Mødedato: 04.06.2020, kl. 17:30
Mødested: Telefonmøde via Teams

Justering af vedtægter for Dialogforum på psykiatriområdet

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til et forslag om ændring af Dialogforums vedtægter. Baggrunden er, at Socialudvalget d. 30. oktober 2019 godkendte, at socialborgmesteren trådte ud af Dialogforum for at skabe en større ensartethed i den politiske deltagelse i forvaltningens bruger-/pårørenderåd. Herudover afspejler vedtægterne den nye struktur i Socialforvaltningens socialpsykiatriske centre, der trådte i kraft 1. januar 2020, ligesom Dialogforums medlemmer har ønsket en række yderligere ændringer, hvoraf nogle er imødekommet.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at godkende de justerede vedtægter for Dialogforum på psykiatriområdet, jf. bilag 2.

(Socialudvalget)

Problemstilling

Dialogforums vedtægter skal justeres som følge af, at Socialudvalget d. 30. oktober 2019 godkendte, at socialborgmesteren trådte ud af Dialogforum. Det fremgår af de nuværende vedtægter, at rollen som formand varetages af socialborgmesteren, som samtidig er Socialudvalgets faste repræsentant på møderne. Derfor er der brug for en række vedtægtsændringer, der fastsætter nye rammer for formandskab og politisk deltagelse ved Dialogforums møder. Herudover er der behov for at justere vedtægterne, så beskrivelsen af medlemssammensætningen passer til den nye struktur i Socialforvaltningens socialpsykiatriske centre, der trådte i kraft 1. januar 2020. Desuden har Dialogforums medlemmer ønsket nogle ændringer af vedtægterne. Derfor har Socialforvaltningen i dialog med medlemmerne udarbejdet et udkast til nye vedtægter for Dialogforum. Vedlagt i bilag 1 er Dialogforums nuværende vedtægter med markering af de foreslåede ændringer. I bilag 2 er vedlagt forslaget til nye vedtægter, uden markerede ændringer.

Løsning

Dialogforum er et rådgivende og debatskabende forum, der gennem direkte dialog mellem brugere, pårørende og politikere skal kvalificere Københavns Kommunes indsats for borgere med sindslidelser. Dialogforum består af repræsentanter fra Socialforvaltningens socialpsykiatriske centre, som udpeges af centrenes centerråd, og af repræsentanter for bruger- og pårørendeorganisationer, der udpeges af Psykiatriforeningernes Fællesråd. Dialogforums medlemmer vælges for en fireårig periode, der følger den kommunale valgperiode. I den nuværende konstruktion er socialborgmesteren formand for og Socialudvalgets repræsentant i Dialogforum.

Socialudvalget godkendte den 30. oktober 2019 forslaget til den politiske deltagelse i forvaltningens råd for at skabe en større ensartethed i den politiske deltagelse i rådene. Det betød, at socialborgmesteren trådte ud af Dialogforum og i stedet skal deltage som gæst én til to gange årligt i hvert af forvaltningens fire råd. I forbindelse med Socialudvalgets behandling af sagen afgav Dialogforum et høringssvar (bilag 3).

Forslag til justering af vedtægter

Nedenfor præsenteres de forslag, der medfører væsentlige ændringer i Dialogforums vedtægter eller har direkte betydning for Socialudvalget. Se bilag 1 for alle forslag til justeringer.

Beskrivelse af medlemssammensætning

Socialforvaltningen har tilpasset beskrivelsen af medlemssammensætningen i Dialogforum (§ 3), så den passer til den nye centerstruktur i socialpsykiatrien, der trådte i kraft 1. januar 2020.

Formandskab

Socialforvaltningen og Dialogforums medlemmer foreslår, at der tilføjes et nyt afsnit om formandskab (§ 4), hvoraf det fremgår, at Dialogforums formand/forkvinde kan udpeges på følgende måder: 1) Dialogforums medlemmer kan pege på en formand/forkvinde blandt sig; 2) Dialogforum kan bede Socialudvalget om at udpege en person uden for kredsen af medlemmer med viden om og interesse for området efter indstilling fra Socialforvaltningen; 3) Dialogforum kan selv indstille en formand/forkvinde udenfor kredsen af medlemmer, som Socialudvalget kan tage stilling til. Det er Socialudvalget, der overfor Borgerrepræsentationen endeligt anbefaler en formand/forkvinde for Dialogforum. Såfremt Dialogforum indstiller mere end ét forslag til formand/forkvinde, vil Socialforvaltningen indstille en løsning overfor Socialudvalget. Det foreslås desuden, at Dialogforum vælger en næstformand/næstforkvinde blandt medlemmerne.

Politisk deltagelse på møderne

Det foreslås, at der tilføjes et afsnit om politisk deltagelse på møderne (§ 7), hvoraf det fremgår, at Socialudvalgets medlemmer har mulighed for at deltage på alle Dialogforums ordinære møder, hvis de ønsker det. Det foreslås desuden, at alle medlemmer af Socialudvalget skal orienteres om dagsorden forud for de enkelte møder. Herudover er det skrevet ind i forslaget til nye vedtægter, at socialborgmesteren deltager i Dialogforums møder én til to gange om året.

Referater til Socialudvalget

Det foreslås, at Socialudvalget gøres særskilt opmærksom på mødereferaterne, når de bliver tilgængelige på Københavns Kommunes hjemmeside (se § 9, stk. 5). Forvaltningen foreslår, at dette kan ske ved et link til referatet i fredagsmailen til Socialudvalget.

Bemærkninger fra Dialogforum

Dialogforum har ønsket nogle ændringer af vedtægterne, der ikke alle er blevet imødekommet i forvaltningens forslag til ændringer. Dialogforum har ønsket:

  • At Socialudvalget skal være repræsenteret på alle Dialogforums møder (ikke imødekommet)
  • At Dialogforum kan indstille en kandidat fra Socialudvalget til formand/forkvinde for Dialogforum (ikke imødekommet)
  • At møderne med politiske udvalg ligger i starten af den kommunale valgperiode (ikke imødekommet)
  • At Socialudvalget modtager dagsorden og inviteres til alle Dialogforums møder (imødekommet)
  • At Socialudvalget orienteres om referaterne fra hvert møde (imødekommet)
  • At det fremgår, at socialborgmesteren deltager i ét til to møder årligt (imødekommet)

Nogle medlemmer af Dialogforum ønsker desuden at gøre Socialudvalget opmærksom på, at de gerne ser, at et medlem af Socialudvalget udpeges som formand/forkvinde for Dialogforum. Disse medlemmer foreslår også, at Socialudvalget overvejer at pege på den kommende vicedirektør i Borgercenter Voksne som formand/forkvinde for Dialogforum. Herudover vil Dialogforum bede Socialudvalget overveje, om Dialogforum kan holde et møde med Økonomiudvalget i løbet af hver kommunal valgperiode. Af de nuværende vedtægter fremgår det, at Dialogforum i løbet af en valgperiode skal afholde et årligt møde med henholdsvis Sundheds- og Omsorgsudvalget, Beskæftigelses- og Integrationsudvalget samt to møder med Socialudvalget (§ 8, stk. 3).

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. Der er ikke afsat et særskilt budget til at drive Dialogforum. Driften af Dialogforum løftes af Socialforvaltningens Center for Socialpolitik og Udvikling.

Videre proces

Hvis Socialudvalget godkender indstillingen, sendes den til godkendelse i Borgerrepræsentationen den 25. maj 2020. Hvis Borgerrepræsentationen godkender de justerede vedtægter for Dialogforum, vil Borgerrepræsentationen blive forelagt en sag om udpegelse af en ny formand/forkvinde for Dialogforum.

 

Nina Eg Hansen /Eva Stokbro Jensen

Oversigt over politisk behandling

Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende de justerede vedtægter for Dialogforum på psykiatriområdet, jf. bilag 2.

 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 6. maj 2020

 

Kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.

 

Socialudvalget anbefalede overfor Borgerrepræsentationen, at Borgerrepræsentationen godkender de justerende vedtægter for Dialogforum på psykiatriområdet.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top