Mødedato: 05.09.2002, kl. 17:30

Rundkørsel i krydset Vermlandsgade / Prags Boulevard

Rundkørsel i krydset Vermlandsgade / Prags Boulevard

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 5. september 2002

 

BR 456/02

Rundkørsel i krydset Vermlandsgade / Prags Boulevard

Rundkørsel i krydset Vermlandsgade / Prags Boulevard

Indstilling om, at krydset Vermlandsgade / Prags Boulevard omlægges til en rundkørsel, samt at der gives en kapitalbevilling på 2,5 mio. kr. på Vej & Parks anlægsramme (konto 2.22.3 Vejanlæg) til gennemførsel af projektet.

(Bygge- og Teknikudvalget)

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikforvaltningen overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at krydset Vermlandsgade / Prags Boulevard omlægges til en rundkørsel og

at der gives en kapitalbevilling på 2,5 mio. kr. på Vej & Parks anlægsramme (konto 2.22.3 Vejanlæg) til gennemførsel af projektet.

 

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 14. august 2002

Anbefalet

 

Økonomiudvalgets behandling af sagen:

På vegne af Økonomiudvalget meddeles, at overborgmesteren ingen bemærkninger har til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form.

 

 

RESUME

Forvaltningen foreslår, at det uregulerede kryds Vermlandsgade / Prags Boulevard / Laplandsgade omlægges til en rundkørsel.

Projektet er et element i Kultur- og Idrætsplanen for Holmbladsgadekvarteret, som kommunen i 1999 indgik aftale med Lokale og Anlægsfonden om at gennemføre. Projektet er endvidere en realisering af et element i "Trafikplanen for Amager", som Bygge- og Teknikudvalget godkendte i 2001 (BTU 361/2001).

Ved at omlægge krydset sikres de lette trafikanter bedre adgang på tværs af Prags Boulevard, ligesom de sikres forbedrede adgangsforhold til Kløvermarkens idrætsanlæg.

Forvaltningen har undersøgt fordel og ulemper ved etablering af rundkørsel henholdsvis signalregulering. For dette kryds viser undersøgelserne, at trafikale og æstetiske fordele er størst ved en rundkørsel.

Forvaltningen foreslår, at der gives en kapitalbevilling på 2,5 mio. kr. til gennemførsel af projektet.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Københavns Kommune indgik i december 1999 en aftale med Lokale- og Anlægsfonden om "Kultur- og idrætsplan for Holmbladsgadekvarteret". Planen indeholder nyanlæg af idrætsanlæg i kvarteret samt en renovering af Prags Boulevard, samt en sikring af de svage trafikanters adgang til de forskellige kultur- og idrætsanlæg i kvarteret. Sidstnævnt er samlet i et projekt for "Stier- og Trafiksikre overgange". I kommunens samlede bevilling til projektet indgår 7 mio. kr. fra Bygge- og Teknikforvaltningen. Til styring af projektet er nedsat en styregruppe bestående af repræsentanter fra Lokal- og Anlægsfonden, Økonomiforvaltningen og det lokale kvarterløft Holmbladsgade.

I "Trafikplan for Amager, Idekatalog til handlingsplan", der er godkendt i Bygge- og Teknikudvalget i august 2001 (BTU 361 /2001), er krydset Vermlandsgade / Prags Boulevard prioriteret som et indsatsområde, hvor trafikken skal reguleres i forbindelse med ændringerne i det overordnede trafikmønster.

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

I projektet "Stier- og Trafiksikre overgange" indgår en omlægning af krydset Vermlandsgade / Prags Boulevard som et højt prioriteret projekt. Omlægningen af krydset skal sikre de lette trafikanter en bedre adgang til Kløvermarken og en sikker passage på tværs af den dominerende trafikretning i Vermlandsgade. Ligeledes er omlægningen af Prags Boulevard et højt prioriteret projekt i Kultur- og Idrætsplanen. Forvaltningen har på den baggrund udarbejdet et forslag til omlægning. Forslaget har været forelagt styregruppen for Kultur- og Idrætsplanen, som har ønsket projektet fremmet mest muligt.

Krydset Vermlandsgade / Prags Boulevard er i dag et ureguleret syvbenet kryds i mellem gaderne Vermlandsgade (2 ben), Laplandsgade (1 ben) og Prags Boulevard (4 ben). Den primærer trafikretning er Vermlandsgade med en del til- og frakørsel til de to nordlige ben i Prags Boulevard, hvorfra der er adgang til større boligområder og en række industrivirksomheder (bilag A).

Forvaltningen har ladet rådgivende ingeniører Carl Bro undersøge fordele og ulemper ved enten at signalregulere krydset eller omlægge det til en rundkørsel. Konklusionen på denne undersøgelse er, at det anbefales, at der anlægges en rundkørsel til regulering af krydset. Anbefalingen baseres bl.a. på, at en rundkørsel vil give den største trafiksikkerhed for de lette trafikanter og den smukkeste løsning på en samling af de syv veje. Derudover vurderes de to løsninger at være lige velegnede til regulering af trafikken. Til illustration af forslaget er udarbejdet vedlagte skitse bilag B.

Ved omlægning til en rundkørsel vil oversigtsforholdene for krydsende trafik i Prags Boulevard blive forbedret væsentligt, og omlægningen vil medføre korte overskuelige overgangssteder for gående.

Ifølge Trafikplan for Amager skal en større del af trafikken overflyttes fra Amagerbrogade til bl.a. Vermlandsgade. Anlæggelse af en rundkørsel vil sikre, at den forventede øgede trafikmængde ikke vil genere de tværgående forbindelser unødigt.

Lette trafikanter sikres i rundkørslen med cykelstier og fortove hele vejen rundt. De to sydlige vejben i Prags Boulevard foreslås anlagt som overkørsler for at sikre fodgængerne yderligere og prioritere vejene i rundkørslen. I forbindelse omlægningen vil der opstå et mindre pladsareal mellem Vermlandsgade og Laplandsgade, ligesom der vil blive en stor central ø. Denne planlægges anlagt, så den indgår i den samlede komposition for Prags Boulevard.

Rundkørslen er dimensioneret således at sættevogne kan køre igennem og svinge ind i de nordlige ben af Prags Boulevard.

Økonomi

Bygge- og Teknikudvalget har reserveret 7 mio. kr. til Kultur- og Idrætsplan for Holmbladsgadekvarteret som en del af kommunes samlede bidrag på ca. 75 mio. kr.

Bygge- og Teknikudvalgets midler skal anvendes på projekter indenfor udvalgets ansvarsområde dvs. til omlægningen af Prags Boulevard eller til projekter indenfor "Stier- og Trafiksikre overgange".

Forvaltningen anbefaler på denne baggrund, at der gives en kapitalbevilling til anlæggelse af en rundkørsel i krydset Vermlandsgade / Prags Boulevard. Der foreslås anvist 2,5 mio. kr. på Vej & Parks Anlægsramme konto 2.22.3 Vejanlæg.

De restende 4,5 mio. kr. forventes anvist i 2003 til Prags Boulevard og yderligere projekter under "Stier- og Trafiksikre overgange".

Miljøvurdering

Omlægningen er vurderet til ikke at have mærkbare konsekvenser for miljøet. Forvaltningen vurderer dog, at omlægningen vil give området en fysisk kvalitetsforbedring i form af en smukkere vejudformning.

Høring

Ledningsejerne har været indkaldt til orienterende møde om projektet, og på den baggrund forventes der ingen omkostninger til omlægning af ledninger.

HUR og Københavns Politi er endvidere hørt om bemærkninger til den skitserede løsning.

Andre konsekvenser

I regi af Kultur- og Idrætsplanen for Holmbladsgadekvarteret er der udskrevet en arkitektkonkurrence om omlægning af Prags Boulevard. Konkurrencen blev afgjort i januar 2002, og forvaltningen vil sikre, at der er den nødvendige koordinering mellem de to projekter.

Forvaltningen vil af hensyn til billiggørelse af anlægsarbejderne samt for at minimere anlægstiden foreslå, at vejene helt eller delvist lukkes for trafik i anlægsperioden, idet forvaltningen finder det muligt at anvise alternative ruter. Såfremt der kan opnås enighed med Københavns Politi om en sådan løsning, vil forvaltningen søge projektet gennemført i indeværende år.

BILAG VEDLAGT

Bilag A – eksisterende forhold

Bilag B – forslag til rundkørsel

Ole Bach

Til top