og I.

Beslutning

 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 6. februar 2014

 

Indstillingen blev godkendt med 35 stemmer imod 7. 9 undlod.

 

For stemte: A, B, F og Ø.

Imod stemte: V.

Følgende undlod at stemme: C, I og O.

 

 

Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Venstre ønsker lokaludvalgene nedlagt i sin nuværende form, og der bør tages en grundlæggende diskussion af, hvordan skattekronerne forvaltes lokalt. Desuden undlader indstillingen at inddrage forholdet om manglende bopælspligt, hvilket desværre betyder, at borgere i andre kommuner kan beslutte, hvordan skattekronerne i København skal fordeles.”

 

 

Til top