Mødedato: 02.03.2023, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forespørgsel til teknik- og miljøborgmesteren om alternativer til jorddeponi

Forespørgsel 

Teknik- og miljøborgmesteren bedes redegøre for,

  1. hvornår forventer teknik- og miljøborgmesteren, at der er udviklet en brugbar metode til omdannelse af jord til beton,
  2. hvor meget jord, der kan håndteres ved at lave det om til beton indenfor de næste 10 år?
  3. hvor meget af den jord, som teknik- og miljøforvaltningens egne projekter genererer, planlægges omdannet til beton,
  4. hvor meget jord, der ikke skal mellemdeponeres inden for de næste 10 år, såfremt der anvendes skruefundamenter,
  5. hvor stor en del af byudviklingen teknik- og miljøborgmesteren vurderer vil være egnet til skruefundamenter,
  6. mm borgmesteren ser andre alternativer til jorddeponi end omdannelse til beton eller brug af skruefundamenter.

(Stillet af Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, SF, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti)

 

Motivering

Bygge- og anlægsaktiviteten i københavnsområdet genererer årligt 2,5-3,5 mio. tons overskudsjord, som skal bortskaffes. Senest har Teknik- og Miljøudvalget tilladt yderligere jorddeponi i Nordhavn grundet forsinkelsen af etablering af Lynetteholm, hvilket betyder, at der nu kan mellemdeponeres i op til 30 meters højde. Det svarer til højden på Valby Bakke.

Under forespørgslen til teknik- og miljøborgmester Line Barfod den 1. december 2022, redegjorde borgmesteren for, hvordan de store mængder jord håndteres i dag og frem mod, at Lynetteholm er klar til at modtage den overskydende jord, der nu skal mellemdeponeres. Som en del af borgmesterens besvarelse på forespørgslen, blev borgmesteren bedt om at redegøre for, hvilken løsning for fremtidigt jorddeponi borgmesteren ønskede, og hvordan borgmesteren ville håndtere udfordringen med bortskaffelse af jord.

Det var desværre ikke muligt at få nogle konkrete svar på, hvordan fremtidigt jorddeponi skulle løses, men borgmesteren nævnte to alternativer til deponering, som – efter borgmesterens udsagn – kunne mindske behovet for jorddeponering. Det ene var at benytte skruefundamenter i ny bebyggelse, og det andet var at omdanne jord til beton efter en metode, DTU arbejder på.

På denne baggrund bedes teknik- og miljøborgmesteren redegøre for potentialet for at bruge skruefundamenter såvel som omdannelse af jord til beton som en måde, hvorpå der skal bortskaffes mindre jord inden for den kommende årrække.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 2. marts 2023

Forespørgslen blev besvaret.

Til top