Mødedato: 04.10.2001, kl. 17:30

Eksempelprojektet for det centrale Valby

Eksempelprojektet for det centrale Valby

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 4. oktober 2001

 

BR 394/01

Eksempelprojektet for det centrale Valby

Eksempelprojektet for det centrale Valby

Indstilling vedrørende realisering af et helhedsorienteret projekt for omdannelse og fornyelse af det centrale Valby, herunder om godkendelse af en økonomisk rammeaftale mellem kommune, grundejere og investorer samt beslutninger om flytning og udvidelse af Valby Skole, nye idræts- og kulturfaciliteter, genhusning af daginstitutioner og mellemfinansiering af grundkøb (optionsudnyttelse) m.h.p. etablering af ældrefaciliteter, ny daginstitution og boliger.

(Kultur- og Fritidsudvalget, Uddannelses- og Ungdomsudvalget, Sundheds- og Omsorgsudvalget, Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget samt Økonomiudvalget)

 

INDSTILLING

Indstillingen vedrører realisering af et helhedsorienteret projekt for omdannelse og fornyelse af det centrale Valby, herunder om godkendelse af en økonomisk rammeaftale mellem kommune, grundejere og investorer samt beslutninger om flytning og udvidelse af Valby Skole, nye idræts- og kulturfaciliteter, genhusning af daginstitutioner og mellemfinansiering af grundkøb (optionsudnyttelse) m.h.p. etablering af ældrefaciliteter, ny daginstitution og boliger.

Området er vist på oversigtskortet sidst i indstillingen.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at genhusning af den integrerede institution Gadespejlet og den selvejende børnehave Spindegården, begge beliggende i Annexstræde i Valby, sker dels i ejendommene Timotheushjemmet Traps Allé 15, der forudsættes købt af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, dels på Hoffmanns Minde, Valby Langgade 117, der forudsættes købt af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen samt i institutionen Isbjørnen Bymosevej 2,

at der i konsekvens af tidligere given kapitalbevilling i forbindelse med køb og indretning af Timotheushjemmet Traps Allé 15 gives Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen en bevilling til genhusning på i alt 9,698 mio. kr., kontonr. 5.14.3, og

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget i 2003 og fremover gives mindreudgiftsbevilling på 0,462 mio. kr. på konto 5.14.1 som følge af sparede huslejeudgifter til de daginstitutioner, der nedlægges i forbindelse med etableringen af ny Valby Skole.

at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen bemyndiges til i samarbejde med Økonomiforvaltningen og med udgangspunkt i en grundkøbesum på 2036 kr. pr m2 at indgå forhandlinger om et grundkøb på ca. 2000 m2, alternativt køb af et ejerlejlighedsparti med 100 % friareal til en daginstitution på en del af det såkaldte optionsareal vest for Ovnhallen, der skal dække demografibehovet for vuggestuepladser.

 

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning i mødet den 12. september 2001

Kontorchef Susanne Binné deltog under punktets behandling.

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttede at lade det udsendte notat "Efterretning om Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning på mødet 3/9 '01 vedr. fællesindstillngen for Eksempelprojektet for det centrale Valby" indgå ved udvalgets behandling af punktet.

Indstillingen blev tiltrådt

Hellen Hedemann (F) og Marie Jeppesen (Ø) tog forbehold for indstillingen for så vidt angår delingen af de to integrerede institutioner.

Hellen Hedemann (F) ønskede følgende protokolleret:

"SF stemmer imod indstillingen, da vi finder, at det er urimeligt at ødelægge en velfungerende integreret institution som Isbjørnen, alene fordi det bureaukratisk findes mest hensigtsmæssigt at have institutionerne forvaltningsopdelte.

SF finder at integrerede institutioner er at foretrække."

Marie Jeppesen (Ø) ønskede følgende protokolleret:

"Enhedslisten tager forbehold overfor en deling af de integrerede institutioner Isbjørnen og Gadespejlet."

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at genhusning af den integrerede institution Gadespejlet og den selvejende børnehave Spindegården, begge beliggende i Annexstræde i Valby, sker dels i ejendommene Timotheushjemmet Traps Allé 15, der forudsættes købt af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, dels på Hoffmanns Minde, Valby Langgade 117, der forudsættes købt af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen samt i institutionen Isbjørnen Bymosevej 2,

at der gives en kapitalbevilling på i alt 28,964 mio. kr., heraf 1 mio. kr. i 2001 og 27,964 mio. kr. 2002 til erhvervelse af Hoffmanns Minde, beliggende på Valby Langgade 117, samt til projekterings- og anlægsarbejder samt udgifter til støjskærm, jordoprensning m.v., kontonr. 5.15.3,

at der indrettes en 3 sporet folkeskole i Ovnhallen m.v. i Valby med en samlet anlægsudgift på 116,739 mio. kr. til erstatning for Valby Skole, som omdannes til en ny skole for vidtgående specialundervisning, hvor sidstnævnte indebærer en samlet anlægsudgift på 17,000 mio. kr., og

at der gives en kapitalbevilling på 1,5 mio. kr. i 2001 og 1,5 mio. kr. i 2002 fra konto 3.01.3 til planlægning og projektering af en ny skole i Ovnhallen m.v. i Valby med henblik på udarbejdelse af et skitseprojekt, som forudsættes godkendt som grundlag for efterfølgende indstilling om projekteringsbevilling.

Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 12. september 2001

Udvalget tiltrådte forvaltningens indstillinger.

Per Bregengaard havde følgende bemærkning:

"Enhedslisten tager forbehold over for en deling af de integrerede institutioner: Isbjørnen og Gadespejlet. "

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget,

at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, at en driftsbevilling på 0,5 mill. kr. på konto 0.30.1, forprojektering af 2 mindre idrætsanlæg, anvendes til forundersøgelse og skitseprojekt for Prøvehallen i Eksempelprojektet i Valby. Skitseprojektet skal tilgodese behovene for idræts- og kulturfaciliteter til skolen i Ovnhallen og for borgerne i lokalområdet.

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 13. september 2001

Forvaltningen havde inden mødet udsendt følgende til medlemmerne:

Notat udarbejdet af Økonomiforvaltningen og Sundhedsforvaltningen indeholdende indeholder en kort redegørelse for det ændringsforslag, som Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte i forbindelse med udvalgets behandling af sagen.

Indstillingen blev tiltrådt.

Sundhedsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at Sundhedsforvaltningen bemyndiges til i samarbejde med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Bygge- og Teknikforvaltningen og Økonomiforvaltningen at fremme forslag til opførelse af en almen plejeboligbebyggelse med tilhørende servicearealer samt et aktivitetscenter/dagcenter m.m. for ældre på en del af det såkaldte optionsareal vest for Ovnhallen,

at der i Sundheds- og Omsorgsudvalgets budget for 2003, som det har været tilfældet i de foregående budgetår, afsættes minimum 5,000 mio. kr. til dækning af indskud i Landsbyggefonden. I 2003 reserveres 5,000 mio. kr. af disse midler til opførelse af en plejeboligbebyggelse på Optionsarealet,

at der inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetramme i 2003 afholdes 4,000 mio. kr. til montering af servicearealer, og

at aktiviterne i Valby Sogns Plejehjem, Valby Omsorgs Center på Gl. Jernbanevej og i dagcentret Tingstedet lukkes og overflyttes til de nyopførte lokaliteter i Eksempelprojektets vestområde.

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 3. september

Peter Matinussen (A) stillede følgende ændringsforslag om, at Sundheds- og Omsorgsudvalget – udover indstillingens 4 at-punkter – anbefaler overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at indstillingen tilrettes i overensstemmelse med budgetaftalen for 2002 for så vidt angår antal boliger og økonomi".

Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte herefter indstillingen samt ændringsforslaget.

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

at vedlagte "Rammeaftale" mellem TK Development A/S, Royal Scandinavia A/S og Københavns Kommune vedrørende Eksempelprojektet tiltrædes, således at der med henblik på realisering af projektet kan gennemføres fornødne ejendomsoverdragelser vedrørende henholdsvis "Porcelænsgrunden", matr.nr.ne 3 a, 5 a, 494 og 495 Valby, København, Valby Langgade 95-117, og kommunens ejendom matr.nr. 118 ibidem, Annexstræde 25, m.m.,

at det besluttes at udnytte den af Royal Scandinavia meddelte option til at erhverve ejendommen, (delnr. 5 på kortbilaget til vedlagte rammeaftale) del af matr. nr. 5a m.fl. Valby, Valby Langgade 95 på 11.665 m2 og med henblik på videresalg bevilger 19,794 mio. kr. af puljen på 280 mio. kr., der i den boligpolitiske aftale er afsat til infrastruktur og byggemodning,

at erhvervelsen af optionsarealet på 11.665 m2 sker med henblik på i et samarbejde mellem forvaltningerne at udbyde arealet til salg med henblik på opførelse af ældrefaciliteter som indstillet af Sundhedsforvaltningen, ny daginstitution som indstillet af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen samt seniorboliger og familieboliger i alment regi, i andelsboligregi eller i privat regi,

at indtægten ved et videresalg tilbageføres til puljen på 280 mio. kr., der i den boligpolitiske aftale er afsat til infrastruktur og byggemodning, og

at de i indstillingen beskrevne forhold vedrørende kommunale udgifter og indtægter i relation til Eksempelprojektet tages til efterretning, og at der gives bemyndigelse til, at udvalgenes rammer ved udarbejdelsen af de kommende års budgetter justeres i takt hermed.

Økonomiudvalgets beslutning den 18. september 2001

Anbefalet.

F og Ø fastholdt bemærkningerne fra fagudvalgsbehandlingerne. L tilsluttede sig Ø´s bemærkninger.

 

 

RESUME

Indstillingen omhandler realisering af et helhedsorienteret projekt for omdannelse og fornyelse af det centrale Valby – Eksempelprojektet for det centrale Valby.

Med Eksempelprojektet omdannes store, tidligere industriarealer (De Danske Bomuldsspinderier og Porcelænsfabrikken Norden) samt Tingstedskarreen til bymæssige formål, herunder offentlige institutioner.

Som en vigtig del af det samlede projekt, kan hovedparten af behovet for skoleudbygning i Valby imødekommes ved at flytte den nuværende Valby Skole til den såkaldte Ovnhal på den gamle porcelænsfabrik, og her udvide den fra 1½ til 3 spor.

Prøvehallen på Porcelænsfabrikken, der er en meget markant bygning i bybilledet, kan indrettes til et Idræts- og Kulturhus med skoleidræt, fritidsidræt og med mulighed for kulturelle aktiviteter.

To daginstitutioner må genhuses, idet grundene skal nybebygges som led i den samlede plan. I indstillingen indgår en plan for permanent genhusning, som indebærer at kommunen køber en del af den tidligere gård Hoffmanns Minde vestligst i projektområdet.

Et Idræts- og Kulturhus i Prøvehallen, en Valby Skole i Ovnhallen, et kommende friareal til skolen samt Hoffmanns Minde vil blive fysisk sammenhængende og kan således lægge op til et udbygget samarbejde mellem skole, KKFO og klub.

I projektet indgår, at en investor kan etablere 15.000 m2 nye butikker langs gadeforløb på den østlige del af projektområdet omkring Bomuldsspinderierne og Valby Tingsted i sammenhæng med det eksisterende handelsmiljø i det centrale Valby. Her indgår desuden 18.500 m2 serviceerhverv. Som en del af dette samlede byggeri har grundejerne vest for Ovnhallen forpligtet sig til at opføre 7.600 m2 boliger.

Grundejeren i den vestlige del af projektområdet har meddelt Københavns Kommune option til at kunne erhverve et areal på 11.665 m2. Optionsarealet vil få en samlet byggemulighed på ca. 15.000 m2.

Det indgår i indstillingen, at Kommunen beslutter at udnytte denne option. Kommunens køb af optionsarealet vil ske med henblik på et videresalg af grunden, hvor igennem det sikres, at der på optionsarealet kan opføres ca. 7.000 m2 ældrefaciliteter for Sundhedsforvaltningen, en ny vuggestue på ca. 1000 m2 med tilhørende 100% friareal til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen samt 7.000 m2 nye boliger.

Det samlede Eksempelprojekt udgør en helhed, hvor Borgerrepræsentationens godkendelse af en rammeaftale mellem grundejere, investorer og kommune er et fundament for realisering. Som en del af denne fællesindstilling indgår således at Borgerrepræsentationen kan tiltræde rammeaftalen.

Eksempelprojektet medfører kommunale anlægsinvesteringer på i alt 205,8 mio. kr. Størstedelen af udgifterne anvendes til anlæg af en Ny Valby Skole i Ovnhallen og Prøvehallen på den gamle porcelænsfabrik.

Kommunens del af Eksempelprojektet er fuldt ud finansieret på både kort og langt sigt. Borgerrepræsentationen bevilgede i forbindelse med stemmeaftalen om budget 2001 62,0 mio. kr. til skoleudbygning i Valby. Hovedparten af den resterende finansiering tilvejebringes ved anvendelse af midler fra de respektive udvalgs budgetrammer. Det indstilles, at udvalgene samlet bidrager med i alt 116,4 mio. kr. til Eksempelprojektet. Resten af projektet finansieres ved indtægter fra grundsalg og tilskud fra private investorer.

SAGSBESKRIVELSE

Som bilag til denne fællesindstilling er et samlenotat med en fremstilling af de dele af Eksempelprojektet, hvor Københavns Kommune er interessent.

I samlenotatet indgår en sammenfatning af projektet i sin helhed.

Med henblik på fagudvalgenes behandling af denne fællesindstilling fremstilles sagsbeskrivelsen forvaltningsvis i det vedlagte samlenotat.

Denne strukturering med en relativt kort indstilling, der suppleres af et samlenotat, er valgt i bestræbelsen på at sikre en vis oversigtlighed i den samlede sagsfremstilling.

 

Baggrund

Københavns Kommune har taget initiativ til at gennemføre et eksempelprojekt for omdannelsen og fornyelsen af det centrale Valby.

Området for Eksempelprojektet udgøres væsentligst af den tidligere Porcelænsfabrikken Nordens grund, De Danske Bomuldsspinderier og Tingstedskarréen.

I 1998 blev der nedsat en projektgruppe med repræsentanter for Københavns Kommune, Valby Bydel, grundejerne, investorer og Miljø- og Energiministeriet med formandskabet hos sidstnævnte.

I september 2000 blev der som projektgruppens produkt offentliggjort et planlægningsgrundlag, der beskriver et fælles grundlag for udviklingen af området.

Dette planlægningsgrundlag har også været udgangspunktet for det forslag til lokalplan "Det Centrale Valby" med tilhørende kommuneplantillæg, som har været i offentlig høring frem til 23. april 2001.

Der henvises til, at Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen forelægges en indstilling om endelig vedtagelse af plangrundlaget samtidig med denne indstilling om Eksempelprojektet for det centrale Valby.

I Borgerrepræsentationens budgetaftale, der blev indgået i efteråret 2000, indgår, at der skal indrettes en ny specialskole i de bygninger, der i dag huser Valby Skole på Rughavevej.

Det indgår i både planlægningsgrundlaget fra projektgruppen og i forslaget til lokalplan, at Valby skole kan flyttes til Ovnhallen og her udvides fra 1½ til 3 spor.

På baggrund af budgetforliget for 2001, blev der i efteråret 2000 under formandskab af Økonomiforvaltningen oprettet en kommunal koordineringsgruppe med repræsentanter fra Valby Bydelsadministration, Sundhedsforvaltningen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen samt Bygge- og Teknikforvaltningen.

Koordineringsgruppen har haft til formål at forberede nærværende indstilling om Eksempelprojektet i sin helhed.

Denne fællesindstilling har nær relation til, at Borgerrepræsentationen parallelt behandler en indstilling om endelig vedtagelse af lokalplanen for "Det centrale Valby".

 

Rammeaftale

Den vedlagte rammeaftale, der indstilles tiltrådt, er forhandlet mellem TK Development A/S (i det følgende benævnt TK), Royal Scandinavia A/S (i det følgende benævnt RS) og Københavns Kommune (i det følgende benævnt KK).

Med henblik på realisering af Eksempelprojektet for det centrale Valby, sikrer rammeaftalen, at der kan gennemføres de nødvendige ejendomsoverdragelser.

Rammeaftalen omfatter følgende punkter:

a) Mageskifte, således at kommunen får overdraget "Prøvehallen" med tilhørende annekser og et grundareal på ca. 2.400 m2 af TK, og TK får overdraget matr. nr. 118 med et grundareal på 2.118 m2 af kommunen. Ejendommene skønnes at have samme værdi.

Prøvehallen forudsættes anvendt til idræts- og kulturformål.

Børneinstitutionen i matr.nr. 118 vil blive genhuset.

b) Kommunen lejer "Ovnhallen" med tilhørende annekser med et bygningsareal på ca. 9.100 m2 og et grundareal på ca. 5.920 m2 af TK.

Den årlige leje udgør p.t. 1 mio. kr. (der pristalsreguleres) med tillæg af samtlige driftsudgifter. Lejemålet er uopsigeligt i 50 år fra kommunens og 60 år fra udlejers side.

Kommunen får samtidig en løbende køberet til Ovnhallen for en købesum, der ved en overtagelse senest den 01.01.2003 udgør 20 mio. kr. og efter udløbet af 50 års perioden 1 mio. kr. I den mellemliggende periode baseres købesummen på nutidsværdien af 20 mio. kr.

Ovnhallen forudsættes ombygget og anvendt til skole. TK giver i den forbindelse kommunen et tilskud på 20 mio. kr.

c) Kommunen får vederlagsfrit overdraget et grundareal på ca. 4.750 m2 umiddelbart vest for Ovnhallen af RS.

Arealet forudsættes anvendt til friareal for skolen i Ovnhallen.

d) Kommunen forpligter sig til at erhverve Hoffmanns Minde fra RS. Ejendommen har et grundareal på ca. 5.380 m2 og forudsættes anvendt til genhusning af institutioner i området.

e) Kommunen får indtil 31.03.2002 option fra RS på et ca. 11.665 m2 stor del af området vest for Ovnhallen. Arealet forudsættes anvendt til offentlige formål (defineret som i den gældende kommuneplan) og til boliger.

Købesummen for Hoffmanns Minde (nævnt i pkt. d) og for optionsarealet (nævnt i pkt. e) udgør i givet fald i alt 33,9 mio. kr., der pristalsreguleres, så det i 2001-priser svarer til 34,695 mio. kr.

f) Såfremt kommunen inden 3 år fra overtagelsesdagen indgår aftale om at videresælge det fra RS erhvervede areal (som nævnt i pkt. c, d og e) helt eller delvist til andet end offentlige formål eller boliger, har RS forkøbsret.

g) Såfremt kommunen ikke udnytter optionen, er forvaltningerne forpligtet til at fremsætte et forslag til supplerende lokalplan for optionsarealet, der svarer til område III A i det nu foreliggende forslag til lokalplan, der vil muliggøre opførelse af en bebyggelse med boliger og serviceerhverv med en bebyggelsesprocent på 130, heraf serviceerhverv op til 40 %.

h) Omkostninger til afværgeforanstaltninger m.v. vedrørende forurening:

Såfremt kommunen udnytter optionen og således erhverver hele arealet vest for Ovnhallen, betaler RS og TK henholdsvis 2,559 og 3,070 mio. kr. kontant til kommunen til dækning af forureningsudgifter.

Såfremt kommunen ikke udnytter optionen (og således kun erhverver friarealet og Hoffmanns Minde) betaler RS 2,047 mio. kr. til kommunen til forureningsudgifter.

i) Rammeaftalen indeholder endvidere oplysning om TK's planer for byggeprojektet inden for område II i lokalplanforslaget.

TK forpligter sig til som led heri at opføre minimum 7.600 m2 boliger.

TK forpligter sig endvidere til at afholde udgifter til infrastruktur i forbindelse med projektet, herunder til etablering af Stationstorvet, anlæg af Bibliotekstorvet og renovering af Skolegade.

Kommunen forpligter sig til i Vej & Parks projektkatalog som projektønske for 2004 at optage et projekt for omlægning af en pladsdannelse ved Valby Tingsted.

j) Aftalen er bl.a. betinget af vedtagelse af lokalplanen for området, TK's endelige erhvervelse af et areal (bl.a. arealet med Prøvehallen og Ovnhallen) fra RS, Finansudvalgets tiltrædelse af TK's erhvervelse af et baneareal, Borgerrepræsentationens godkendelse af Eksempelprojektet i sin helhed, Indenrigsministeriets godkendelse af mageskiftet uden offentligt udbud.

 

Eksempelprojektets gennemførelse medfører kommunale anlægsinvesteringer for i alt 205,8 mio. kr.

Nedenstående oversigt viser de samlede anlægsudgifter:

Delprojekt

Udgift i mio. kr.

(2001-priser)

Ny specialskole, UUU

17,0

Ny Valby Skole, UUU

116,7

Idræts- og kulturfaciliteter i Prøvehallen, KFU

0,5

Genhusning af daginstitutioner under FAU

9,7

Genhusning af daginstitutioner under UUU

29,0

Optionsarealet - ny daginstitution, FAU

4,1

Optionsarealet – ældreboligbyggeri m.v.

28,8

Samlede anlægsudgifter

205,8

Projektets økonomi styres efter rammestyringsprincippet. Det medfører, at finansieringen til de planlagte investeringer posteres på de respektive fagudvalgs budgetter i de budgetår, hvor udgiften forventes afholdt.

Den decentrale rammestyring af projektets økonomi betyder, at udvalgene ikke kompenseres for eventuelle mer- eller mindreudgifter ved at gennemføre de planlagte investeringer. Det forudsættes således, at eventuelle mer- eller mindreudgifter afholdes inden for udvalgets egen ramme.

Eksempelprojektet er fuldt finansieret.

I forbindelse med stemmeaftalen for Budget 2001 besluttede Borgerrepræsentationen at bevilge 83,0 mio. kr. til skolebyggeri og genhusning af daginstitutioner i Valby. Samtidig blev det besluttet, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget skulle bidrage til Eksempelprojektet med 62,0 mio. kr. fra udvalgets anlægsramme.

Restbeløbet på 60,8 mio. kr. finansieres ved at overføre anlægsmidler fra de respektive udvalgs budgetrammer, ved indtægter fra grundsalg samt tilskud fra private investorer. Eksempelprojektets samlede finansiering fremgår af nedenstående oversigt:

 

Finansieringskilde

Indtægt i mio. kr. (2001-priser)

Tidligere bevilget, stemmeaftalen for Budget 2001

83,0

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

62,0

Kultur- og Fritidsudvalget

0,5

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

4,1

Sundheds- og Omsorgsudvalget

9,0

Økonomiudvalget

19,8

Tilskud fra private investorer

24,8

Salg af grunde

10,3

Finansiering i alt (afrundet)

213,4

Samlet viser anlægsbudgettet nettomindreudgifter på 7,6 mio. kr.

Eksempelprojektets samlede driftsudgifter fremgår af nedenstående oversigt:

Delprojekt

Udgift i mio. kr. (2001-priser)

Ny Valby Skole (leje af Ovnhallen)

1,0

Driftsudgifter i alt

1,0

Driftsudgifterne er delvist finansierede af de driftsindtægter som følge af sparede huslejeudgifter, som bortfalder i forbindelse med flytningen af to daginstitutioner. De samlede driftsindtægter fremgår af nedenstående oversigt:

Delprojekt

Indtægt i mio. kr. (2001-priser)

Genhusning af daginstitutioner (sparede huslejeudgifter)

0,5

Driftsindtægter i alt

0,5

Nettomindreudgifterne i anlægsbudgettet på 7,6 mio kr. modsvares af nettomerudgifter på driftsbudgettet på årligt 0,5 mio. kr. fra 2002. Økonomiforvaltningen har beregnet, at Eksempelprojektet finansielt balancerer på langt sigt. Disse beregninger findes i bilag 1.

Eksempelprojektet indstilles gennemført i sin helhed. Det er en forudsætning for ovenstående økonomiske oversigt, at Eksempelprojektet gennemføres i sin helhed. Københavns Kommune opnår rabatter på grundkøbet som følge af, at flere grunde købes samtidigt. Disse rabatter bortfalder, hvis Københavns Kommune vælger ikke at købe optionsarealet. Ekstraomkostningerne ved manglende optionsudnyttelse udgør i alt 4,9 mio. kr.

Denne indstilling og ovenstående økonomioversigt forudsætter, at Ovnhallen lejes. Københavns Kommune har imidlertid sikret sig en købsoption, der giver ret til at købe ovnhallen før lejeperioden påbegyndes eller på et hvilket som helst tidspunkt i løbet af lejeperioden. Et eventuelt køb af Ovnhallen vil medføre en forbedring af totaløkonomien i det samlede projekt.

Købes ovnhallen før første lejebetaling foretages, vil anlægsbudgettet udvise merudgifter for i alt 12,4 mio. kr., mens driftsbudgettet vil udvise nettomindreudgifter på 0,5 mio. kr. årligt.

 

Denne fællesindstilling sendes efter § 8 i bydelsregulativet i høring i Valby Bydelsråd. Et høringssvar kan foreligge ved Borgerrepræsentationens behandling af nærværende indstilling.

I vedlagte samlenotat er redegjort for høringer i forbindelse med hvert af fællesindstillingens emner.

 

Ingen.

 

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1: Oversigtskort over projektområdet

Bilag 2: Samlenotat med uddybning af indstillingen

Bilag 3: Rammeaftale mellem Royal Scandinavia, TK Development og Københavns Kommune, herunder indsatte bilag med tidsplan samt kortbilag til rammeaftalen.

 

 

Erik Jacobsen Grethe Munk Peter Rasmussen Ida Munk Bo Andersen

Til top