Mødedato: 04.10.2001, kl. 17:30

Anvisningspraksis på fritidshjemsområdet i forhold til privatskolebørn

Anvisningspraksis på fritidshjemsområdet i forhold til privatskolebørn

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 4. oktober 2001

 

BR 399/01

Anvisningspraksis på fritidshjemsområdet i forhold til privatskolebørn

Anvisningspraksis på fritidshjemsområdet i forhold til privatskolebørn

Indstilling om, at Indenrigsministeriet tilskrives om, at Københavns Kommune vil etablere skoletilknytning ved de københavnske privatskoler, hvor der efter en konkret vurdering er behov herfor.

(Uddannelses- og Ungdomsudvalget)

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at det indstilles til Borgerrepræsentationen,

at Indenrigsministeriet tilskrives om, at Københavns Kommune vil etablere skoletilknytning ved de københavnske privatskoler, hvor der efter en konkret vurdering er behov herfor

Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 19. september 2001

Udvalget tiltrådte forvaltningens indstilling.

 

 

 

RESUME

På baggrund af en klage fra en borger har Indenrigsministeriet behandlet Københavns Kommunes anvisningspraksis i forbindelse med fordeling af fritidshjemspladser. Den pågældende borger har klaget over, at Københavns Kommune giver fortrinsret for børn, som går i folkeskole i forhold til børn, som går i privatskole.

Indenrigsministeriet har meddelt, at det strider mod lighedsgrundsætningen, at Københavns Kommune ikke har foretaget en konkret vurdering af, hvorvidt der er behov for etablering af en skoletilknytningsordning ved de enkelte privatskoler.

Indenrigsministeriet anmoder derfor Københavns Kommune om at ophæve skoletilknytningsordningen eller foretage en konkret vurdering af, om der er behov for at etablere en skoletilknytningsordning ved hver enkelt københavnsk privatskole.

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen er af den opfattelse, at skoletilknytningsordningen ikke bør ophæves. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har derfor foretaget en undersøgelse af privatskolebørnenes benyttelse af fritidshjemspladser i kommunens fritidshjem med henblik på vurdering af behovet for skoletilknytning ved de enkelte privatskoler.

På baggrund af en nøjere behovsvurdering ved hver enkelt privatskole forventer Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen inden årets udgang at kunne forelægge en konkret plan for Uddannelses- og Ungdomsudvalget. Af planen vil fremgå, ved hvilke privatskoler der er behov for at skoletilknytte et fritidshjem samt forslag til, hvilke fritidshjem som skal skoletilknyttes.

SAGSBESKRIVELSE

På baggrund af en klage fra en borger har Indenrigsministeriet behandlet Københavns Kommunes anvisningspraksis i forbindelse med fordeling af fritidshjemspladser.

Borgeren har klaget over, at Københavns Kommune giver fortrinsret til børn, som går i folkeskolen i forhold til børn, som går i privatskole.

I forbindelse med Indenrigsministeriets behandling af sagen har Københavns Kommune den 3. august 2000 oplyst følgende vedrørende Københavns Kommunes anvisningspraksis:

I midten af 1980'erne blev det lovgivningsmæsssigt muligt at etablere skolefritidsordninger efter folkeskoleloven i lighed med privatskolernes pasningsordninger. Københavns Kommune ønskede imidlertid at bibeholde fritidshjemmene efter den daværende bistandslov, nu serviceloven.

Københavns Kommune valgte derfor at tilknytte de omkringliggende fritidshjem til de enkelte folkeskoler for at opnå, dels en trafiksikker skolevej for de mindste elever, dels en udbygning af samarbejdsrelationen mellem den enkelte folkeskole og de omkringliggende fritidshjem. Dette samarbejde påtænkes yderligere udbygget i forbindelse med samtænkning.

I forbindelse med etableringen af skoletilknytningsordningen blev en del fritidshjem friholdt. Det var blandt andet de fritidshjem, der traditionelt modtog børn fra flere skoler, herunder privatskoler.

Københavns Kommunes pladsgaranti på fritidshjemsområdet omfatter alle københavnske børn. Privatskolebørnene tilbydes derfor plads i nærheden af skolen eller deres bopæl. Privatskolebørn ønsker imidlertid ofte at benytte et pasningstilbud på eller i nærheden af deres skole sammen med deres klassekammerater uanset bopælskommune. Privatskolebørnene benytter derfor hovedsageligt de ved skolen oprettede pasningsordninger og efterspørger traditionelt ikke kommunens fritidshjem i større omfang.

Ved den årlige vurdering af pladsbehovet i de enkelte områder tages der højde for, at pladsgarantien omfatter såvel privatskolebørn som folkeskolebørn.

Ved brev af 26. april 2001 har Indenrigsministeriet truffet beslutning om, at det strider mod lighedsgrundsætningen, at der i forbindelse med etablering af skoletilknytningsordningen ikke er foretaget en konkret vurdering af behovet for etablering af skoletilknytning til de enkelte skoler i kommunen, herunder privatskolerne.

Indenrigsministeriet har derfor anmodet Københavns Kommune om at bringe anvisningen af fritidshjemspladser i overensstemmelse med lovgivningen. Dette kan ske ved, at Københavns Kommune foretager en vurdering af, hvorvidt der for de enkelte skoler, herunder privatskoler, i kommunen er behov for skoletilknytning. Ved vurderingen kan blandt andet indgå, hvor mange københavnske børn, der går på skolen, og som har eller ønsker fritidshjemsplads.

Samtidig kan der i vurderingen indgå, hvor mange børn, der har eller har mulighed for at få en plads i et andet pasningstilbud, herunder en privat pasningsordning, som tilgodeser de samme hensyn til en trafiksikker skolevej og samarbejdsrelationerne mellem skolen og pasningsordningen.

Alternativt kan anvisningen bringes i overensstemmelse med lovgivningen, ved at Københavns Kommune ophæver skoletilknytningsordningen.

Det er Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens opfattelse, at der ikke bør ske en ophævelse af skoletilknytningsordningen.

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har derfor foretaget en foreløbig undersøgelse af behovet for at skoletilknytte fritidshjem til de enkelte privatskoler.

I Københavns Kommune er der i alt 46 privatskoler med 3000 københavnske børn i fritidshjemsalderen, hvoraf de 500 børn benytter en plads i et af kommunens selvejende eller kommunale fritidshjem.

Som det fremgår af vedlagte oversigt, er der ved de enkelte privatskoler stor forskel på børnenes benyttelse af et offentligt pasningstilbud.

Ved 33 skoler er der ingen eller kun ganske få børn, som benytter et offentligt pasningstilbud. Ved de skoler, hvor der kun er få børn, som benytter et offentligt pasningstilbud, må det formodes, at dette skyldes, at forældrene bevidst ønsker en plads i et offentligt pasningstilbud, selv om de har mulighed for at benytte et pasningstilbud på privatskolen.

Ved 7 skoler passes mere end 20 børn i et offentligt fritidshjem. Heraf er der 2 skoler med cirka 90 børn indskrevet i et offentligt tilbud. Ved disse skoler vil der formentligt være behov for en skoletilknytning.

Det fremgår samtidig af oversigten, at børnene på de enkelte privatskoler ofte er fordelt på flere forskellige fritidshjem. Dette kan skyldes, at forældrene har ønsket et specifikt fritidshjem i nærheden af bopælen eller skolen, eller at der ikke har været tilstrækkeligt med pladser i det ønskede fritidshjem. En nærmere afklaring heraf kræver en specifik gennemgang af hver enkelt sag.

En gang årligt primo september indberetter privatskolerne til Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, hvilke københavnske børn som benytter pasningsordningen i privatskolen. Denne opgørelse over københavnske børns benyttelse af skolens private pasningsordning skal indgå i vurderingen, hvorvidt der er behov for skoletilknytning af et offentligt fritidshjem til skolen.

Ud fra indberetningerne fra privatskolerne primo september sammenholdt med oplysningerne om privatskolebørnenes benyttelse af offentlige fritidshjem, forventer Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen inden årets udgang at kunne forelægge en konkret plan for Uddannelses- og Ungdomsudvalget. Af planen vil fremgå ved hvilke privatskoler, der er behov for skoletilknytning samt forslag til hvilke fritidshjem, som i givet fald bør skoletilknyttes.

Denne plan vil blive udarbejdet i samarbejde med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og bydelene, i det omfang der er behov for at skoletilknytte fritidshjem, der hører under disse forvaltninger.

 

Økonomi

Udgifter til eventuelle om- og tilbygninger i forbindelse med skoletilknytningen vil blive forelagt sammen med planen over forslag til skoletilknytninger af fritidshjem til privatskoler.

 

Høring

Den konkrete plan for forslag til skoletilknytning skal efter behandlingen i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen sendes til høring hos Forældrebestyrelserne/bestyrelserne i de fritidshjem, som foreslås skoletilknyttet. Høringsfristen er 6 uger.

 

Andre konsekvenser

Ingen bemærkninger

 

BILAG VEDLAGT

  • Oversigt over københavnske privatskolebørnens benyttelselse af fritidshjemspladser opgjort på hver enkelt privatskole

Peter Rasmussen

Marie Thun

Til top