Mødedato: 04.09.2003, kl. 17:30

Udvalgshenvist medlemsforslag om Christiania

Udvalgshenvist medlemsforslag om Christiania

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 4. september 2003

 

 

BR 401/03

Udvalgshenvist medlemsforslag om Christiania

Udvalgshenvist medlemsforslag om Christiania

 

 

Indstilling om, Borgerrepræsentationen tager stilling om Økonomiforvaltningens indstilling om, at medlemsforslaget om Christiania (BR 330/03), stillet af Bjarne Fey, Frank Hedegaard, Hellen Hedemann, Jens Johansen, Bo Asmus Kjeldgaard, Heinrich Metz, Sven Milthers Trine Schaltz samt Charlotte Wieth-Klitgaard (alle F), forkastes.

                                                                                       (Økonomiudvalget)

 

 

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen foreslår, at Økonomiudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen:

at    medlemsforslaget om Christiania (BR 330/03), stillet af Bjarne Fey, Frank Hedegaard, Hellen Hedemann, Jens Johansen, Bo Asmus Kjeldgaard, Heinrich Metz, Sven Milthers Trine Schaltz samt Charlotte Wieth-Klitgaard (alle F), forkastes.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 19. august 2003

Der blev stemt om forvaltningens indstilling:

For stemte 4 medlemmer: A, V og D.

Imod stemte 4 medlemmer: Ø og F.

1 medlem undlod at stemme: B.

 

Forvaltningens indstilling blev således forkastet (stemmelighed).

Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen.

 

 

 

RESUME

Forsvars- og Justitsministeren har fremlagt vedlagte Redegørelse om Christiania af 06.05.2003, hvorefter der nedsættes et tværministerielt udvalg, der skal forestå planlægning af et nyt grundlag for en normalisering og udvikling af Christiania. Udvalget sammensættes af repræsentanter for Finans- (formand), Forsvars-, Justits-, Økonomi- og Erhvervs-, Miljø- og Kulturministeriet, Københavns Kommune og det statslige ejendomsselskab Freja Ejendomme.

SF har stillet et medlemsforslag om bl.a., at Borgerrepræsentationen pålægger Overborgmesteren at rette henvendelse til Forsvars- og Justitsministeren med henblik på at ændre beslutningen om et tværministerielt udvalg som forelagt i redegørelsen, og at der i stedet nedsættes et Christiania Råd, der involverer lokaldemokratiet, herunder Christianias kontaktgruppe og Christianshavns Lokalråd. Forslaget blev i Borgerrepræsentationens møde den 11.06.2003 henvist til Økonomiudvalget.

Medlemsforslaget er bl.a. motiveret med, at redegørelsen ikke indebærer de høringer og borgerinddragelse, som så store byforandringer i almindelighed indebærer, og at der er behov for en ny samarbejdsform omkring lovliggørelsen af Christiania, hvilket bl.a. indebærer, at der tages hensyn til nærdemokratiet.

Økonomiforvaltningen vurderer, at det vil være for sent at forsøge at ændre beslutningen om Christianiaudvalget. Udvalget blev nedsat umiddelbart efter redegørelsen og har påbegyndt arbejdet.

Udvalget har i øvrigt besluttet, at der som første skridt skal udskrives en idékonkurrence for områdets udvikling, og at denne vil være åben for alle. Udvalget har i den forbindelse efterspurgt input fra alle interesserede om, hvilke funktioner og tilbud området skal have mv.

 

SAGSBESKRIVELSE

Medlemsforslaget

Borgerrepræsentationen henviste i mødet den 11.06.2003 følgende medlemsforslag om området Christiania (BR 330/03) til Økonomiudvalget:

(Stillet af Bjarne Fey, Frank Hedegaard, Hellen Hedemann, Jens Johansen, Bo Asmus Kjeldgaard, Heinrich Metz, Sven Milthers Trine Schaltz samt Charlotte Wieth-Klitgaard (alle F):

I forbindelse med at Forsvars- og Justitsministeren den 6. maj 2003 har fremlagt en redegørelse om området Christiania, indstiller SFs gruppe

at Borgerrepræsentationen pålægger Overborgmesteren at rette henvendelse til Forsvars- og Justitsministeren med henblik på at ændre beslutningen om et tværministerielt udvalg som forelagt i redegørelsen af den 6. maj 2003.

at der i stedet for det tværministerielle udvalg igangsættes forhandlinger om en ny styregruppe for Christiania, et Christiania Råd, der involverer lokaldemokratiet.

at et Christiania Råd skal bestå af repræsentanter fra Forsvars- og Justitsministeriet, Københavns Kommune, Christiania kontaktgruppe og Christianshavns lokalråd.

at økonomiske midler til byfornyelse på Christiania foreslås anvendt som kvarterløftsmidler administreret af den ny styregruppe.

 

Redegørelse om Christiania af 06.05.2003

Regeringen ønsker ifølge Redegørelse om Christiania af 06.05.2003 en normalisering og udvikling af Christianiaområdet til gavn for alle borgere i København. En normalisering vil bl.a. betyde:

-   inddragelse i den fysiske planlægning med anvendelsesbestemmelser (bolig, erhverv, offentlige formål mv.), der er sædvanlige for en bydel med Christianias beliggenhed, og som skaber rammer for udvikling af en levende og bæredygtig bydel.

-   etablering af sædvanlig infrastruktur

-   ændring af ejerskabet til jord og bygninger ved en blanding af forskellige ejerformer

-   opretning og modernisering af de bygninger, som skal bestå, i forhold til relevante bygningsstandarder for den fremtidige anvendelse

-   ophør af den åbenlyse hashhandel.

Til at forestå arbejdet har regeringen nedsat "Christianiaudvalget", hvor Finansministeriet varetager formandskabet, og Forsvarsministeriet, Justitsministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Miljøministeriet, Kulturministeriet, Freja Ejendomme A/S og Københavns Kommune deltager.

 

Christianiaudvalgets kommissorium mv.

Udvalget skal tilvejebringe forslag til en overordnet helhedsplan for den fremtidige udvikling af området, herunder anvendelsen af de enkelte delområder mht. formål, bebyggelsesgrad og byggefelter. Målet er en levende bydel med en blanding af boliger, erhverv og sociale og kulturelle institutioner og med byrum og pladser. Infrastrukturen skal planlægges, og det trafikale samspil med omgivelserne skal udredes. Der skal laves en særskilt bevaringsplan for kasernebygninger og voldanlæg. Den fremtidige håndtering af de (bolig)sociale opgaver skal vurderes.

Udvalget skal foreslå en handlingsplan og en tidsplan for normaliseringen.

Udvalget har nedsat tre arbejdsgrupper:

1.      Bygninger, infrastruktur og trafik

2.      Jura

3.      Sociale forhold

Københavns Kommune har repræsentanter i arbejdsgruppe 1 og 3.

Udvalget har afholdt 6 møder (6. møde den 15.08.2003) og har besluttet at udskrive en idékonkurrence. Til brug for udarbejdelse af konkurrenceprogrammet ønsker udvalget input fra alle interesserede om, hvilke funktioner og tilbud skal området have mv.

Konkurrencen skal give et grundlag for arbejdet med en helhedsplan for områdets fremtidige anvendelse med fokus på den fysiske udformning. Konkurrencen er dermed først og fremmest rettet mod arkitekter og byplanlæggere mv., men konkurrencen vil være åben for alle.

Konkurrencen forventes udskrevet ultimo august med en konkurrenceperiode på ca. 3 måneder.

Udvalget skal ifølge tidsplanen forelægge målsætninger for en normalisering og udvikling af Christiania til oktober og et forslag til helhedsplan og handlingsplan senest 01.01.2004.

 

ØKONOMI

-

MILJØVURDERING

-

ANDRE KONSEKVENSER

-

HØRING

-

BILAG

Redegørelsen af 06.05.2003 med tilhørende kommissorium

 

 

                                      Erik Jacobsen

                                                                                               / Paul Sax Møller

 


Til top