Mødedato: 03.06.2021, kl. 17:30
Mødested: Rådhuset, Festsalen

Årsrapport 2020 og CSR-rapport for Metroselskabet I/S

Se alle bilag

Metroselskabet I/S's årsrapport 2020 og CSR-rapport fremlægges til efterretning. 2020 har været et turbulent år for Metroselskabet præget af COVID-19, men også med åbning af M4 metrolinje mellem København H og Orientkaj. Årets resultat før af- og nedskrivninger er på niveau med det forventede, da selskabet er blevet kompenseret af staten for tab som følge af COVID-19.

Indstilling

Indstilling om, 

  1. at årsrapporten 2020 og CSR-rapporten for Metroselskabet I/S, jf. bilag 1 og 2, tages til efterretning.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Metroselskabet I/S (herefter Metroselskabet) ejes af Københavns Kommune med 50 procent, staten v/Transportministeriet med 41,7 procent og Frederiksberg Kommune med 8,3 procent. Selskabets formål er er at varetage projektering, udbygning og anlæg af metro i København og på Frederiksberg samt at stå for drift og vedligehold af den samlede metro.

Metroselskabet har fremsendt selskabets årsrapport 2020 og selskabets CSR-rapport til Københavns Kommunes orientering. Årsrapporten er vedlagt som bilag 1 og CSR-rapporten som bilag 2.

Løsning

Metroselskabets årsrapport 2020 og CSR-rapport blev godkendt af selskabets bestyrelse den 26. februar 2021 og af Metroselskabets ejere på interessentskabsmøde den 27. april 2021.

2020 har været et turbulent år for Metroselskabet præget af COVID-19.

Selskabets primære opgave har været at opretholde en metrodrift, hvor alle myndighedskrav blev opfyldt, og passagererne kunne føle sig sikre på trods af COVID-19, samtidig med at selskabet skulle sikre den vigtige samfundsopgave med at sørge for effektiv og pålidelig transport af de mange passagerer, der stadigvæk havde brug for transport.

Selskabet besluttede, da COVID-19 ramte landet, at arbejde for at opretholde så meget af selskabets øvrige produktion som muligt, herunder anlægget af metro til Sydhavn. Selskabet har derfor gennem en række forholdsregler søgt at minimere risikoen for smitte, selvom produktionen af en række opgaver er blevet gennemført, bl.a. gennem en tidlig etablering af testcenter på selskabets byggepladser og testrutiner for både indenlandske og udenlandske medarbejdere.

Året 2020 har også budt på en række meget vigtige milepæle for selskabet. Først og fremmest lykkedes det at åbne M4 mellem København H og Orientkaj den 28. marts 2020. I de første tre måneder blev der arbejdet på at tilpasse køreplanerne mv., således at Metroselskabet i juli 2020 kunne opnå en forøget frekvens for M3/M4 på afgange fra Østerport til København H på 93 sekunder. 

Årsrapport 2020

Årets resultat før af- og nedskrivninger udgør 524 mio. kr., hvilket er på niveau med det forventede, da selskabet er blevet kompenseret af staten for tab som følge af COVID-19 med 747 mio. kr.

Af- og nedskrivninger udgør en udgift på 1.430 mio. kr. Heraf vedrører 792 mio. kr. afskrivninger, som er steget med 489 mio. kr. fra 2019 til 2020, hvilket skyldes åbningen af M3 Cityringen ultimo september 2019 og åbning af M4 Nordhavn ultimo marts 2020. Af- og nedskrivninger er 665 mio. kr. højere end ved seneste estimat i 2020 og skyldes nedskrivning af anlæg af metro, der var budgetteret til 0 kr., men som er regnskabsført med en udgift på 638 mio. kr.

De finansielle poster udgør en samlet udgift på 330 mio. kr. og markedsværdireguleringen for 2020 udgør en udgift på 1.538 mio. kr. Markedsværdireguleringen er alene en regnskabsmæssig registrering uden likviditetsmæssig betydning og har derfor ikke betydning for selskabets evne til at servicere sine forpligtelser.

Årets resultat udgør herefter et underskud på 2.775 mio. kr.

Selskabets egenkapital ved udgangen af 2020 er negativ og udgør -5.639 mio. kr. Selskabets korrigerede egenkapital (for markedsværdireguleringen) er positiv og udgør 2.927 mio. kr. ultimo 2020. Selskabets korrigerede egenkapital er således faldet med 753 mio. kr. i forhold til 2019, hvilket skyldes et ejerindskud på 483 mio. kr. (frigivelse af den resterende del af korrektionsreserven på 10 procent vedrørende M4 Sydhavn) og et resultat før markedsværdiregulering på -1.236 mio. kr.

Metroselskabet er et interessentskab, hvor ejerne hæfter 100 procent for selskabet. Selskabets negative egenkapital medfører ikke behov for yderligere indskud fra ejerne, da Metroselskabet fortsat kan servicere sin gæld.

I overensstemmelse med Borgerrepræsentationens beslutning den 25. marts 2021 (dagsordenspunkt 5) er Metroselskabets langtidsbudget justeret, således det fremgår, at selskabets gæld er afviklet i 2061.

Årets investeringer i de store anlægsprojekter er på niveau med forventningen, hvor forskellen på -293 mio. kr. primært skyldes, at en del af restbudgetterne for Cityringen og Nordhavn først anvendes i 2021.

Samlet har metrolinjerne haft en tilfredsstillende driftsstabilitet over målsætningen på 98%, ligesom kundetilfredsheden ligger på et højt niveau.

Metroen har i 2020 haft 63,7 mio. passagerer, hvilket er næsten en halvering i forhold til det oprindeligt forventede.

Selskabets revisorer har forsynet årsregnskabet med en påtegning uden forbehold. Opmærksomheden henledes dog på note 1 til årsregnskabet omkring ændring af indtægtsdelingen i hovedstaden, herunder afvikling af dobbeltfaktormodellen, som er tiltrådt af Borgerrepræsentationen den 25. marts 2021, samt at der er betydelige usikkerheder knyttet til genindvindingsværdien af anlæg, som er baseret på, at selskabet holdes skadesfri for tab som følge af COVID-19 i 2021 og i en efterfølgende indsvingsperiode forventeligt frem til 2027. Revisorernes konklusion er ikke modificeret som følge af disse forhold.

CSR-rapport for 2020

CSR-rapporten tager udgangspunkt i FN’s 17 verdensmål og indeholder en afrapportering på selskabets fokus i 2020 på sikkerhed og sundhed samt det grønne område.

I 2020 har selskabet haft som mål, at en større pct. del af Metroselskabets medarbejdere skal opleve, at Metroselskabet sikrer læring fra arbejdsulykker og nærved-hændelser og efterspørger tiltag, der bidrager til at sikre en styrket sikkerhedskultur i det fremadrettede arbejde sammenlignet med 2019. Resultatet er, at 57,7 pct. af medarbejderne oplever, at Metroselskabet sikrer læring fra ulykker og nærvedhændelser. Det er en stigning på 5,2 pct. siden 2019.

Metroselskabet har ligeledes i 2020 opfyldt mål på det grønne område om at foretage screening af bl.a. potentialer for genanvendelse af overskudsmaterialer fra metroprojekter og for anvendelse af færre byggematerialer i fremtidige metroprojekter samt udvikling af selskabets fremtidige kontrakter, så der fremadrettet kan stilles skarpere klima- og miljøkrav til entreprenører og leverandører med udgangspunkt i en undersøgelse af best practice på området.

I forhold til lærlinge har selskabet i 2020 sat øget fokus på totalentreprenøren Tunn3Ls indsats for ansættelse af lærlinge på Sydhavnsprojektet. Tunn3L har på foranledning af Metroselskabet ansat en lærlingekoordinator, der forestår kommunikationen og samarbejdet mellem entreprenøren, dennes underentreprenører og de erhvervsskoler, der uddanner lærlinge og elever til de brancher, byggeriet af metroen anvender. Lærlingekoordinatoren har ligeledes til opgave at samle informationer fra de enkelte underentreprenører i forhold til antallet af beskæftiget antal lærlinge og elever, hvilket har gjort, at der hen over året er skabt et stabilt og sikkert grundlag for opgørelse af arbejdstimer udført af lærlinge og elever på hele projektet. Der er med indsatsen skabt fokus på beskæftigelse af lærlinge og elever helt ud i alle led af underentreprenørkæden.

I 2021 er der fortsat fokus på sikkerhed og reduktion af klimapåvirkning ved udvikling af alternativer og optimeringer i både drift og anlæg.

Fokusområderne er i overensstemmelse med den af Borgerrepræsentationen vedtagne ejerstrategi for selskabet, hvorefter det bl.a. forventes, at selskabet har fokus på at bidrage til en bæredygtig by ved at reducere metroens klimaaftryk ud fra et livscyklus-perspektiv både i den eksisterende metro og i forbindelse med udviklingen af kommende linjer. Ejerstrategiens forventning om at Metroselskabet ligeledes fokuserer på at styrke sikkerhedskulturen i arbejdsmiljøet ved blandt andet at arbejde intensivt på at bringe læring fra de ulykker og hændelser, der måtte ske, mere aktivt i spil, ses ligeledes afspejlet i CSR-rapporten.

Økonomi

Indstillingen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Grundet COVID-19 har bestyrelsen i Metroselskabet været forhindret i at mødes fysisk og underskrive årsrapporten for 2020. Det forventes, at der ved Økonomiudvalgets behandling foreligger en underskreven version. 

Metroselskabet I/S samt de øvrige ejere orienteres om Borgerrepræsentationens beslutning.

 

Søren Hartmann Hede /Søren Tegen Pedersen           

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler, 

  1. at årsrapporten 2020 og CSR-rapporten for Metroselskabet I/S, jf. bilag 1 og 2, tages til efterretning.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. maj 2021

 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 3. juni 2021

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top