Mødedato: 05.09.2002, kl. 17:30

Idræts- og Kulturhus i Prøvehallen

Idræts- og Kulturhus i Prøvehallen

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 5. september 2002

 

BR 438/02

Idræts- og Kulturhus i Prøvehallen

Idræts- og Kulturhus i Prøvehallen

Indstilling om, at det udarbejdede skitseprojekt for et samlet idræts- og kulturhus i Prøvehallen som en del af Eksempelprojektet i det centrale Valby godkendes, at anlægs- og driftsudgifterne til et idræts- og kulturhus i Prøve-hallen i Eksempelprojektet i Valby indgår i forhandlingerne om budget 2003. Ud over det beløb, der er afsat under Uddannelses- og Ungdomsudvalget til en traditionel skoleidrætshal er der anlægsudgifter på 6,0 mill. kr. i 2003 og 15,3 mill. kr. i 2004, der i givet fald forudsættes dækket af Kultur- og Fritidsudvalget. De supplerende driftsudgifter fra 2005 og frem er 2.068.000 kr. om året, samt at projektet forudsættes afholdt inden for de for 2003 og overslagsårene gældende rammer.

(Kultur- og Fritidsudvalget og Uddannelses og Ungdomsudvalget)

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget og til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at udvalgene overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler

at det udarbejdede skitseprojekt for et samlet idræts- og kulturhus i Prøvehallen som en del af Eksempelprojektet i det centrale Valby godkendes

at anlægs- og driftsudgifterne til et idræts- og kulturhus i Prøvehallen i Eksempelprojektet i Valby indgår i forhandlingerne om budget 2003. Ud over det beløb, der er afsat under Uddannelses- og Ungdomsudvalget til en traditionel skoleidrætshal er der anlægsudgifter på 6,0 mill. kr. i 2003 og 15,3 mill. kr. i 2004, der i givet fald forudsættes dækket af Kultur- og Fritidsudvalget. De supplerende driftsudgifter fra 2005 og frem er 2.068.000 kr. om året

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 20. juni 2002

Forvaltningen havde til medlemmerne på mødet uddelt følgende supplerende materiale om sagen:

  • Projektmappe
  • Høringssvar af 19. juni 2002 fra Valby Lokaludvalg
  • Høringssvar af 19. juni 2002 fra Valby Kulturråd

Indstillingen blev tiltrådt.

Kultur- og Fritidsudvalget lægger vægt på, at man i den fortsatte udvikling af Eksempelprojektet fastholder den positive dialogproces i sagen, bl.a. i forhold til borgere og Valby lokaludvalg.

Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 26. juni 2002

Høringssvar af 19. juni 2002 fra Valby Lokaludvalg og høringssvar af 19. juni 2002 fra Valby Kulturråd var omdelt til mødet.

Udvalget tiltrådte forvaltningens indstillinger.

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende indstilling søges gennemført i den foreliggende form. Økonomiudvalget forudsætter projektet afholdt inden for de for 2003 og overslagsårene gældende rammer."

Økonomiudvalgets beslutning den 13. august 2002

Anbefalet.

 

 

RESUME

Borgerrepræsentationen tiltrådte den 4. oktober 2001 en indstilling om de principielle rammer for Eksempelprojektet (BR 394/01). Indstillingen var en fællesindstilling udarbejdet i et samarbejde mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Sundhedsforvaltningen, Økonomiforvaltningen, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Som led i Eksempelprojektet etableres en ny skole i Ovnhallen inklusive tilhørende idrætsfaciliteter, der placeres i den nærliggende Prøvehal. Der er i finansieringsplanen for projektet under Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen afsat 16,4 mill. kr. til idrætsfaciliteter i forbindelse med skolen. Dette svarer til udgifterne til en traditionel skoleidrætshal til en 3-sporet skole.

Med henblik på at samtænke skoleidrætsfaciliteter med de lokale behov for idræts- og kulturfaciliteter besluttede Borgerrepræsentationen at afsætte 0,5 mill. kr. til en vurdering af mulighederne for indretning af et samlet idræts- og kulturhus i Prøvehallen inklusive et konkret skitseforslag til indretning af bygningen inden for en skønnet samlet anlægsramme på ca. 35 mill. kr.

På den baggrund fremlægges et forslag til indretning af et samlet idræts- og kulturhus i Prøvehallen. Forslaget er udarbejdet i samarbejde med lokale repræsentanter, herunder Valby Lokaludvalg. De samlede anlægsudgifter til projektet er i alt 37,7 mill. kr.

Heraf finansieres de 16,4 mill. kr., der svarer til udgifterne til en traditionel skoleidrætshal, via Uddannelses- og Ungdomsudvalgets anlægsbudget. Der mangler således i resterende finansiering - i alt 21,3 mill. kr. Hertil kommer de årlige driftsudgifter, der ikke er dækket af det beløb som Uddannelses- og Ungdomsudvalget har afsat til drift af en skoleidrætshal. Dette beløb er 2.068.000 kr. om året fra 2005 og frem.

Skitseprojektet til et samlet idræts- og kulturhus i Prøvehallen imødekommer udover skolens idrætsbehov, det lokale behov for et centralt beliggende idræts- og kulturtilbud i Valby. Der er tale om et spændende og fleksibelt projekt, der med sin markante placering ved Porcelænstorvet i Eksempelprojektet forbinder mulighederne i Bomuldspinderiet og Skolen i Ovnhallen.

Det indstilles på den baggrund, at skitseprojektet godkendes, og at den manglende finansiering til anlægs- og driftsudgifter indgår i de kommende budgetforhandlinger med henblik på indarbejdelse i Kultur- og Fritidsudvalgets budget for 2003, 2004 og 2005 og efterfølgende år.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen tiltrådte den 4. oktober 2001 en indstilling om de principielle rammer for Eksempelprojektet (BR 394/01). Indstillingen var en fællesindstillingen udarbejdet i et samarbejde mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Sundhedsforvaltningen, Økonomiforvaltningen, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Det fremgår af indstillingen, at der skal etableres en ny skole i Ovnhallen og at de tilhørende idrætsfaciliteter skal placeres i den nærliggende Prøvehal. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har afsat 16,4 mill. kr. til idrætsfaciliteter i forbindelse med skolen. Dette svarer til udgifterne til en traditionel skoleidrætshal til en 3-sporet skole.

Borgerrepræsentationen har imidlertid tilkendegivet et ønske om, at skoleidræt og det lokale idrætsliv i højere grad samtænkes. I en storby med mangel på idrætsfaciliteter er det oplagt, at nye faciliteter på skolerne er udformet, så de også kan anvendes af lokalområdets idrætsudøvere i eftermiddags- og aftentimerne samt i weekenderne.

På den baggrund besluttede Borgerrepræsentationen at afsætte 0,5 mill. kr. til en vurdering af mulighederne for indretning af et samlet idræts- og kulturhus i Prøvehallen samt et konkret skitseforslag til indretning af bygningen. De økonomiske rammer for et samlet projekt, der tilgodeser såvel skoleidrætten som det lokale idræts- og kulturliv, er i finansieringsplanen for Eksempelprojektet fastlagt til ca. 35 mill. kr.

Målet med forundersøgelsen er at give Borgerrepræsentationen mulighed for på baggrund af et konkret skitseprojekt og en angivet anlægsøkonomi at tage stilling til, om man vil godkende et projekt i Prøvehallen, der tilgodeser såvel behovene for idrætsfaciliteterne på skolen som hos det lokale idræts- og kulturliv.

Det er samtidig en forudsætning for Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, at hallen står klar i umiddelbar tilknytning til åbningen af skolen. Skolen forventes at være færdig til skoleårets start i august 2004, mens idrætshallen med det foreliggende skitseprojekt forventes at være klar til ibrugtagning med udgangen af 2004.

Uden tilsagn om finansiel dækning for de resterende 21,3 mill. kr., vil Prøvehallen blive indrettet til en traditionel skoleidrætshal, der som udgangspunkt ikke opfylder idrættens ønsker og behov.

Behovet for idrætsfaciliteter i Valby Bydel

Baggrunden for forslaget om at udvide idrætshalprojektet i Eksempelprojektet er, at der i den centrale del af Valby, hvor Eksempelprojektet ligger, ikke er idrætsfaciliteter af væsentlig størrelse.

Idrætsanlæggene i Valby Bydel er centreret omkring Valby Idrætspark samt Bavnehøj Idrætsanlæg i Kgs. Enghave. Anlægget i Valby Idrætspark har imidlertid bydækkende karakter og det dækker i dagligdagen behovet for idrætsfaciliteter for flere bydele, heriblandt Vesterbro. Samtidig huser anlægget flere firmaidrætsforeninger, der som udgangspunkt ikke er lokalt forankret. Hallerne anvendes i weekenden ofte til turneringsaktiviteter, og de er dermed ikke tilgængelige for den lokale befolkning.

Ved at opføre et Idræts- og Kulturhus som en del af Eksempelprojektet vil man i den centrale, tætbebyggede del af Valby kunne give et lokalt forankret idræts- og kulturtilbud til børn, unge og ældre. Dette skal ses i sammenhæng med, at nærhed i placering af idrætsfaciliteterne er en afgørende faktor for børns og ældres idrætsdeltagelse. Der er dermed lagt op til idræts- og kulturfaciliteter, der først og fremmest er rettet mod lokale brugere.

Et Idræts- og Kulturhus i Prøvehallen er placeret på facilitetslisten i den idrætspolitiske redegørelse 2001. Redegørelsen blev tiltrådt af Borgerrepræsentationen den 6. december 2001 (BR610/01).

Byggeudvalg

På baggrund af indstillingen om Eksempelprojektet blev der omkring årsskiftet 2001/2002 nedsat et byggeudvalg med repræsentanter for Københavns Idrætsanlæg, Kulturinstitutionerne i Valby, Valby Lokaludvalg, det lokale idrætsliv samt Valby Skole og Kultur- og Fritidsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen. Byggeudvalget har samarbejdet med Rådgivende Ingeniører og Arkitekter (RIA) om det færdige skitseprojekt (bilag 1).

Det skal understreges, at byggeudvalget har centreret sit arbejde om en samlet model for Prøvehallen, der tilgodeser behovene hos såvel skolen som det lokale idræts- og kulturliv. De samlede anlægsudgifter til dette projekt udgør i alt 37,7 mill. kr. Opnås ikke tilsagn om finansiel dækning for de udgifter på i alt 21,3 mill. kr., der ligger ud over udgifterne til en traditionel skoleidrætshal, er der udarbejdet et forslag til en skoleidrætshal (bilag 2). Projektet kan realiseres inden for rammen af det beløb på i alt 16,4 mill. kr., som Uddannelses- og Ungdomsudvalget har til rådighed til idrætsfaciliteter til skolen i Ovnhallen. Dette forslag har dog primært illustrativ karakter, hvorfor der i givet fald, i samarbejde med skolen, skal arbejdes videre med en mere konkret udformning.

Forslag til skitseprojekt for et samlet idræts- og kulturhus til skole, kultur- og idrætsliv i Valby

Indledningsvis skal det bemærkes, at der for at sikre den overordnede sammenhæng i Eksempelprojektet som grundlag for udformning af pladsdannelser, byrum, arkitektur, stiforløb og trafikforhold i samarbejde med rådgiverne og en landskabsarkitekt er udført analyser af det samlede område.

Det har i den forbindelse især været vigtigt - såvidt muligt - at friholde Porcelænstorvet for parkering, at sikre Torvet som pladsdannelse og byrum ved at fastholde en sidebygning til Prøvehallen og endelig at sikre Prøvehallens sammenhæng med Skolen i Ovnhallen og Bomuldsspinderiet via overdækkede gangforbindelser i 1. sals højde.

Skitseprojektet for Prøvehallen omfatter den eksisterende Prøvehal (der består af ét stort rum på 20 x 36 x 20 m (B x L x H) samt en nybygget sidebygning inkl. overdækkede gangforbindelser. I den eksisterende hals bygningsskal indpasses to etagedæk af forskellig størrelse.

I Prøvehallens stueetage indrettes i den nordlige del en foyer på 115 m2, der sammen med en mere end 20 m høj klatrevæg strækker sig i hele bygningens højde. Klatring er en forholdsvis ny og populær idrætsgren, men der findes p.t. ingen indendørs klatrevægge med denne højde i København. Klatrevæggen vil dermed blive et fint supplement til byens udendørs anlæg.

I den oprindelige port mod Torvet isættes glas, så der vil være visuel kontakt mellem torv og foyer, ligesom der på varme sommerdage vil kunne åbnes op til torvet.

Klatrevæggen, der går fra kælder til loft, forsynes med en bevægelig scene til brug for kulturarrangementer i foyer'en. Ved foden af klatrevæggen er der et mindre specialklatrerum bl.a. til betjening af klatrevæggen.

Der indrettes et udskænkningssted samt kontor til hallens administration. I den midterste del af stueetagen er der indrettet en fleksibel multisal på 130 m2 primært til kampsportsaktiviteter, hvilket der er stort behov for i bydelen. Salen indrettes, så den udover idrætsformål også kan bruges til kulturformål og bevægelse.

I stueetagens sydlige del placeres en dobbelthøj sal på ca. 230 m2, der indrettes, så den ud over idrætsformål også kan bruges til kulturaktiviteter, herunder teater og musik. En sådan facilitet vil også kunne anvendes af skolen til undervisning i f.eks. drama. Salen kan deles i 2 mindre sale à 115 m2. Endvidere indrettes scene og depoter.

1. sal i Prøvehallen (det nederste af de indskudte dæk) placeres i midten en sal på ca. 200 m2 med tilhørende depoter samt et mødelokale. Salens størrelse gør den anvendelig til en bred vifte af idrætsaktiviteter som dans, gymnastik, ældreidræt mv. Der vil være mulighed for visuel kontakt til foyer og teatersal. Fra en balkon på denne etage kan man via gangbroer komme til Bomuldsspinderiet, omklædningsrummene placeret på nybygningens 1. sal og Maskinhuset.

2. sal (øverste indskudte dæk) placeres en stor gymnastik-/idrætshal på i alt ca. 550 m2 med depotrum. Målene svarer til størrelsen på en basketball-bane. Salen har en sådan størrelse, at den er velegnet til en lang række mere pladskrævende idrætsaktiviteter. Salen vil også kunne anvendes af skolen til idrætsundervisning, elevsamlinger mv. Fra salen vil der være forbindelse til en tagterrasse på 160 m2 på nybygningens tagetage.

Prøvehallens kælderetage er indrettet til bl.a. toiletter, depotrum og teknikrum.

I nybygningen, der af arkitektoniske grunde visuelt friholdes af Prøvehallen, indrettes i stueetagen en café med tilhørende køkken på i alt ca. 120 m2. Caféen er placeret så den har optimal kontakt med Porcelænstorvet, ligesom der vil være mulighed for udendørs servering.

1. sal i nybygningen indrettes omklædningsfaciliteter og garderober til brug for skolens elever og de øvrige idrætsudøvere. Med gangbroen mellem nybygningen og Maskinhuset er der således direkte forbindelse fra skolen til omklædningsfaciliteterne i nybygningen. De øvrige brugere kan benytte trappen direkte fra Porcelænstorvet i enden af bygningen.

Nybygningens kælder indeholder garderobe og depot for cafeen. På taget er indrettet en tagterrasse.

Arealet i det samlede projekt til idræts- og kulturhus i Prøvehallen inkl. nybygningen er i alt 2.500 m2. Der vil i valg af materialer, konstruktion og udformning blive tilstræbt en sammenhæng med Ovnhallen. Der etableres niveaufrie adgange overalt i bygningerne. Såvel Prøvehallen som sidebygningen forsynes med elevator. Bygningerne opvarmes ved fjernvarme, og de forsynes med sikringsanlæg samt elektronisk adgangskontrol. Som en del af projektet "Sol i Valby" er der indarbejdet muligheder for etablering af solcelleanlæg.

Der er ingen selvstændige udearealer til Prøvehallen. Men der vil være gode muligheder for at inddrage Porcelænstorvet og tagterrassen på nybygningen i aktiviteterne. Derudover vil der være mulighed for at benytte skolens begrænsede udearealer.

Skitseprojektets forslag til udformning af Porcelænstorvet skal alene betragtes som en illustration af mulighederne. Arealmæssigt hører Torvet ind under TK-Development.

Som led i de overordnede drøftelser er det aftalt, at de nødvendige parkeringspladser til skolen og Prøvehallen lejes af TK-Development blandt de pladser firmaet etablerer på parkeringsdækkene mod jernbanen.

Den fremtidige drift

Det indgår i forslaget, at bygningen ejes af Uddannelses- og Ungdomsudvalget, men at det vil være Københavns Idrætsanlæg, der driver Idræts- og Kulturhuset. Dette vil ske i overensstemmelse med en driftsaftale mellem Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Københavns Idrætsanlæg. Driftsaftalen skal blandt andet sikre skolen den nødvendige fortrinsret til at anvende faciliteten i undervisningstiden.

De årlige driftsudgifter til et idræts- og kulturhus er skønnet til 2,5 mill. kr. (p/l 2003). Heraf finansierer Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen 432.000 kr., svarende til udgifterne ved at drive en "traditionel" skoleidrætshal. Det resterende beløb på 2.068.000 kr. forudsættes indarbejdet i Kultur- og Fritidsudvalgets ramme fra 2005 og frem.

Det er planen, at driften af café'en i nybygningen forpagtes ud.

Tidsplan

Projektforslaget for Prøvehallen inkl. nybygning forventes først påbegyndt omkring årsskiftet 2002/3. Et egentligt projektforslag vil blive udarbejdet i samarbejde med det hidtidige byggeudvalg. Hovedprojektet forventes afsluttet med henblik på forventet udbud ultimo 2003. Byggeriet forventes påbegyndt ultimo 2003 med henblik på afslutning og ibrugtagning fra årsskiftet 2004/5.

Med denne plan vil idræts- og kulturhuset først være færdig et halvt år efter åbningen af skolen i Ovnhallen. Tidsforskydningen betyder, at skolen i det første halvår må benytte andre idrætsfaciliteter (f.eks. skolens nuværende idrætsfaciliteter i den "gamle" Valby Skole).

Tidsforskydningen vurderes som fornuftig ud fra et ønske om at sikre, at skolebyggeriet i Ovnhallen kan nå at blive færdigt til tiden samtidig med, at den vil give en mere hensigtsmæssig afvikling af byggeforløbet. Indledende arbejder, som f.eks. jordoprensning, jordarbejder og arkæologiske kortlægninger vil – i det omfang det er mest hensigtsmæssigt – blive udført sideløbende med projekteringen.

 

Økonomi

Det fremgår af den oprindelige indstilling som Borgerrepræsentationen vedtog den 4. oktober 2001, at den samlede anlægsøkonomi for et samlet idræts- og kulturhus i Prøvehallen var skønnet til i alt 35,0 mill. kr. Den samlede byggesum i det færdige skitseprojekt for et projekt, der tilgodeser behovene hos såvel skole som idrætsliv og det lokale kulturliv, er 37,7 mill. kr. (indeks 167,6). Beløbet er fordelt med 16,4 mill. kr. til Uddannelses- og Ungdomsudvalget og 21,3 mill. kr. til Kultur- og Fritidsudvalget.

Merudgiften i forhold til beregningen i indstillingen vedrørende Eksempelprojektet fra 4. oktober 2001 er på i alt 2,7 mill. kr. Stigningen skyldes dels ønsker om at imødekomme de lokale behov, etableringen af den nye sidebygning samt stigninger i byggeindekset.

Skitseprojektet viser hovedkonceptet for projektet. I den videre bearbejdning vil der kunne ske ændringer i placering af funktioner og udformning. Dette vil ske under hensyntagen til tekniske- og økonomiske betingelser samt ønsker og forventninger fra brugerne. I forslaget er der søgt taget højde for udgifter til oprensning, nedrivning af eksisterende bygninger samt arkæologiske undersøgelser. I den fortsatte proces vil indgå en undersøgelse af muligheder for ekstern støtte til særlige tekniske og miljømæssige tiltag (solceller m.m.).

I nedenstående skema er angivet fordeling af udgifterne i 2003 og 2004. Beløbene er angivet i mill. kr.

 

2003

2004

Kultur- og Fritidsudvalget

   

Projektforslag + indledende arbejde

2,1

 

Projektering

2,2

Udførelse

1,7

15,3

Kultur- og Fritidsudvalget ialt

6,0

15,3

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

   

Projektforslag + indledende arbejde

1,6

 

Projektering

1,6

 

Udførelse

1,3

11,9

Uddannelses- og Ungdomsudvalget i alt

4,5

11,9

Samlet

10,5

27,2

Samtlige priser er anført ved byggeomkostningsindeks 167,6 pr. 01.04.02.

I overensstemmelse med oversigten er det supplerende finansieringsbehov 6,0 mill. kr. i 2003 og 15,3 mill. kr. i 2004.

Hertil kommer de driftsudgifter, der ikke er dækket af det beløb som Uddannelses- og Ungdomsudvalget har afsat til drift af en skoleidrætshal. Dette beløb er 2.068.000 kr. om året fra 2005 og frem.

På den baggrund indgår det i indstillingen, at de supplerende anlægs- og driftsudgifter indarbejdes i Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2003, 2004 og 2005 og frem.

 

Miljøvurdering

De væsentligste miljømæssige konsekvenser ved indretning af et idræts- og kulturhus i Prøvehallen i Valby vil være knyttet til den fremtidige drift og anvendelse af bygningerne.

I forbindelse med driften må man først og fremmest pege på energiforbruget til opvarmning, ventilation og belysning. Der kan også forventes et betydelig vandforbrug i idræts- og kulturhuset. På den anden side vil et nyt idræts- og kulturhus i Valby skabe rum for mange forskellige typer af aktiviteter som i sig selv kan få positiv miljø- og sundhedsmæssig betydning, herunder forbedrede muligheder for motion og idræt for bydelens borgere.

De væsentligste miljøbelastninger i forbindelse med byggeprojektets gennemførelse vil være knyttet til materialeforbrug og forurening. Projektet indebærer genanvendelse af en udtjent industriejendom og medfører hermed både en materialebesparelse set i forhold til tilsvarende nybyggeri og mindre byggeaffald. Mange af de mest miljøbelastende materialer i byggeri anvendes dog til installationer og overflader, områder hvor materialeforbruget i Prøvehalsprojektet ikke vil adskille sig fra tilsvarende nybyggeri. Da der er tale om byggeri i et tidligere industriområde må der forventes forurenet jord i større omfang end sædvanligt. Der kan også være forureninger i de bygninger, som skal ombygges. Dette er der søgt taget højde for i anlægsøkonomien.

Projektet er udarbejdet med udgangspunkt i lokalplanens miljøkrav. For at sikre en miljømæssig optimering af projektet og forebyggelse af miljøproblemer gennemføres projekteringen som miljørigtig projektering. I den forbindelse vil der især blive lagt vægt på de ovenfor nævnte forhold. Desuden vil de mange forslag til miljøforbedrende løsninger, som er fremsat i forbindelse med udarbejdelsen af skitseforslaget, blive inddraget, bl.a. et forslag om etablering af et solcelleanlæg.

Nogle forebyggende tiltag er allerede indarbejdet i det aktuelle projekt. Af hensyn til handicappede og transport af tunge genstande etableres niveaufri adgange overalt i bygningskomplekset, som også forsynes med elevator. Fodgængerpassagen fra Prøvehallen til Maskinhuset medvirker også til forbedret trafiksikkerhed.

 

Høring

Københavns Idrætsanlæg, Kulturinstitutionerne i Valby, Valby Lokaludvalg, Det lokale idrætsliv og Valby Skole samt Kultur og Fritidsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har været repræsenteret i byggeudvalget.

Det er aftalt med de eksterne parter, at fortrykket til den endelige projektmappe dannede grundlag for den formelle høring. De respektive høringssvar vedlægges som bilag.

Det er samtidig aftalt, at den færdige projektmappe inkl. kopi af den foreliggende indstilling fremsendes til parterne parallelt med forelæggelsen for de berørte fagudvalg.

Forslaget forelægges for Københavns Idrætsanlægs bestyrelse den 24. juni 2002. Høringssvaret herfra vil blive forelagt for Borgerrepræsentationen i forbindelse med behandlingen af nærværende indstilling.

Det fremgår af de foreløbige høringssvar, at der generelt er stor tilfredshed med den samlede proces og skitseforslaget. Skolen og institutionerne er generelt positive, men beklager, at friarealerne i forbindelse med Eksempelprojektet generelt er meget begrænsede. Dette har der dog ikke været mulighed for at rette op på.

Valby Lokaludvalg understreger i sit høringssvar, at det er en forudsætning for udvalgets positive holdning til forslaget, at Prøvehallen etableres som et samlet Idræts- og kulturhus – og ikke kun som en idrætsbygning til skoleformål. Samtidig påpeger lokaludvalget, at de ønsker yderligere lokaler til kulturaktiviteter, herunder især en biograf. Der henvises i den forbindelse til igangværende forhandlinger med TK-Development og Kultur- og Fritidsforvaltningen om mulighederne på 1. sal i Bomuldsspinderiet.

 

BILAG VEDLAGT

1. Tegningsmateriale skitseforslag (situationsplan, etageplaner, snit og facadetegning)

2. Eksempel på indretning af Prøvehallen alene til skoleidræt mm. (etageplan)

3. Høringssvar fra Valby Lokaludvalg

4. Høringssvar fra Valby Skole

5. Høringssvar fra "Isbjørnen"

6. Høringssvar fra "Gadespejlet"

 

Olga Brüniche-Olsen Peter Rasmussen

Til top