Mødedato: 05.11.2026, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal
Medlemsforslag om at åbne varmtvandsbassinet på Fussingvej for foreninger i weekenden
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Socialforvaltningen i samarbejde med Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen at fremlægge en sag til politisk behandling med modeller for, hvordan varmtvandsbassinet under Specialterapien på Fussingvej på Amager kan gøres tilgængeligt for foreninger i weekenden. Modellerne skal være udgiftsneutrale for de to forvaltninger og baseres på, at foreningerne afholder udgifterne i forbindelse med brug af varmvandsbassinet.
(Stillet af Venstre)
Motivering
København mangler svømmefaciliteter. Navnlig er der mangel på varmtvandsbassiner. Det efterspørges især af foreninger som arrangerer babysvømning, hvor en høj temperatur er påkrævet.
Det gælder derfor om at vi udnytter eksisterende kommunale faciliteter meget bedre, uanset hvilken forvaltning en facilitet måtte høre under.
Babysvømning foregår ofte i weekenden, og derfor er det helt oplagt at gå i dialog med svømmeklubberne i København om det kunne være en mulighed at bruge terapibassinet, også selvom de tilhørende omklædningsfaciliteter ikke er bygget til foreningsbrug.