Mødedato: 03.11.2011, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Omstrukturering af Københavns Energi

Se alle bilag

Københavns Energi (KE) består i dag af to juridiske koncerner. Det foreslås, at koncernstrukturen forenkles, og at der gives mandat til et salg af KE’s el-transmissionsaktiviteter.

Indstilling og beslutning

Indstilling om, at Borgerrepræsentationen som generalforsamling for Københavns Energi godkender,

  1. at bestyrelserne for KE Forsyning Holding P/S, KE Varmeforsyning Holding P/S, KE Forsyning Komplementar A/S og KE Varmeforsyning Komplementar A/S får mandat til at omstrukturere Københavns Energi, jf. beskrivelsen af omstruktureringen i bilag 1, herunder
  2.  at bestyrelsen for KE Forsyning Komplementar A/S får mandat til at foretage en solvent likvidation af KE Forsyning Komplementar A/S, og
  3. at bestyrelsen for KE Varmeforsyning Holding P/S og KE Varmeforsyning Komplementar A/S får mandat til aktie- eller aktivsalg af KE’s el-transmissionaktiviteter i KE Transmission A/S til det statslige selskab Energinet.DK, samt
  4. at bestyrelsen for KE Varmeforsyning Holding P/S og KE Varmeforsyning Komplementar A/S får mandat til eventuelt at udskille transmissionsaktiviteterne til et nyt datterselskab inden et salg.

Indstilling om,

  1. at Økonomiforvaltningen får mandat til at repræsentere Københavns Kommune som generalforsamling for KE Forsyning Holding P/S, KE Varmeforsyning Holding P/S, KE Forsyning Komplementar A/S og KE Varmeforsyning Komplementar A/S i forbindelse med eller afledt af omstruktureringen af Københavns Energi, jf. bilag 1 samt 
  2. at der gives en indtægtsbevilling i 2012 på 0,5 mio. kr. (P/L 2012) til at nedskrive kapital­værdi­en af KE Forsyning Komplementar A/S til nul i 2012 på Økonomiud­valgets bevilling, finansposter funktion 8.32.21.5 forskydning i lang­frist­ede tilgodehavender – aktier og andelsbeviser i forbindelse med selskabets likvidation og som modpost modtages der et likvidationsprovenu på 0,5 mio. kr. (P/L 2012) på Økonomiudvalget bevilling finansposter funktion 8.22.05.5, kassen. 

(Økonomiudvalget)

 

 

Problemstilling

Københavns Energi blev i 2005 selskabsgjort som to separate juridiske koncerner.

En forenkling af koncernstrukturen vil forberede Københavns Energi til deltagelse i et kommende fælles vandselskab og muliggøre sambeskatning mellem de skattepligtige selskaber.

Samtidig ønsker Københavns Energi et mandat til et salg af el-transmissionsaktiviteterne til det statslige selskab Energinet.DK.



Løsning

Det indstilles, at de to koncerner i Københavns Energi omstruktureres og samles i en koncern, og at der gives mandat til salg af el-transmissionsaktiviteterne.

Omstrukturering

Den manglende sambeskatningsmulighed har ikke hidtil været et problem for Københavns Energi, da ingen selskaber har været i en skattebetalingssituation. På længere sigt vil visse selskaber i Københavns Energi imidlertid kunne få et skattemæssigt overskud og dermed komme i en skattebetalingssituation, mens andre selskaber vil have et skattemæssigt underskud. Etablering af et sambeskatningsmiljø vil betyde, at skattemæssigt overskud i nogle selskaber vil kunne udlignes med skattemæssigt underskud i andre KE-selskaber.

Omstruktureringen forventes bl.a. at bevirke, at komplementarselskabet KE Forsyning Komplementar A/S ikke længere skal anvendes. Det indstilles derfor, at selskabet likvideres.

Københavns Kommune er både før og efter den foreslåede omorganisering eneejer af Københavns Energi og selskaberne i Københavns Energi.

Omorganiseringen får ikke betydning for bestyrelsen i Københavns Energi. Der vil fortsat være en enstrenget ledelse (samme bestyrelse) i Københavns Energis topselskaber og serviceselskab. Bestyrelsen vil derfor skulle forsætte med uændret samlet honorar.

Forslag til omstrukturering er illustreret i bilag 1.


Salg af KE’s el-transmissionsaktiviteter

KE Transmission A/S ejer el-transmissionsnettet i København (132 kV nettet). Transmissionsnettet blev ikke solgt til DONG Energy i 2005 sammen med KE’s øvrige Elnet, fordi el-transmissionsnet ifølge elforsyningsloven kun kan sælges til det statslige selskab Energinet.DK.

Københavns Energi og Kommunen har siden 2005 været interesseret i at sælge transmissionsnettet til Energinet.DK, jf. BR 603/04.

Eltransmission indgår ikke længere som en naturlig del af KE’s forretningsområde, og driften af nettet varetages eksternt.

Der har i det seneste års tid – igen – været drøftelser mellem Energinet.DK og el-transmissionsbranchen, herunder KE Transmission A/S, om et muligt salg til Energinet.dk. Det forventes, at der kan indgås en brancheaftale og dermed et efterfølgende salg af KE Transmission A/S i 2012.

Inden et salg kan det af tekniske årsager (aftaleteknik og skatteteknik) være relevant at udskille transmissionsaktiverne i et nyt datterselskab inden selve salget til Energinet.DK. Det indstilles derfor i 4. at-punkt, at bestyrelsen for KE Varmeforsyning Holding P/S får mandat til eventuelt at udskille transmissionsaktiviteterne til et nyt datterselskab inden et salg.

Provenuet fra salget af KE Transmission A/S skal anvendes til finansieringen af skolerenoveringer og metro til Nordhavn. Prioriteringen af skolerenoveringer skal bl.a. finder sted i forbindelse med salget af KE Transmission A/S, jf. Aftale om budget 2012.   

 

Generalforsamlingskompetencen

Sager af overordnet principiel og økonomisk betydning skal forelægges for Borgerrepræsentationen, jf. BR 2010-11434.

I den forbindelse bemærkes det, at Borgerrepræsentationen kun taler med én stemme på generalforsamlingerne. Stemmeafgivelsen på generalfor­sam­ling­er­ne sker derfor i henhold til Borgerrepræsentationens beslutning.

Københavns Energis rådgivere har gjort Økonomiforvaltningen og Københavns Energi opmærksom på, at det eventuelt kan blive nødvendigt at foretage korrektioner i omstruktureringen, hvis de statslige regulatorer (Skat, Energistyrelsen og Energitilsynet) fremsætter ændringsønsker til omstruktureringen.

Det indstilles derfor i 5. at-punkt, at Økonomiforvaltningen får mandat til at agere som generalforsamling i KE-selskaberne således, at Økonomiforvaltningen, om nødvendigt, som generalforsamling for KE-selskaberne kan godkende eventuelle ændringer i omstruktureringen af Københavns Energi. Mandatet er begrænset til omstrukturering af Københavns Energi.

Økonomi

Omkostningerne ved omstruktureringerne afholdes af Københavns Energi.

Godkendelse af indstillingen betyder, at der gives en bevilling til at modtage et likvi­da­tions­­provenu i 2012 fra likvidation af KE Forsyning Komplementar A/S. Det vil sige:

  • at der gives en indtægtsbevilling i 2012 på 0,5 mio. kr. (P/L 2012) til at nedskrive kapital­værdi­en af KE Forsyning Komplementar A/S til nul i 2012 på Økonomiud­valgets bevilling, finansposter funktion 8.32.21.5 forskydning i lang­frist­ede tilgodehavender – aktier og andelsbeviser i forbindelse med selskabets likvidation.
  • at likvidationsprovenu på forventet 0,5 mio. kr. (P/L 2012) indgår, som modpost, på Økonomiudvalgets bevilling, finansposter funktion 8.22.05.5, kassen.

Videre proces

Borgerrepræsentationens beslutning meddeles Københavns Energi.

Når omstruktureringen er godkendt ved de relevante myndigheder, primært fra Energistyrelsen vedrørende flyning af KE Transmission A/S's bevilling mv., vil generalforsamlingerne blive protokolleret, jf de i udkast vedlagte protokoller bilag 2 til 5, og Københavns Kommune vil indgå en aktieoverdragelsesaftale med KE Varmeforsyning Holding P/S, om at aktierne i KE Forsyning Holding A/S apportindskydes i KE Varmeforsyning Holding P/S, jf. bilag 6. Bilagene vil blive opdateret inden de underskrives.

Økonomiforvaltningen vil endvidere orientere Økonomiudvalget om omstruktureringen, når den er tilendebragt, og hvis der sker et salg af eltransmissionsaktiviteterne.


Claus Juhl                    Anne Skovbro

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler, at Borgerrepræsentationen som generalforsamling for KE godkender,

  1. at bestyrelserne for KE Forsyning Holding P/S, KE Varmeforsyning Holding P/S, KE Forsyning Komplementar A/S og KE Varmeforsyning Komplementar A/S får mandat til at omstrukturere Københavns Energi, jf. beskrivelsen af omstruktureringen i bilag 1, herunder
  2.  at bestyrelsen for KE Forsyning Komplementar A/S får mandat til at foretage en solvent likvidation af KE Forsyning Komplementar A/S, og
  3. at bestyrelsen for KE Varmeforsyning Holding P/S og KE Varmeforsyning Komplementar A/S får mandat til aktie- eller aktivsalg af KE’s el-transmissionaktiviteter i KE Transmission A/S til det statslige selskab Energinet.DK.
  4. at bestyrelsen for KE Varmeforsyning Holding P/S og KE Varmeforsyning Komplementar A/S får mandat til eventuelt at udskille transmissionsaktiviteterne til et nyt datterselskab inden et salg.

Økonomiforvaltningen indstiller endvidere, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler, 

    5.    at Økonomiforvaltningen får mandat til at repræsentere Københavns Kommune som generalforsamling for KE Forsyning Holding P/S, KE Varmeforsyning Holding P/S, KE Forsyning Komplementar A/S og KE Varmeforsyning Komplementar A/S i forbindelse med eller afledt af omstruktureringen af Københavns Energi, jf. bilag 1 samt 

    6.    at der gives en indtægtsbevilling i 2012 på 0,5 mio. kr. (P/L 2012) til at nedskrive kapital­værdi­en af KE Forsyning Komplementar A/S til nul i 2012 på Økonomiud­valgets bevilling, finansposter funktion 8.32.21.5 forskydning i lang­frist­ede tilgodehavender – aktier og andelsbeviser i forbindelse med selskabets likvidation og som modpost modtages der et likvidationsprovenu på 0,5 mio. kr. (P/L 2012) på Økonomiudvalget bevilling finansposter funktion 8.22.05.5, kassen. 

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 11. oktober 2011
Indstillingen blev anbefalet.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 3. november 2011

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top