Mødedato: 02.05.2002, kl. 17:30

Lokalplan "Store Tuborg"

Lokalplan "Store Tuborg"

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 2. maj 2002

 

BR 214/02

Lokalplan "Store Tuborg"

Lokalplan "Store Tuborg"

 

Indstilling om, at lokalplan "Store Tuborg" vedtages endeligt med den under sagsbeskrivelsen foreslåede præcisering af lokalplanforslagets § 9, stk. 5, om den bevaringsværdige blodbøg.

(Bygge- og Teknikudvalget)

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

at lokalplan "Store Tuborg" vedtages endeligt med den under sagsbeskrivelsen foreslåede præcisering af lokalplanforslagets § 9, stk. 5, om den bevaringsværdige blodbøg

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 3. april 2002

Anbefalet

 

 

RESUME

I forbindelse med den offentlige høring vedrørende lokalplanforslaget er der modtaget 19 henvendelser, hvoraf én er fra en offentlig myndighed: Hovedstadens Udviklingsråd, der meddeler ikke at have indsigelser eller bemærkninger til lokalplanforslaget.

De øvrige 18 henvendelser er fra ejere og beboere i kvarteret samt interessegrupper m. fl. Henvendelserne vedrører hovedsageligt områdets anvendelse, parkeringsdækningen og de trafikale følger af nybebyggelse samt hensynet til den bevaringsværdige bøg i området. I sagsbeskrivelsen gennemgås og kommenteres disse forhold emnevis.

Henvendelserne giver ikke forvaltningen anledning til at foreslå ændringer i lokalplanforslaget udover en udvidelse af forslagets § 9, stk. 5, om begrænsninger i brugen og indretningen af friarealerne med henblik på sikring af den bevaringsværdige blodbøg.

Lokalplanen er fortsat i overensstemmelse med Kommuneplan 2001.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen tiltrådte i mødet den 29. november 2001 (BR 482/01) Bygge- og Teknikudvalgets indstilling af 7. november 2001 om offentliggørelse af lokalplanforslag "Store Tuborg".

Offentliggørelse

Lokalplanforslaget har været offentliggjort i perioden 22. december 2001 til 22. februar 2002. Der er udsendt 218 pjecer til ejere, lejere og brugere samt 87 pjecer til interessegrupper, foreninger og lignende.

I offentliggørelsesperioden har der på Øbro Bibliotek været afholdt en udstilling med plancher, som har redegjort for lokalplanforslagets indhold.

Den 14. januar 2002, kl. 19-21, blev der afholdt et borgermøde i Lundevangens Selskabslokaler. De ca. 35 deltagende borgere blev her orienteret af medarbejdere fra Plan & Arkitektur om planens indhold, ligesom borgerne havde lejlighed til at stille spørgsmål til forslaget. Til stede ved mødet var 2 borgerrepræsentanter samt arkitekter fra Gröning Arkitekter som repræsentanter for bygherren for den projekterede bebyggelse. Der vedlægges som bilag B et referat fra borgermødet samt som bilag C resultatet af de evalueringsskemaer, som blev omdelt på mødet. Som det fremgår af referatet, blev følgende emner diskuteret

  • Lokalplanområdets anvendelse
  • Parkeringsdækningen i lokalplanområdet
  • Trafikforholdene i kvarteret
  • Den bevaringsværdige bøg

Herudover har der i offentliggørelsesperioden været mulighed for via internettet at søge oplysninger om lokalplanforslaget på en særlig hjemmeside. Hjemmesiden indeholdt en debatside, hvor der var mulighed for at fremføre synspunkter vedrørende forslaget. Der har i offentliggørelsesperioden ikke været indlæg på debatsiden. Endvidere indeholdt hjemmesiden mulighed for direkte at fremsende indsigelser via e-mail. Der er modtaget én e-mailhenvendelse i forbindelse med offentliggørelsesperioden. Det er ikke registreret, om denne er sendt via hjemmesiden.

Der er i forbindelse med offentliggørelsen rettidigt modtaget 19 henvendelser, heraf én fra en offentlig myndighed. Henvendelserne vedlægges i kopi til gennemsyn som bilag 2. En liste over henvendelserne er vedlagt som bilag A. Henvendelserne omhandler overvejende forhold som lokalplanområdets anvendelse, parkeringsdækningen, trafikforholdene i kvarteret samt den bevaringsværdige bøg i lokalplanområdet. Henvendelserne beskrives og kommenteres i de efterfølgende afsnit Henvendelser fra offentlige myndigheder og Henvendelser fra ejere, beboere, brugere, interessegrupper m.fl.

Henvendelser fra offentlige myndigheder

Skrivelse af 6. februar 2002 fra Hovedstadens Udviklingsråd (HUR)

HUR meddeler ikke at have indsigelser eller bemærkninger til planforslaget.

Henvendelser fra ejere, beboere, brugere, interessegrupper m.fl.

  1. Skrivelse af 9. januar 2002 fra Marianne Borg, Tingskiftevej 4, 2900 Hellerup
  2. Det foreslås, at lokalplanområdet alene udnyttes til opførelse af familieboliger, da en erhvervsbebyggelse yderligere vil forværre de trafikale og miljømæssige forhold i kvarteret.

  3. Skrivelse af 9. januar 2002 fra direktør, cand. jur. Peter Seidenfaden, Norgesmindevej 11, 2900 Hellerup
  4. Den påtænkte erhvervsbebyggelse kritiseres, da denne findes at ville medføre betydelige gener for beboerne i området. Endvidere findes den foreskrevne parkeringsdækning at være utilstrækkelig til et erhvervsbyggeri.

  5. Skrivelse af 8. januar 2002 fra OTTO MØNSTED A/S, Tingskiftevej 5, 2900 Hellerup
  6. Der anmodes om at parkeringsdækningen øges, eksempelvis med etablering af underjordisk parkering, da parkeringspresset på nærliggende ejendomme ellers vil øges. Selskabet oplyser på sin ejendom på Tingskiftevej allerede at være generet af uvedkommende parkering.

  7. Skrivelse af 8. januar 2002 fra Andelsboligforeningen Norgesmindevej 2-6, v/ bestyrelsesformand Christina Nemeth, Norgesmindevej 2, 3., 2900 Hellerup
  8. Det understreges, at andelsboligforeningen som udgangspunkt er positiv over for det foreliggende projekt, der antages at ville gavne kvaliteten i bybilledet, men der fremsættes indsigelse mod, at der tilføres kvarteret yderligere erhverv, da konvertering af bebyggelser i kvarteret fra beboelse til erhverv devaluerer kvarterets attraktivitet som et fredeligt og hyggeligt beboelseskvarter.

    Det anføres endvidere, at kvarteret allerede er generet af en omfattende genvejskørsel fra Tuborgvej til Strandvejen, hvilket problem lokalplanen ikke forholder sig til, og Norgesmindevej foreslås lukket ved udmundingen mod Strandvejen, eventuelt ved etablering af en mindre plads.

    Den i lokalplanen foreskrevne parkeringsdækning findes utilstrækkelig, såvel i forhold til erhvervs- som til boligdelen, og der foreslås krævet yderligere parkering, eventuelt i kælder, for at undgå øget parkeringsbelastning af Norgesmindevej.

    Endvidere fremsættes indsigelse mod at der i forbindelse med den projekterede bygning A tænkes udført en terrassering, hvorved der ikke vil være koordination mellem lokalplanområdets gårdniveau og gårdniveauet for andelsboligforeningens ejendom Norgesmindevej 2 –6.

    Endelig kritiseres det, at der pålægges bebyggelsen Norgesmindevej 2 – 6 sædvanlig bevaringsbestemmelse, og at den maksimale bebyggelsesprocent også for denne ejendom er fastsat til 110, idet denne allerede er 134. Andelboligforeningen finder, at disse bestemmelser begrænser foreningens mulighed for eventuelt at indrette nu uudnyttet etageareal i tagetage og kælder til beboelse eller andet.

  9. Skrivelse af 7. januar 2002 fra Jørgen Henningsen og Hanne Juvik, Svanemøllevej 78, 2900 Hellerup
  10. I skrivelsen fremsættes indsigelse mod, at der i lokalplanen tillades erhvervsbebyggelse, idet man finder, at Ryvangskvarteret bør fastholdes som beboelsesområde, og at tilladelse til erhverv vil skade villakvarterets oprindelige ide som familievenligt område.

  11. Skrivelse af 6. januar 2002 fra Klaus Trier og Lis Rømer Trier, Tingskiftevej 6, 2900 Hellerup
  12. Det anføres, at lokalplanen ikke bør gennemføres, da den er i strid med Kommuneplan 1997 og kommuneplanforslag 2001, og vil medføre væsentlige miljøforringelser for det omliggende boligkvarter.

    Det gøres gældende, at nedrivning af den lave forbindelsesbygning mod Strandvejen vil medføre uacceptable støjgener for ejendommen Tingskiftevej 6, og at ejendommen tillige vil blive omgivet af parkering på 3 sider, hvilket findes uantageligt. Endvidere betvivles, at den bevaringsværdige bøg vil kunne overleve udgravning og dræning til kælder.

    Det foreslås, at hele lokalplanområdet udnyttes til boligformål med bevaring af parkanlægget og etablering af støjmur mod Strandvejen.

  13. Skrivelse af 6. januar 2002 fra Gudrun Sigridur Jakobsdóttir og Hans W. Rothenborg, Svanemøllevej 53, 2900 Hellerup
  14. Det anføres, at den projekterede bebyggelse for de omboende vil medføre gener fra parkering for erhvervsdelen, og at parkeringsdækningen for erhvervsdelen er helt utilstrækkelig, hvilket vil medføre øget parkeringspres på de omliggende veje, der i forvejen er belastede af gennemkørselstrafik og uvedkommende parkering.

    Endvidere ytres tvivl om, hvorvidt den bevaringsværdige bøg vil kunne overleve byggeprocessen.

    Det foreslås, at lokalplanområdet i sin helhed udnyttes til store, familieegnede helårsboliger.

  15. Udateret skrivelse, modtaget den 14. januar 2002, fra Vigdis og Henry Sperle, Norgesmindevej 15, 2900 Hellerup
  16. Det foreslås, at området i sin helhed udnyttes til familieegnede helårsboliger, hvilket vil være i overensstemmelse med Københavns Kommunes boligpolitik og begrænse parkeringsbehovet.

  17. Skrivelse af 10. januar 2002 fra fam. Guldborg, Tingskiftevej 3, 1. 2900 Hellerup
  18. Det anføres, at hele området bør udnyttes til boligformål, hvilket vil være overensstemmende med kommunens boligpolitik, og at det betydelige trafikpres og den store parkeringsbelastning på kvarterets veje taler mod etablering af erhverv.

  19. Skrivelse af 12. januar 2002 fra Helle Frost Kolborg, Svanemøllevej 63, 2900 Hellerup
  20. Der protesteres mod, at lokalplanen åbner mulighed for opførelse af erhvervsbebyggelse, idet der henvises til, at et større erhvervsbyggeri syd for Tuborg Havn endnu langt fra er udlejet. Der henvises endvidere til, at kvarteret er stærkt trafikbelastet, og det gøres gældende, at den foreskrevne parkeringsdækning er utilstrækkelig for erhvervsdelen og vil bevirke øget gadeparkering.

  21. Skrivelse af 15. januar 2002 fra Thomas og Anne Sophie Vilsbøll, Svanemøllevej 59, 2900 Hellerup
  22. Det anføres, at den foreskrevne parkeringsdækning er utilstrækkelig for erhvervsdelen, hvilket vil medføre øget gadeparkering, og det foreslås, at boligandelen forøges og erhvervsdelen reduceres tilsvarende.

  23. Skrivelse af 6. januar 2002 fra Mark Goldenberg, Bomsluttervej 6, 4. tv., 2400 København NV
  24. Henvendelsen er enslydende med den ovenfor under 7. refererede skrivelse.

  25. Skrivelse af 30. december 2001 fra Kim Sperly, Norgesmindevej 13, 2900 Hellerup, bilagt kopier med i alt 9 underskrifter fra forældre til børn i "Børnehuset"
  26. I skrivelsen udtrykkes betænkelighed ved at den forudsatte erhvervsbebyggelse vil forøge det i forvejen store trafikpres i kvarteret og yderligere øge parkeringsproblemerne, ligesom det findes at indebære en miljømæssig forringelse i kvarteret, såfremt det nuværende parkagtige haveanlæg for en stor dels vedkommende omdannes til parkeringsplads. Det foreslås derfor, at området alene udnyttes til store, familieegnede helårsboliger.

  27. Mail af 27. januar 2002 med rettelse af 9. februar 2002 fra arkitekt, m.a.a., Bo Cock-Clausen, Tuborgvej 17 – s 14
  28. Det anses for vigtigt, at bebyggelse i lokalplanområdet ikke finder sted før der er fundet en løsning på trafikproblemerne på Tuborgvej, hvor trafikmængden er steget betragteligt de senere år.

  29. Skrivelse af 5. februar 2002 fra Ryvang Kvarterets Grundejerlag v/formand Mogens Flensted, Svanemøllevej 19 B, 2100 København Ø
  30. Foreningen støtter de af nærmere angivne grundejere fremsendte indsigelser og ændringsforslag, og gør opmærksom på, at vedtagelse af lokalplanen i den foreliggende form efter bestyrelsens opfattelse vil øge den gennemkørende trafik i kvarteret væsentligt og tillige vanskeliggøre parkeringsforholdene på de omliggende veje i strid med intentionerne i bestyrelsens trafiksikkerhedsforslag, som agtes fremsendt til Vej & Park.

  31. Skrivelse af 12. februar 2002 fra Danmarks Naturfredningsforening, Masnedøgade 20, 2100 København Ø
  32. Naturfredningsforeningen foreslår, at der til lokalplanens § 1 tilføjes, at det tillige er et formål "at sikre bevarelse af den fredningsværdige blodbøg, som Grundtvig plantede i ca. 1850". Foreningen oplyser endvidere, at når lokalplanproceduren er afsluttet, agter foreningen at indbringe en sag for Fredningsnævnet for København med henblik på, at der gennemføres en fredning. Endelig gør foreningen opmærksom på, at det af hensyn til træets overlevelse og trivsel er af største betydning, at jorden under træet ikke komprimeres ved kørsel med tunge køretøjer, hverken under eller efter byggeperioden.

  33. Skrivelse af 14. februar 2002 fra Østerbro Lokalråd, v/ formand Tove M. Kristensen, Langesund 3 st. tv., 2100 København Ø
  34. Lokalrådet udtrykker tilfredshed med at området får en ansigtsløftning, men gør indsigelse mod den forudsatte erhvervsbebyggelse. Området foreslås i sin helhed anvendt til boligbebyggelse, for bebyggelse langs Strandvejen med primære opholdsrum orienteret mod vest. Endvidere ønskes bebyggelsesprocenten reduceret til under 100 ved udeladelse af hjørnebygningen på 5 etager. Endelig foreslås al parkering etableret i kælder for at friholde det størst mulige haveanlæg.

  35. Skrivelse af 18. februar 2002 fra Lilli Jensen, Hjortekærbakken 30, 2800 Kgs. Lyngby
  36. Det anføres, at den af N. F. S. Grundtvig plantede blodbøg skal bevares og bør fredes, og at parkeringspladser under træet bør flyttes, da det findes tvivlsomt, om træet kan tåle befæstning og parkering samt eventuel vintersaltning.

  37. Skrivelse af 21. februar 2002 fra advokat Knud-Erik Ziirsen på vegne 8 af ovennævnte personer

I skrivelsen anføres, at den i lokalplanforslaget muliggjorte forbindelsesbygning mellem kommende erhvervsbebyggelse i lokalplanområdet og den vest for beliggende ejendom matr. nr. 3622 Udenbys Klædebo Kvarter, København, Tingskiftevej 8, åbner mulighed for udvidelse af erhvervsetagearealet for sidstnævnte ejendom, der er omfattet af lokalplan nr. 251 for Ryvangskvarteret.

Det gøres gældende, at der herved reelt er tale om en ændring af lokalplan nr. 251, hvilket efter advokatens opfattelse burde have medført fremsættelse af forslag om ændring af denne lokalplan efter den herfor gældende procedure.

Det anføres endvidere, at de i lokalplanforslaget indeholdte bestemmelser hverken med hensyn til bebyggelsesprocent, det bebyggede areals forhold til grundarealet eller den maksimalt mulige erhvervsandel svarer til de i lokalplan nr. 251 indeholdte bestemmelser.

Forvaltningens bemærkninger

De ovenfor refererede henvendelser giver forvaltningen anledning til følgende bemærkninger:

  1. Forholdet til lokalplan nr. 251, "Ryvangskvarteret"
  2. Forvaltningen skal indledningsvis fastslå, at området for det heromhandlede lokalplanforslag mod vest grænser op til, men ikke rækker ind i, området for den tidligere vedtagne lokalplan nr. 251. Der er således tale om to geografisk adskilte områder, og vedtagelsen af det heromhandlede lokalplanforslag giver ikke planmæssigt anledning til at foretage ændringer i den allerede foreliggende lokalplan nr. 251.

    Det forhold, at den kommende erhvervsbebyggelse i det af lokalplanforslaget omfattede område eventuelt måtte blive ejet og/eller benyttet af den nuværende ejer af den inden for lokalplan nr. 251 beliggende ejendom Tingskiftevej 8, ændrer hverken planmæssigt eller juridisk ved, at der fortsat vil være tale om to særskilte ejendomme, beliggende inden for hver sit lokalplanområde.

    Det tilføjes, at den på ejendommen Tingskiftevej 8 værende bebyggelse lovligt er taget i brug til erhverv (kontor og genoptræningscenter) før udarbejdelsen af lokalplan nr. 251. I mødet den 15. april 1998 (BT 105/98) meddelte Bygge- og Teknikudvalget dispensation fra nævnte lokalplan til anvendelse udelukkende til kontor, og ejendommen kan således fortsat opretholdes hertil, uagtet bestemmelserne i nævnte lokalplan.

  3. Områdets anvendelse og forholdet til Kommuneplan 2001
  4. I det overvejende flertal af henvendelser kritiseres udnyttelsen af lokalplanområdet delvist til erhverv, og området ønskes i stedet i sin helhed udnyttet til boligformål med store, familieegnede boliger.

    I den ovenfor under 6. refererede henvendelse anføres endvidere, at det foreliggende lokalplanforslag er i strid med såvel Kommuneplan 1997 og Kommuneplanforslag 2001.

    Forvaltningen skal hertil bemærke, at ved den endelige vedtagelse af Kommuneplan 2001 blev lokalplanområdet på baggrund af en indsigelse fra ejeren af nærværende ejendom ændret fra B 3-område (område til boligbebyggelse) til C 1-område (området til blandet bolig- og erhvervsudnyttelse). Det foreliggende lokalplanforslag er således i overensstemmelse med den vedtagne Kommuneplan 2001.

    Endvidere finder forvaltningen, at opførelse/indretning af ny erhvervsbebyggelse i gadelinien mod det svært trafikbelastede kryds Tuborgvej/Strandvejen miljømæssigt vil være mere acceptabelt end indretning af boliger netop på dette sted.

  5. Den bevaringsværdige blodbøg
  6. Hovedparten af indsigelserne omhandler en gammel bevaringsværdig bøg kaldet "Grundtvigs bøg", der er plantet ca. 1850 af N.F.S. Grundtvig og dennes hustru Sophie Amalie, der fra 1832 og til sin død i 1872 boede på ejendommen. Indsigerne finder, at lokalplanforslagets bebyggelsesplan, visende parkeringspladser omkring bøgetræet, vil ødelægge træet og medvirke til forringelse af områdets miljø.

    Forvaltningen kan støtte indsigerne, idet bøgetræer erfaringsmæssige hører til de mest ømtålelige træer med hensyn til selv mindre terrænarbejder i rodzonearealet. Træers rodzoneareal omfatter minimum terrænet under hele træets krone. Forvaltningen finder, at det ualmindelige smukke bøgetræ, der er en pryd for kvarteret, af såvel æstetiske, miljømæssige som kulturhistoriske grunde, skal søges bevaret og indgå i bebyggelsens kommende friareal.

    En forudsætning for bevarelse af bøgetræet er imidlertid, at der ikke foretages nogen form for jord-, terræn- og belægningsarbejder omkring træet i en afstand, der svarer til mindst kronens diameter. Samtidig skal der i byggeperioden stilles krav om, at ovennævnte sikkerhedsareal omkring bøgetræet skal hegnes og friholdes for al materialedeponering og færdsel af enhver art.

    Forvaltningen kan under henvisning til ovenstående anbefale en præcisering af lokalplanforslagets § 9, stk. 5, således at heromhandlede bøg sikres bedst muligt såvel under som efter byggeperioden.

    Der henvises til efterfølgende afsnit Ændring af lokalplanen, hvoraf fremgår den foreslåede konkrete omformulering af lokalplanens § 9, stk. 5.

    Ændringen skønnes ikke på væsentlig måde at berøre andre myndigheder eller borgere end dem, der har foranlediget ændringerne, ligesom det i forhold til ejeren/bygherren vurderes at være en præcisering af lokalplanforslagets bestemmelse. Der er derfor ikke foretaget supplerende høring, jf. planlovens § 27, stk. 3.

    Forvaltningen agter endvidere at henstille til bygherren, at en træekspert besigtiger træet og giver anvisning på træets vedligeholdelse med hensyn til bl.a. vanding mv. i byggefasen.

    Det skal endelig bemærkes, at den ovennævnte bebyggelsesplan, der er medtaget i lokaplanredegørelsen, blandt andet viste bygherrens skitseforslag til indretning af de ubebyggede arealer. I lokalplanredegørelsen er fra forvaltningens side gjort en bemærkning om, at friarealerne i den endelige projektering yderligere skal bearbejdes. Den endelige indretning af friarealerne skal derfor til sin tid ske på baggrund af bestemmelserne i den endeligt vedtagne lokalplan.

  7. Parkeringsdækningen
  8. En del indsigelser giver udtryk for, at kravet om 1 parkeringsplads pr. 100 m2 etageareal er for lille og vil føre til et uønsket pres på parkeringsmulighederne på de omkringliggende veje. Til det skal forvaltningen bemærke, at kravet om 1 parkeringsplads pr. 100 m2 etageareal er fastlagt i kommuneplanens rammer for lokalplanlægningen og således gælder generelt i hele kommunen bortset fra Ørestad. Kravet er fastlagt som et kompromis mellem ønsket om at sikre tilstrækkelig parkeringsdækning, så der ikke i for voldsomt omfang sker parkering på det omkringliggende vejnet, og ønsket om at begrænse biltrafikken ved ikke at anlægge for mange parkeringspladser.

  9. Trafikale forhold
  10. En del indsigelser påklager, at den udbygning, som lokalplanen giver mulighed for, vil give anledning til en voldsom forøgelse af trafikken i området. Dertil skal forvaltningen bemærke, at lokalplanforslaget giver mulighed for etablere samlet ca. 3.000 m2 erhvervsareal og 1.800 m2 boligareal. Dette vil erfaringsmæssigt give anledning til en samlet trafik på i størrelsesordenen 150 – 200 ture pr. døgn. Da der har været trafik til den allerede eksisterende bebyggelse, er stigningen i trafikken mindre – formentlig i størrelsesordenen 100 ture pr. døgn. Dette vurderes ikke at være en voldsom stigning i trafikken.

    Nogle indsigelser beskæftiger sig med den generelt voldsomme trafik på Ring 2, afledt "smutvejstrafik" ind i området som følge af afviklingsproblemer i krydset Tuborgvej / Strandvejen, øget trafik som følge af Gentofte Kommunes ændrede regulering af lastbiltrafikken på Hellerupvej, samt den øgede trafik som følge af byudviklingen i Gentofte Kommune på det tidligere Tuborg Bryggeris grunde. Der foreslås forskellige foranstaltning til at afhjælpe nogle af disse problemer, bl.a. lukning af Norgesmindevej ved Strandvejen. Disse forhold reguleres ikke af denne lokalplan, men det kan oplyses, at forvaltningen i januar 2002 har påbegyndt udarbejdelse af en samlet Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro i samarbejde med lokale organisationer, herunder Ryvangs Lokalråd. Sideløbende med dette arbejde vil forvaltningen i løbet af foråret 2002 undersøge mulighederne for at oml&a elig;gge henholdsvis forbedre trafikafviklingen på dele af Ring 2. Også i dette arbejde vil man inddrage grundejerforeninger og andre interesserede i området.

  11. Øvrige forhold

En indsigelse anfører, at der i forbindelse med den projekterede bygning A tænkes udført en terrassering, som vil give indbliksgener for Andelsboligforeningen Norgesmindevej 2 – 6.

Hertil skal bemærkes, at indsigelsen beror på en misforståelse, idet den nævnte terrassering ikke er et forhøjet niveau foran bygning A, men et forsænket niveau og derfor ikke vil give gener for naboejendommen.

Fra samme andelsboligforening kritiseres, at der fastlægges en bebyggelsesprocent på 110, da denne i dag er 134, hvilket vil hindre en fremtidig udvidelse af etagearealer i tagetage og kælder. Endvidere kritiseres, at ejendommen fastlægges med bevaringsbestemmelse.

Hertil skal bemærkes, at bygningens tagetage ifølge BBR-oplysninger i dag er udnyttet, hvorfor etagearealet her er medregnet i ejendommens samlede etageareal. Med hensyn til kælderen er dette areal, såfremt loftet ligger mere end 1,25 m over omgivende terræn, medregnet i ejendommens samlede etageareal, jf. beregningsreglerne i BR 95. Såfremt loftet ligger lavere end 1,25 m over omgivende terræn, skal kælderarealet ikke medregnes i etagearealet. Det i indsigelsen fremførte har således ingen indflydelse på bebyggelsesprocentberegningen.

Med hensyn til fastlæggelse af ejendommens bebyggelse som bevaringsværdig er dette baseret på, at bygningen i forbindelse med udarbejdelsen af Bydelsatlas Østerbro er vurderet i kategori 4, som efter sædvanlig praksis hører til kategorien høj bevaringsværdi.

Ændring af lokalplanen

På baggrund af foranstående foreslås lokalplanens § 9, stk. 5, givet følgende formulering (ændringen står i kursiv):

"Stk. 5. Det på tegning nr. 27.518 markerede bøgetræ skal bevares, og rodnettet skal sikres i eventuelle byggeperioder gennem etablering af et sikkerhedsareal omkring træet svarende til kronens udstrækning, der skal hegnes og friholdes for al materialedeponering og færdsel af enhver art. Der må ikke efterfølgende foretages nogen form for jord-, terræn- og belægningsarbejder omkring træet i en afstand mindst svarende til kronens diameter. Øvrige træer skal søges bevaret i videst muligt omfang."

Høring

De modtagne henvendelser har ikke været i høring uden for forvaltningen.

BILAG VEDLAGT

  1. Liste over modtagne henvendelser
  2. Referat fra borgermøde
  3. Resultat af evalueringsskemaer

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

  1. Offentliggørelsesmaterialet omfattende indstilling med bilag samt orienteringspjece
  2. Kopi af de i bilag A nævnte henvendelser

 

Jens Ole Nielsen

Til top