Mødedato: 03.10.2002, kl. 17:30

Redegørelse for fjernvarmeforsyningen

Redegørelse for fjernvarmeforsyningen

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 3. oktober 2002

 

BR 521/02

Redegørelse for fjernvarmeforsyningen

Redegørelse for fjernvarmeforsyningen

Indstilling om, at nærværende "Redegørelse for fjernvarmeforsyningen i Københavns kommune for perioden 1999-2001" tages til efterretning.

(Miljø- og Forsyningsudvalget)

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at nærværende "Redegørelse for fjernvarmeforsyningen i Københavns kommune for perioden 1999-2001" tages til efterretning.

Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 9. september 2002

Tiltrådt.

Økonomiudvalgets behandling af sagen

På vegne af Økonomiudvalget meddeles, at Overborgmesteren ingen bemærkninger har til:

at nærværende forslag søges gennemført.

 

RESUME

I henhold til varmeforsyningsloven forelægges en status for tilslutningen til fjernvarme pr. 1. januar 2002 samt en orientering om Københavns Energis virksomhed inden for fjernvarme i årene 1999 til 2001.

Der gives en redegørelse for tilslutningspligten for mindre ejendomme, hvor ejendommene skal være tilsluttet fjernvarme i 2002.

Der orienteres om dispensationer fra tilslutningspligten, og det videre forløb for tilslutning af de resterende kunder.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Ifølge §10 i bekendtgørelse nr. 772 af 24. juli 2000 af lov om varmeforsyning skal forsyningsselskaber, der leverer fjernvarme, hvert andet år forelægge kommunalbestyrelsen en redegørelse for tilslutningen til anlæggene. Formålet med tilslutningsredegørelsen er at oplyse om den stedfundne og den forventede tilslutning og herunder oplyse om foretagne og planlagte initiativer til fremme af tilslutningen.

I overensstemmelse hermed fremlægges Københavns Energis status for tilslutningen pr. 1. januar 2002. Udover den lovpligtige orientering redegør Københavns Energi for de væsentligste dele af fjernvarmeforsyningens virksomhed i perioden fra 1999 til 2001.

Ifølge bekendtgørelsen skal der kun redegøres for perioden 1999 til 2000. År 2000 var dog langt fra et normalt år for Københavns Energi på grund af selskabsudskillelserne som følge af liberaliseringen på elområdet og de dermed nødvendige organisationsændringer. Problemer med et nyt afregningssystem og et nyt økonomisystem gjorde det bl.a. vanskeligt at skaffe retvisende oplysninger om tilslutningen og økonomien for anlægsprojekterne. Københavns Energi fremlægger derfor først nu status for tilslutningen. Der medtages år 2001 og derved gives bedre mulighed for en beskrivelse af forventningerne til tilslutningspligten for mindre ejendomme.

Den forrige redegørelse pr. 1. januar 1999 blev taget til efterretning på Borgerrepræsentationens møde den 23. september 1999. I forlængelse af denne redegørelse iværksatte Revisionsdirektoratet en undersøgelse af udviklingen i Borgerrepræsentationens forudsætninger for vedtagelsen af Udbygningsplan 1992, der er grundlaget for fjernvarmeudbygningen. Revisionsdirektoratet forventer i henhold til revisionsprotokollat nr. 18 af 3. juli 2000, at Udbygningsplan 1992 vil kunne afsluttes på en økonomisk tilfredsstillende måde. Revisionsdirektoratet henstillede dog til, at en beskrivelse af selskabsøkonomien fik en mere dækkende omtale i 2001-redegørelsen. Beskrivelse af selskabsøkonomien er ikke lovpligtig, men er medtaget på grund af Revisionsdirektoratets ønske.

Som det fremgår af Københavns Energis redegørelse, har det stort set været muligt at tilslutte nye kunder i den takt, det var forudsat i Udbygningsplan 92. I perioden har der været et mindre salg på grund af energibesparelser hos kunderne, men salgsnedgangen modsvares af en forøgelse på grund af tilslutningen af nybyggeri, som ikke var påregnet i udbygningsplanen.

Investeringerne til nye ledninger følger ligeledes udbygningsplanen, hvis der regnes i faste priser. Derudover er der de ikke forudsatte investeringer til nybyggeri.

I udbygningsplanen var forudsat, at fjernvarmeforsyningen var gældfri i år 2001. Dette er ikke tilfældet, da der stadig er en gæld på ca. 1,6 mia. kr., jf. Budgetforslag for 2003. Der redegøres for denne forskel, hvor hovedårsagerne er større investeringer i ledninger, lavere fjernvarmepriser end forudsat og mindre salg på grund af milde år.

Der er igangsat et analysearbejde omkring gældsafviklingen, herunder afviklingstakten. Analysen forventes færdig inden årets udgang og vil efterfølgende blive forelagt Miljø- og Forsyningsudvalget.

Stigningen i fjernvarmeprisen fra 1992 – 2001 har været lavere end den almindelige prisstigning i Danmark og lavere end stigningen i olieprisen.

Tilslutningspligt for mindre ejendomme.

I 1993 vedtog Borgerrepræsentationen projektet om tilslutningspligt for mindre ejendomme med oliefyr. Ifølge dette projekt skal alle disse ejendomme være tilsluttet fjernvarme i år 2002. Projektet giver mulighed for, at kommunen kan dispensere fra tilslutningspligten.

Som det fremgår af redegørelsen er 2500 mindre ejendomme med en samlet tilslutningseffekt på 112 MW endnu ikke tilsluttet fjernvarme. Af disse ejendomme må forventes, at ca. 1200 ikke tilsluttes på grund af beliggenhed eller dispensation.

Det må herefter påregnes, at 1300 ejendomme med en tilslutningseffekt på 67 MW skal træffe aftale om tilslutning i 2002. Dette er kun lidt mere end nytilgangen af kunder i 2001. Til orientering skal det nævnes, at ca. 600 nye kunder er blevet tilsluttet fjernvarmesystemet i første halvår 2002.

Dispensation fra forsyningspligten.

I 1993 blev tilslutningsprojektet tinglyst på samtlige ejendomme i København. Det har senere vist sig, at det ikke er hensigtsmæssigt at forsyne en række ejendomme på nuværende tidspunkt. Eksempelvis må tilslutning af ejendomme i byudviklingsområder langs havnen udskydes, til der er taget stilling til, om ejendommene skal renoveres eller nedrives i forbindelse med nyt byggeri. Københavns Energi vil i disse tilfælde søge kommunen om udsættelse eller dispensation fra forsyningspligten.

Dispensation fra tilslutningspligten.

I Udbygningsplan 92 var der forudsat givet en række dispensationer til kunderne. Miljø- og Forsyningsforvaltningen forventer stadig, at disse dispensationer får et omfang svarende til udbygningsplanen. I forbindelse med vedtagelsen af tilslutningspligten blev det fastsat, at Miljø- & Forsyningsforvaltningen (tidligere Magistratens 5. afdeling) kunne meddele dispensation efter nærmere angivne retningslinier. Behandlingen i forvaltningen af dispensationsansøgninger om tilslutningspligten for mindre ejendomme fremgår af bilag 2.

 

MILJØVURDERING

Nærværende indstilling og redegørelse har ikke i sig selv miljømæssige konsekvenser.

 

ØKONOMI

Nærværende indstilling og redegørelse har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser. En analyse af gældsafviklingen vil blive forelagt Miljø- og Forsyningsudvalget ved årets udgang.

 

HØRING

Der er ikke høringsforpligtelser.

 

BILAG

  1. Redegørelse for fjernvarmeforsyningen i Københavns Kommune for perioden 1999 – 2001.
  2. Orientering om behandling af dispensationsansøgninger om tilslutningspligten for mindre ejendomme.

 

Peter Elsman

/Niels Juul Jensen

Til top