Mødedato: 02.02.2017, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Etablering af parkeringspladser under Langebro, Indre By

Se alle bilag

For at etablere beboerparkering og offentlig parkering i garageanlægget under Langebro skal der tages stilling til frigivelse af midler til renovering af anlægget.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at der frigives en anlægsbevilling på 14,65 mio. kr. til renovering af garageanlægget under Langebro. De 14,65 mio. kr. er finansieret med 3,45 mio. kr. afsat i Overførselssagen 2011-2012 og 11,20 mio. kr. afsat i Overførselssagen 2015-2016. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg fordelt med 3,65 mio. kr. i 2017 og 11,0 mio. kr. i 2018, jf. Økonomiafsnittet.

Det bemærkes, at der med denne sag bevilges 0,9 mio. kr. mere i anlægsmidler i 2017 end det afsatte rådighedsbeløb. I kommende sag om reperiodisering af anlægsbudgettet vil rådighedsbeløbet for projektet i 2017 blive øget med 0,9 mio. kr., hvilket øger budgettet for bruttoanlæg i 2017 ud over niveauet i vedtaget budget. Økonomiudvalget vil, når regnskabsresultatet for 2016 er kendt, blive forelagt indstilling om styring af bruttoanlæg i 2017.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

I Overførselssagen 2011-2012 (Borgerrepræsentationen (BR) 10. maj 2012) (A, B, C, F, I, O og V) blev der afsat 3,45 mio. kr. (2017 p/l) til åbning af det kommunale garageanlæg under Langebro ved Puggaardsgade. Forvaltningen foretog i 2013 en forundersøgelse, som viste, at en renovering af anlægget til gældende lovkrav og standarder for offentlige parkeringsanlæg væsentligt ville overstige det afsatte beløb. I Overførselssagen 2015-2016 (BR 28. april 2016) (A, B, C, F, I, O og V) blev der afsat yderligere 11,2 mio. kr. (2017 p/l) til at tilvejebringe 155 pladser til beboerparkering og offentlig parkering ved at renovere garageanlægget.

Der skal tages stilling til frigivelse af midler til renovering af garageanlægget, så arbejdet kan sættes i gang.

Løsning

Garageanlægget under Langebro er siden 2009 blevet benyttet til opmagasinering, men det meste af anlægget udnyttes ikke. Anlægget fremstår på nuværende tidspunkt nedslidt med hullede gulve, vægge og søjler. Derudover er blandt andet porten ind til anlægget defekt, sprinkleranlægget virker ikke, der er ikke flugtveje, og der er ikke opsat brandanlæg.

For at anlægget kan godkendes til offentligt parkeringsanlæg skal der udføres en række arbejder, som hæver sikkerheden i anlægget. Det er blandt andet nødvendigt at etablere flugtveje, opsætte nyt sprinkleranlæg, nød- og panikbelysning samt røgventilation. Derudover vil der i projektet blive opsat kameraer med bevægelsessensorer til videoovervågning, de gamle el-installationer udskiftes, og der etableres LED-belysning. Parkeringsbåse vil blive opmalet, og hjørner og søjler markeres med reflekser. Som en del af projektet vil indgangspartiet ligeledes få nye porte, gulvet vil blive afrenset og repareret, og indkørslen ved Puggaardsgade renoveres med nyt slidlag. Derudover vil lofter, bjælker, søjler og vægge blive malerbehandlet.

Efter renoveringen vil anlægget opfylde de gældende lovkrav til et offentligt parkeringsanlæg. I den overliggende vej (H.C. Andersens Boulevard) er belægning og fuger utætte, som ikke vil blive repareret, da det ligger uden for den økonomiske ramme for projektet. Belægning og fuger bør repareres samtidig med belægningen på Langebros klapfag og ramper samt dilatationsfuger og brønde, og dette arbejde forventes samlet set at koste 20-30 mio. kr. En utæt belægning og fuger kan betyde, at regnvand kan sive ned i anlægget, og forvaltningen vil derfor etablere nogle midlertidige foranstaltninger, fx en tagrende under loftet, som leder regnvandet væk, så det ikke drypper på bilerne og brugerne af anlægget.

Forvaltningen vurderer, at der kan etableres 155 parkeringspladser. Det endelige antal afhænger af placeringen af de bærende søjler, som afklares i forbindelse med detailprojekteringen af anlægget. Dispositionsforslaget for projektet fremgår af bilag 2. Oversigtskort fremgår af bilag 1.

For bilister er der ind- og udkørsel via Puggaardsgade. For fodgængere er der tre ind- og udgange i parkeringskælderen, jf. bilag 2. Den ene udgang er ud mod Puggaardsgade, som via en trappe giver adgang til H.C. Andersens Boulevard. Den anden udgang leder ud under Langebro og giver adgang til både den nordlige side og sydlige side af H.C. Andersens Boulevard og Langebro samt havnekajen. En tredje udgang mod nord giver adgang til H.C. Andersens Boulevard og Christiansborggade.

Det er tidligere besluttet (BR 10. maj 2012) at indtænke Frederiksholm Kanal i den øvrige udvikling af området med gode fodgængerforbindelser, bedre mulighed for oplevelser af byens historiske bymiljø og bedre opholdsmuligheder langs vandet. For at skabe mulighed for renovering af Frederiksholms Kanal blev det besluttet at nedlægge 80 parkeringspladser og i stedet skabe alternative parkeringsmuligheder ved at åbne parkeringsanlægget under Langebro. Åbningen af parkeringsanlægget vil derfor  medvirke til at kompensere for nedlæggelsen af parkeringspladser ved Frederiksholm Kanal.

Etableringen af parkeringspladserne under Langebro vil desuden bidrage til at forbedre parkeringssituationen i området. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at anlæggelsen af de nye pladser vil medføre en reduktion i belægningsgraden kl. 12 fra 75 % til 56 % i en afstand af 400 meter fra anlægget, hvor der er størst efterspørgsel efter parkeringspladser i denne bydel.

En følgevirkning af etableringen af parkeringspladserne er, at der kan opstå en øget trafikmængde i området. Forvaltningen vurderer ikke, at dette vil have nogen betydning for den generelle trafik, da parkeringsanlægget ligger ud mod Kalvebod Brygge, som er en fordelingsgade.

Økonomi

Der skal frigives i alt 14,65 mio. kr. (2017 p/l) til renovering af garageanlægget under Langebro. Dette beløb er finansieret med 3,45 mio. kr. (2017 p/l) afsat i Overførselssagen 2011-2012 (BR 10. maj 2012) (A, B, C, F, O og V), hvoraf der er anvendt 0,1 mio. kr. (2017 p/l) til forundersøgelser af anlægget, og med 11,20 mio. kr. (2017 p/l) afsat i Overførselssagen 2015-2016 (BR 28. april 2016) (A, B, C, F, I, O og V).

Anlægsbevillingen skal frigives, jf. nedenstående tabel.

Tabel 1. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler

Ud-valg

Aktivitet/projekt

Bevilling (nr. og navn)

Funktion

Beløb i mio. kr. (2017 p/l)

2017

2018

I alt

TMU

Renovering af garageanlæg

3400 – Ordinær anlæg

2.22.07.3

3.649

11.000

14.649

I alt

3.649

11.000

14.649

I Overførselssagen 2015-2016 er der blevet budgetteret med forventede øgede indtægter (1,1 mio. kr. i 2018 og 2,1 mio. kr. fra 2019 og frem) fra de 155 betalingsparkeringspladser i grøn zone. Da parkeringsanlægget først forventes ibrugtaget i december 2018, vil der ikke være et provenu fra betalingsparkering i 2018, og indtægtskravet i 2018 vil derfor søges finansieret i forbindelse med budgetforhandlingerne til Budget 2018.

Der blev ikke afsat finansiering i Budget 2017 til de forventede udgifter til drift af anlægget på 0,6 mio. kr. (2017 p/l) om året fra januar 2019 og frem. De vil derfor blive søgt finansieret i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2018.

Videre proces

Forvaltningen igangsætter projekteringen af renoveringsprojektet. Projektet forventes anlagt i perioden marts til december 2018 og ibrugtaget i december 2018.

 

Pernille Andersen                                      /Anders Møller

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at der frigives en anlægsbevilling på 14,65 mio. kr. til renovering af garageanlægget under Langebro. De 14,65 mio. kr. er finansieret med 3,45 mio. kr. afsat i Overførselssagen 2011-2012 og 11,20 mio. kr. afsat i Overførselssagen 2015-2016. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg fordelt med 3,65 mio. kr. i 2017 og 11,0 mio. kr. i 2018, jf. Økonomiafsnittet.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 19. december 2016 

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med otte stemmer mod tre. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, C, F og I.
Imod stemte: Ø.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget bemærker, at der med denne sag bevilges 0,9 mio. kr. mere i anlægsmidler i 2017 end det afsatte rådighedsbeløb. I kommende sag om reperiodisering af anlægsbudgettet vil rådighedsbeløbet for projektet i 2017 blive øget med 0,9 mio. kr., hvilket øger budgettet for bruttoanlæg i 2017 ud over niveauet i vedtaget budget. Økonomiudvalget vil, når regnskabsresultatet for 2016 er kendt, blive forelagt indstilling om styring af bruttoanlæg i 2017.

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. januar 2017

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 2. februar 2017

Indstillingen blev godkendt med 35 stemmer i mod 10. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte 35 medlemmer: A, B, V, F, O, C, I og Løsgænger Kasper Heumann Kristensen.

Imod stemte 10 medlemmer: Ø.

Til top