Mødedato: 01.12.2022, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forespørgsel til teknik- og miljøborgmesteren om jorddeponi

Forespørgsel

Teknik- og miljøborgmesteren bedes redegøre for,

  1. Hvor meget jord skal årligt deponeres i København?
  2. Hvor meget kapacitet er der tilbage i de jorddepoter, der i dag benyttes i Københavns Kommune?
  3. Hvor meget jord forventer Teknik- og Miljøforvaltningen, at der vil blive produceret ved bygge- og anlægsprojekter i hovedstadsområdet i de kommende år?
  4. Er der andre jorddepoter i Danmark eller vores nabolande, der kan modtage jord fra bygge- og anlægsprojekter i hovedstadsområder? Og i så fald:
    - Hvor er de placeret?
    - Hvad er afstanden til dem?
    - Og hvor meget ledig kapacitet har de?
    - Hvilke klimamæssige konsekvenser er der forbundet med at benytte de alternative jorddeponier, frem for en lokal løsning?
  5. Hvilken løsning for fremtidigt jorddeponi anbefaler Teknik- og Miljøforvaltningen?
  6. Hvilken løsning for fremtidigt jorddeponi ønsker teknik- og miljøborgmesteren, og hvordan vil teknik- og miljøborgmesteren håndtere udfordringen med bortskaffelse af jord? 

(Stillet af Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, SF, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti) 

Motivering

Bygge- og anlægsaktiviteten i Københavnsområdet genererer årligt 2,5-3,5 mio. tons overskudsjord, som skal bortskaffes. Dette svarer til en mængde, der kan fylde hele Rådhuspladsen i en højde op til uret på Rådhustårnet. Cirka 50% af jorden er ren og cirka 50% er forurenet. Overskudsjorden kommer fra den generelle byggeaktivitet i København. KMC modtager 1,6 mio. tons forurenet jord om året og er den eneste modtager af dette inden for en radius af 100 km fra København. Jorden kommer typisk fra større byggeprojekter herunder Københavns Kommunes egne anlægsprojekter, skybrudsprojekter, vejgenopretning, skolebyggerier og fra KMC’s karteringsplads, som håndterer ca. 150.000 tons jord pr. år fra Københavns Kommunes egne anlægsprojekter.  

Hvert år køres ca. 1 mio. ton ren jord ud af København til andre større renjordsmodtagere. Disse modtageranlæg lukker dog ned inden for kortere tid, da de er fyldt op.
 
Der ligger ca. 3,5 mio. tons mellemlagret forurenet jord i Nordhavn, blandt andet på det areal, hvor UNICEF-lageret skal ligge. Derfor ønsker By & Havn, at dette areal er frigivet medio 2025.
 
På denne baggrund bedes teknik- og miljøborgmesteren redegøre for udfordringen med manglende kapacitet til jorddeponi i København, samt hvordan hun vurderer, at udfordringen bedst håndteres. 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 1. december 2022

Forespørgslen blev besvaret.

Til top