Mødedato: 05.11.2026, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om stop for reklamer for særligt klimabelastende transport på kommunens reklameflader

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen beslutter, at Københavns Kommune ikke ønsker at medvirke til reklamer for særligt klimabelastende transport på kommunens reklameflader, der modvirker kommunens mål for miljø, sund luft og klima og derfor pålægger Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen med inddragelse af Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen og øvrige relevante forvaltninger straks at indlede forhandlinger om at stoppe reklamer for passagerflyrejser og pakkerejser med fly, krydstogter, salg og leasing af fabriksnye personbiler og lette erhvervskøretøjer samt hybrid- og pluginhybridbiler på arealer, ejendomme eller løsøre, som kommuner ejer, lejer eller på anden måde har råderet over, herunder at indlede forhandlinger om indgåelse af en tillægsaftale til den eksisterende koncessionsaftale med AFA JCDecaux med henblik på at stoppe samme typer af reklamer. Forvaltningerne skal senest den 31. januar 2027 forelægge resultatet af forhandlingerne for Klima-, og Miljø- og Teknikudvalget. Såfremt det ikke er muligt inden for aftalens nuværende økonomiske rammer at indgå aftale om et stop hurtigst muligt, skal forvaltningerne fremlægge konkrete juridiske og økonomiske modeller for at gennemføre stoppet, herunder ved opsigelse og genudbud. Indgåelse af en tillægsaftale må ikke ændre på varigheden af den eksisterende aftale,
  2. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen gennem de relevante ejer- og samarbejdsfora at arbejde for, at et stop for reklamer for særligt klimabelastende transport gennemføres hos Movia og Metroselskabet hurtigst muligt og lade status herfor indgå i sagen,
  3. at Borgerrepræsentationen pålægger alle forvaltninger at sikre, at alle nye udbud samt nye eller forlængede aftaler om kommerciel reklamering på arealer, ejendomme, løsøre og reklameflader, som Københavns Kommune ejer, lejer eller på anden måde har råderet over, skal indeholde et bindende forbud mod passagerflyrejser og pakkerejser med fly, krydstogter, salg og leasing af fabriksnye personbiler og lette erhvervskøretøjer samt hybrid- og pluginhybridbiler under hensyntagen til overholdelse af den generelle lovgivning om reklamer og markedsføring samt eventuelle særlove.

(Stillet af Enhedslisten, SF og Alternativet)

Motivering

Fossil transport påvirker sundheden både direkte og gennem klimaforandringer. Afbrændingen af benzin, diesel og andre fossile brændstoffer forurener luften, mens drivhusgasudledningerne bidrager til ekstrem varme, voldsommere vejr og øget sygdomsrisiko. WHO betegner luftforurening som den største miljøbetingede sundhedsrisiko i Europa og forbinder den blandt andet med hjerte-kar-sygdomme, luftvejssygdomme og kræft. I København har Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet beregnet, at luftforureningen i 2022 var forbundet med 415 for tidlige dødsfald.

Reklamer har til formål at påvirke vores valg og øge efterspørgslen. Når kommunens flader bruges til at markedsføre flyrejser, krydstogter og nye biler med forbrændingsmotor, bidrager de til at fremme et større forbrug af fossile brændstoffer. København investerer i renere luft og lavere udledninger, og kommunens egne reklameflader bør trække i samme retning. Erfaringer med et lignende forbud fra andre lande viser desuden, at et forbud ikke har negativ betydning for reklameindtjeningen.

Forslaget omfatter et forbud mod reklamer for passagerflyrejser og pakkerejser med fly, krydstogter, hvor opholdet om bord er et hovedformål samt salg og leasing af fabriksnye personbiler og lette erhvervskøretøjer med specifikke CO₂-emissioner på mere end 0 g CO₂/km, målt efter EU's gældende regler for typegodkendelse. Forslaget omfatter ligeledes hybrid- og pluginhybridbiler, men ikke almindelig færge- og rutetrafik. Afgrænsningen følger den markedsførte vare eller tjeneste, ikke virksomheden bag.

Det er ikke nyt at sætte grænser for kommercielle reklamer. Danmark har som udgangspunkt forbud mod tobaksreklamer, og alkohol må ikke markedsføres over for børn og unge under 18 år. I juni 2026 besluttede Borgerrepræsentationen med et bredt flertal at arbejde for at begrænse reklamer for spil, betting og kviklån på kommunens flader. Produkterne er forskellige, men princippet er det samme: At et produkt er lovligt, udelukker ikke begrænsninger af markedsføringen, når væsentlige sundhedshensyn taler for det.

København vil være en del af en international udvikling. Haag har indført regler for blandt andet reklamer for flyrejser, krydstogter og biler med fossil- eller hybridmotor. Amsterdam og Edinburgh har vedtaget beslægtede begrænsninger. FN's generalsekretær opfordrede i 2024 verdens regeringer til at forbyde reklamer fra fossile selskaber.

Med forslaget sætter København en klar grænse for, hvad kommunens egne reklameflader skal bruges til. Stoppet skal gennemføres hurtigst muligt.

Forslaget er udformet således, at forvaltningerne i relation til AFA Decaux kan vælge at forhandle en tillægsaftale til den eksisterende aftale inden for den nuværende økonomiske ramme samt inden for den grænse for kontraktændring, som ifølge forvaltningen gælder for en ændring uden genudbud.

 
Til top