Mødedato: 02.10.2003, kl. 17:30

Etablering af "Team København"

Etablering af "Team København"

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 2. oktober 2003

 

 

BR 454/03

Etablering af "Team København"

Etablering af "Team København"

 

 

Indstilling om, at Københavns Kommune etablerer en fond, der skal have til formål at fremme og udvikle eliteidrætten i København og markedsføre København som en attraktiv og dynamisk by med en stærk idrætsprofil, efter de retningslinjer der fremgår af indstillingen, at der gives en tillægsbevilling på 4,5 mio. kr. til Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2003 konto 0.30.1 (pulje til kultur, fritid og idrætsområdet). Midlerne udbetales til organisationen, og anvendes til drift af og støttemidler fra organisationen i 2003 og 2004, at der anvises kassemæssig dækning på Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2003, konto 0.30.3, Team København, at Kultur- og Fritidsudvalgets budgetramme fra 2005 og frem forøges med 5 mio. kr. (2002 P/L). Midlerne udbetales til organisationen, og anvendes til drift af og støttemidler fra organisationen, samt at der gennemføres en evaluering af organisationen i 2008, med henblik på en vurdering af fortsat driftsstøtte til organisationen.

                                            (Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget)

(Økonomiudvalgets beslutning vedlægges særskilt)

 

 

 

 

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen anbefaler, at Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen,

at Københavns Kommune etablerer en fond, der skal have til formål at fremme og udvikle eliteidrætten i København og markedsføre København som en attraktiv og dynamisk by med en stærk idrætsprofil, efter de retningslinjer der fremgår af indstillingen,

at der gives en tillægsbevilling på 4,5 mio. kr. til Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2003 konto 0.30.1 (pulje til kultur, fritid og idrætsområdet). Midlerne udbetales til organisationen, og anvendes til drift af og støttemidler fra organisationen i 2003 og 2004,

at der anvises kassemæssig dækning på Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2003, konto 0.30.3, Team København,

at Kultur- og Fritidsudvalgets budgetramme fra 2005 og frem forøges med 5 mio. kr. (2002 P/L). Midlerne udbetales til organisationen, og anvendes til drift af og støttemidler fra organisationen,

at der gennemføres en evaluering af organisationen i 2008, med henblik på en vurdering af fortsat driftsstøtte til organisationen. 

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 11. september 2003

Indstillingen blev tiltrådt.

Jens Kjær Christensen tog forbehold.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 23. september 2003

Anbefalet.

Ø tog forbehold.

 

 

 

 

RESUME

Nærværende indstilling er resultatet af et udredningsarbejde af Økonomiforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen i fællesskab. Borgerrepræsentationen godkendte den 6. februar 2003 at igangsætte et udredningsarbejde, der skulle afdække væsentlige problemstillinger vedrørende etableringen af et "Team København", med henblik på en indstilling om etablering af organisationen, som skulle forelægges Kultur- og Fritidsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen efter sommerferien 2003.

I indstillingen foreslås det at etablere en fond pr. 1. oktober eller snarest derefter. Fonden skal have til formål at fremme og udvikle eliteidrætten i København, og markedsføre København som en attraktiv og dynamisk by med en stærk idrætsprofil. Visionen er, at København, hvor det er muligt, skal være det bedste sted i Norden at dyrke eliteidræt.

Organisationen har haft arbejdstitlen "Team København", men vil herefter benævnes "organisationen". Det vil efterfølgende være op til bestyrelsen for organisationen, at fastlægge det endelige navn for organisationen, når denne er udpeget.

Det økonomiske grundlag for organisationen skal dels være erhvervslivets sponsorstøtte og dels et årligt driftstilskud fra kommunen på 5 mio. kr.

Indstillingen beskriver principperne for organisationens sponsor- og støttekoncept, men der lægges op til, at det endelige sponsor- og støttekoncept fastlægges af organisationen selv, når denne er etableret med en bestyrelse og en direktion.

Til at varetage ledelsen af organisationen foreslås nedsat en bestyrelse bestående af Overborgmesteren (formand), Kultur- og Fritidsborgmesteren (næstformand), 3 repræsentanter fra erhvervslivet, 1 repræsentant fra Team Danmark og 2 nuværende eller forhenværende eliteudøvere. 

Organisationen skal evalueres i 2008, hvilket skal danne baggrund for en overvejelse om fortsat driftsstøtte til organisationen fra Københavns Kommune.

 

SAGSBESKRIVELSE

Nærværende indstilling foreslår etableringen af en fond pr. 1. oktober 2003 eller snarest derefter. Fonden skal have til formål at fremme og udvikle eliteidrætten i København og markedsføre København som en attraktiv og dynamisk by med en stærk idrætsprofil, jf. som beskrevet nedenfor.

Baggrund

Eliteidræt er et væsentligt aktiv for en større by. Et aktivt eliteidrætsliv er med til at profilere byen både indadtil overfor byens borgere og udadtil overfor eksempelvis turister og potentielle investorer. Samtidig er en stærk profil indenfor eliteidræt med til at tiltrække store internationale eliteidrætsbegivenheder til gavn for byens erhvervsliv, og dermed for beskæftigelse og indkomst.

Ambitionen med den foreslåede organisation er at give eliteidrætten i København et løft. Baggrunden er blandt andet, at de københavnske eliteidrætsudøvere har vanskeligt ved at gøre sig gældende inden for de store holdidrætter, som for eksempel håndbold, basketball, volleyball og ishockey. Derudover oplever de københavnske eliteklubber indenfor en lang række idrætsgrene, at de bedste udøvere søger mod andre kommuner.

Ideen om en eliteidrætsorganisation er født af Københavns Erhvervsråd tilbage i 1999. Københavns Erhvervsråd nedsatte i 1998 en arbejdsgruppe, der skulle belyse forskellige problemstillinger om samspillet mellem erhvervs-, kultur- og idrætsliv i København. I arbejdsgruppens rapport "Initiativer til styrkelse af samspillet mellem erhvervslivet og kultur- og idrætslivet i København" (september 1999) fremgår, at idræt rent økonomisk er et meget fordelagtigt sted at placere markedsføringsmidler, men at under halvdelen af de københavnske virksomheder sponserer eller på anden måde har et samspil med idrætsklubberne. Et af arbejdsgruppens forslag til styrkelse af dette samspil er forslaget om et "Team Copenhagen".

Den 3. oktober 2002 vedtog Borgerrepræsentationen redegørelsen om eliteidrættens vilkår i Københavns Kommune (BR 514/02). Redegørelsen indeholdt en handlingsplan for det videre arbejde med eliteidrætten, og en af anbefalingerne videreførte Erhvervsrådets forslag om at oprette en selvejende institution benævnt "Team Copenhagen", hvis formål skulle være at forbedre de samlede vilkår for eliteidrætten i Københavns Kommune.

Københavns Erhvervsråd tiltrådte 27. november 2002 "Principper for en Team Copenhagen konstruktion". Erhvervsrådet bakker heri op om etableringen af "Team Copenhagen" som en selvstændig organisation, der skal fremme de samlede vilkår for eliteidrætten i Købenavn. Det understreges, at en forudsætning for erhvervslivets engagement som sponsor for eliteidrætten er skabelsen af attraktive modydelser samt at der fra starten sikres et langt tidsperspektiv for organisationens arbejde.

Borgerrepræsentationen vedtog efterfølgende at prioritere 5 mio. kr. til etableringen af organisationen. Det skete ved udmøntningen af ekstraprovenuet fra selvbudgetteringsaftalen vedrørende 2000, hvor der blev afsat en pulje på 62 mio. kr. til kultur, fritid og idrætsområdet. Københavns Kommunes bidrag til fonden skal ske i overensstemmelse med kommunens gældende regler

På baggrund af ovenstående vedtog Borgerrepræsentationen den 6. februar 2003 at igangsætte et udredningsarbejde vedrørende etableringen af en organisation, med arbejdstitlen "Team København", der skulle have til formål at bedre vilkårene for eliteidrætten i København med henblik på, at en indstilling om etablering af organisationen pr. 1. oktober, skulle forelægges Kultur- og Fritidsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen efter sommerferien 2003.

Borgerrepræsentationen vedtog samtidig at bevillige 0,5 mio. kr. af de 5 mio. kr. til ekstern konsulentbistand i forbindelse med forarbejdet vedrørende etableringen af organisationen herunder afdækning af spørgsmål af juridisk og markedsmæssig karakter.

 

Udredningsarbejdet

I overensstemmelse med Borgerrepræsentationens beslutning den 6. februar 2003 nedsattes en styregruppe og en arbejdsgruppe til at forestå udredningsarbejdet vedrørende etablering af et "Team København". Den administrerende direktør for Økonomiforvaltningen har været formand for projektet, den administrerende direktør for Kultur- og Fritidsforvaltningen har været næstformand og har tillige haft ansvaret for sekretariatsfunktionen.

Formålet med arbejdet har været en gennemgang af de væsentligste forhold vedrørende etableringen af organisationen herunder målsætning og opgaver, støtte- og sponsorkoncept, organisering, økonomi samt evaluering.

I udredningsarbejdet er endvidere inddraget ekstern konsulentbistand, som sparringspartner for at sikre den nødvendige ekspertise i forhold til udvikling af sponsor- og støttekoncept. Der er derfor indgået en aftale med TUC (Team Udviklingscentret) om at udarbejde forslag til sponsor- og støttekoncept. Team Udviklingscentret står samtidig for at samle trådende omkring organisationen og "løbe organisationen i gang", hvilket blandt andet indebærer en servicering af bestyrelsen indtil en ny daglig ledelse ansættes.

Dermed er de 0,5 mio. kr., der var afsat til ekstern konsulentbistand i udredningsfasen, udmøntet og der resterer således 4,5 mio. kr. til driften af organisationen i 2003 0g 2004.

 

Arbejdsgruppens anbefalinger

Arbejdet har resulteret i nærværende indstilling om etablering af en fond, der skal have til formål at fremme og udvikle eliteidrætten i København og markedsføre København som en attraktiv og dynamisk by med en stærk idrætsprofil.

Indstillingen beskriver navn for organisationen, målsætning og vision, principper for støttekoncept og sponsorstrategi samt organisering, økonomi og evaluering.

Navn for organisationen

I indstillingen om igangsætning af arbejdet vedrørende etablering af en eliteidrætsorganisation, som blev behandlet af Borgerrepræsentationen den 6. februar 2003, anvendtes navnet "Team København" for denne organisation.

Som bilag til indstillingen var notat om anvendelsen af dette navn, idet det viste sig, at d et foreslåede navn allerede anvendes af en københavnsk håndboldklub hjemmehørende på Østerbro.

Navnet "Team København" har derfor været anvendt som arbejdstitel i udredningsarbejdet.

Det er p.t. ved at blive undersøgt om "Team København" kan anvendes som navn på organisationen.

Målsætning og vision

Målsætningen for organisationen er at bedre vilkårene for eliteidrætten i København gennem at give støtte til eliteidrætsudøvere og derved markedsføre København som en attraktiv og spændende by med en stærk idrætsprofil. På længere sigt er visionen for organisationen følgende:

"Organisationen skal på en social og samfundsmæssig forsvarlig måde løfte eliteidrætten i København til et højt nationalt og internationalt niveau. Det gælder både den enkelte idrætsudøver og eliteidrætten generelt. Visionen er, at København, hvor det er muligt, skal være det bedste sted i Norden at dyrke eliteidræt."

Det skal bemærkes, at organisationen ikke alene kan sikre, at denne vision realiseres. Det er nødvendigt, at Københavns Kommune samtidig sikrer en udvikling af de københavnske idrætsfaciliteter parallelt med en satsning på organisationen.

Et væsentligt element ved organisationen er endvidere, at det skal bidrage til at styrke samspillet mellem idræt og erhverv til gavn for begge parter. Erhvervslivet får herved flere og bedre markedsføringskanaler og erhvervslivets involvering betyder omvendt sponsormidler, der samlet set øger muligheden for at realisere organisationens målsætning og vision.

Sammenhængen til Københavns Kommunes idrætspolitk

Team København skal i sit virke have afsæt i Københavns Kommunes generelle idrætspolitik. Idrætspolitikken indgår f.eks. i budgettet som en del af de årlige målsætninger. Disse målsætninger suppleres af en række delpolitikker, som Borgerrepræsentationen vedtager på området. Eksempler herpå er Idrætspolitisk Redegørelse og Eliteredegørelsen.

Samarbejde med idrætsklubberne

Et tæt og konstruktivt løbende samarbejde med de klubber, der har idrætsudøvere på eliteniveau, er vigtig for Team Københavns virke. Som ramme herfor oprettes et forum for udveksling af erfaringer og idéer. Deltagerne kan blandt andet være eliteklubbernes formænd.

Principper for støttekoncept og sponsorkoncept

Centralt for organisationen er sponsorkonceptet og støttekonceptet, der beskriver henholdsvis rammerne for hvilke kriterier, der ligger til grund for udvælgelsen af støtteberettigede eliteidrætsudøvere og hvordan støtten skal gives samt udviklingen af attraktive modydelser for sponsorer.

Det endelige støtte- og sponsorkoncept kan med fordel fastlægges af organisationen selv, når denne er etableret med en bestyrelse og en direktion. Det sikrer en forankring af de helt centrale aspekter i den organisation, der står for at implementere dem.

Indstillingen foreslår derfor, at det endelige støtte- og sponsorkoncept fastlægges af organisationen selv, når denne er etableret med en direktion og bestyrelse.

Udarbejdelsen af det endelige sponsor- samt støttekoncept for organisationen skal ske indenfor rammerne af de nedenfor beskrevne principper. 

Støttekoncept

Støttekonceptet skal beskrive rammerne for hvilke kriterier, der ligger til grund for udvælgelsen af de støtteberettigede (personer, hold og klubber) og hvilken type af støtte der gives (direkte økonomisk støtte eller naturalier).

Spørgsmålet om kommuners støtte til eliteidræt er ikke reguleret i den skrevne lovgivning, men er hjemlet i de almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse ("Kommunalfuldmagten").

Indenrigsministeriet har den 17. september 2001 afgivet en redegørelse om kommuners engagement i professionel fodbold, som også forholder sig til kommuners engagement i forhold til eliteidræt generelt. Det fremgår af redegørelsen, at en kommune ikke må yde støtte til professionelle klubber. En kommune må heller ikke, selvom der er tale om amatøridræt, give direkte økonomisk støtte til enkeltpersoner (eksempelvis lønkompensation og supplerende SU). Støttekonceptet er derfor udformet således, at kommunens tilskud ikke anvendes til direkte økonomisk støtte til enkeltudøvere samt professionelle klubber, jf. også vedtægterne.

Målgruppe: I fastlæggelsen af støttekonceptet er det væsentligt, at der sker en tilpasning i forhold til Team Danmarks støttekoncept. Organisationen skal hverken kopiere eller konkurrere med Team Danmark, men skal kunne supplere Team Danmarks arbejde med udviklingen af eliteidrætten.

Team Danmarks opgave er at fremme dansk eliteidræt. Team Danmark yder derfor som udgangspunkt støtte til den absolutte top indenfor dansk idræt, der kan begå sig på internationalt niveau.

Heroverfor kan organisationen primært satse på talentudvikling, dvs. en generel satsning på yngre københavnske idrætstalenter, som indenfor en overskuelig årrække formodes at kunne gøre sig gældende indenfor den absolutte danske seniorelite.

Derudover kan organisationen støtte den subelite, der lige netop ikke kan modtage støtte fra Team Danmark, dvs. den københavnske seniorelite, som kæmper om danske mesterskaber, men som ikke deltager i den internationale elite og derfor ikke modtager støtte fra Team Danmark.

Endelig kan organisationen støtte den københavnske holdidræt, idet Team Danmark udelukkende støtter landshold (landsholdspillere) og ikke klubhold.

Støttemuligheder: Eliteidrætsudøvere efterspørger en lang række ydelser i tilknytning til sport. Dette skal afspejle sig i det støttekoncept, der fastlægges. I støttekonceptet skal indgå, at støtten både kan gives i form af økonomisk støtte samt i form af naturalier.

Sidstnævnte kan eksempelvis være, at virksomheder, der har indgået sponsoraftale med organisationen tilbyder job eller uddannelse på vilkår, der er forenelige med den fleksibilitet, der er nødvendig for en eliteidrætsudøver.

I fastlæggelsen af støttestrategien bør der ske en målretning af hoveddelen af støtten, således at der sker en prioritering af både hvilke idrætsgrene og hvilke idrætstyper (hold eller individuelt), der kan modtage støtte samt hvilken form for støtte, der skal gives.

Sponsorkoncept

Attraktive modydelser: En forudsætning for erhvervslivets engagement i organisationen er udviklingen af attraktive modydelser. Nøgleord i den forbindelse er synlighed, oplevelser og netværk. I udviklingen af et sponsorkoncept skal derfor lægges vægt på skabelsen af et sæt modydelser, der indeholder synlighed, eksklusive oplevelser og netværk.

Udvikling af et "brand": En væsentlig pointe er imidlertid, at sponsorater ikke kan sælges på modydelser alene. Det er nødvendigt med en overordnet ide for organisationen som virksomheder vil finde det attraktivt at støtte. Rationalet er, at virksomhederne udover at få adgang til konkrete modydelser også er med til at støtte "et godt formål". En betingelse herfor er, at organisationen bliver en værdi i sig selv – "et brand", som skal signalere produktets indhold. Sponsorkonceptet skal derfor også indeholde en strategi for, hvorledes der opbygges et "brand" for organisationen.

Differentieret sponsorstrategi: I udviklingen af et sponsorkoncept skal der tages hensyn til, at virksomhedsstrukturen i København er sammensat meget bredt, fra små håndværkerfirmaer og butikker til store internationale firmaer. Sponsorkonceptet bør derfor skabe mulighed for differentieret sponsering, således at både små, mellemstore og store virksomheder har mulighed for at være med.

Organisering

Det indstilles, at organisationen etableres som en fond pr. 1. oktober eller snarest derefter. Det sikrer stor grad af bevægelsesfrihed i forhold valg af projekter og støtteformer, hvilket samtidig vurderes af stor betydning for muligheden for tiltrækning af sponsorer.

Organisationen etableres med en bestyrelse og et sekretariat. Bestyrelsen sammensættes af:

·        Overborgmesteren (formand)

·        Kultur- og Fritidsborgmesteren (næstformand)

·        2 nuværende eller forhenværende eliteudøvere

·        3 repræsentanter fra det københavnske erhvervsliv

·        1 repræsentant fra "Team Danmark"

 

Ifølge vedtægterne for fonden udpeger formanden de øvrige bestyrelsesmedlemmer efter samråd med næstformanden.

Driften af organisationen varetages af et sekretariat under ledelse af en direktør, og har blandt andet ansvar for behandlingen af ansøgningerne om støtte. Dernæst har sekretariatet ansvar for det løbende marketings- og sponsorarbejde, herunder udvikling af netværk og produkter til såvel eliteudøvere som sponsorer. Endelig skal sekretariatet servicere organisationens bestyrelse.

Økonomi

Det er målsætningen at organisationen skal have et sponsorbidrag, der minimum matcher det kommunale tilskud. Dette forventes imidlertid først at ske efter en to til treårig periode. Organisationens første år betragtes som en opbygningsfase. Det må derfor forventes, at større sponsorindtægter først vil indgå i budgettet efter denne fase.

Det er væsentligt, at der sikres et langt tidsperspektiv for organisationens arbejde. Indstillingen foreslår derfor, at der afsættes 5 mio. kr. fra 2005 og frem på Københavns Kommunes budget til driften af organisationen.

Evaluering

Team København vil løbende blive evalueret og der vil blive udarbejdet en årlig statusredegørelse med en oversigt over opnåede resultater og hvordan støttemidlerne har været anvendt. Dette sker første gang med udgangen af 2004.

Der foretages en samlet evaluering af organisationen i 2008. Evalueringen kan inddrage målbare succeskriterier indenfor eksempelvis:

·          Sportslige resultater (fx antal danske ungdoms- og seniormestre, internationale medaljer)

·          Image (fx organisationens indflydelse på Københavns image)

·          Sociale parametre (fx antal udøvere i job efter endt idrætskarriere, antal udøvere i erhvervskvalificerende deltidsjobs)

·          Økonomi (fx omfanget af sponsorindtægter, gennemsnitlig længde på sponsorers engagement)

 

Evalueringen kan danne baggrund for en beslutning om fortsat bevilling af driftsstøtte fra Københavns Kommune til organisationen.

 

MILJØVURDERING

Indstillingen har ingen miljømæssige konsekvenser.

                     

ØKONOMI

Borgerrepræsentationen giver en tillægsbevilling på 4,5 mio. kr. til Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2003 konto 0.30.1 (pulje til kultur, fritid og idrætsområdet) i form af en overførsel af ubrugte midler fra Kultur- og Idrætspuljen på 62 mio. kr. afsat i budget 2002. Midlerne anvendes til driften af organisationen i 2003 og 2004

Fra 2005 giver Borgerrepræsentationen en årlig tillægsbevilling på 5 mio. kr. til Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2003 konto 0.30.1 (pulje til kultur, fritid og idrætsområdet). Midlerne anvendes som årligt driftstilskud til organisationen.

 

ANDRE KONSEKVENSER

-

HØRING

Repræsentanter fra idrætslivet og erhvervslivet i København har løbende været inddraget i arbejdet. Nærværende anbefalinger har været drøftet med følgende interessenter:

Ø          Team Danmark

Ø          Københavns Idrætsanlæg

Ø          Danmarks Idrætsforbund - Københavnerudvalg

Ø          DGI Storkøbenhavn

Ø          Wonderful Copenhagen

Ø          Københavns Erhvervsråd

 

BILAG

1. Vedtægter for fonden.

 

 

Erik Jacobsen                                          Carsten Haurum

 


Til top