Mødedato: 01.12.2011, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om undersøgelse af betalingsringens konsekvenser for kultur- og fritidsliv

Indstilling og beslutning

Det foreslås,

1.      at Borgerrepræsentationen pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen at udarbejde en analyse af betalingsringens konsekvenser for kultur- og fritidslivet i København, samt

2.      at analysen fremlægges til politisk behandling i Kultur- og Fritidsudvalget med henblik på at iværksætte mulige kommunale initiativer til at afhjælpe betalingsringens negative konsekvenser for københavnernes kultur- og fritidsliv.

(Stillet af Venstre)

Problemstilling

Løsning

Økonomi

Videre proces

MOTIVERING:

Det københavnske kultur- og fritidsliv er afhængig af gode rammevilkår. Her er infrastrukturen et afgørende forhold, da københavnerne deltager i kultur- og fritidstilbud på tværs af hele byen og regionen. En kommende betalingsring i hovedstaden vil derfor betyde, at det bliver vanskeligere at være aktiv og frivillig i Københavns kultur- og fritidsliv.

 

Konkret kan nævnes en række forhold, der vil besværliggøre eller helt umuliggøre et aktivt kultur- og fritidsliv for mange københavnere:

·        Deltagelse i kultur- og fritidslivet angives i en undersøgelse fra FDM, som det første man vil spare på, hvis der kommer en betalingsring. Dermed vil færre og særligt de økonomisk svagest stillede dyrke mindre idræt og deltage mindre i kulturlivet.

 

·        Deltagelse i kultur- og idrætslivet foregår ofte i tilknytning til arbejdet. Det betyder, at man fra sit arbejde bevæger sig direkte til sin fritidsaktivitet. En betalingsring vil gøre, at mange skal bevæge sig over denne grænse.

 

·        For holdsporten er kampe og stævner en afgørende del af idrætslivet. Kampe afvikles generelt på regionsniveau og kræver derfor ofte, at man bevæger sig på tværs af regionen. For holdledere og andre frivillige vil det blive vanskeligere at finde nogle til at køre. Ikke mindst blandt børnene er det afgørende at kunne anvende bil i forbindelse med kampe og stævner.

 

·        I fritidslivet – eksempelvis spejder og rollespil - er det et integreret led i aktiviteten, at den foregår rundt omkring i regionen med aktiviteter og lejre. En betalingsring vil begrænse disse aktiviteter og gøre fritidslivet mindre mangfoldigt.

 

·        Mange idrætsgrene kræver, at trænere og udøvere har meget udstyr med. Eksempelvis er ishockey ofte bundet op til at anvende en bil.

 

·        I København er der mange anlæg, som har en bydækkende funktion - eksempelvis Grøndal Centeret, Bellahøj Svømmestadion, StreetMekka, Nationalmuseet, Operaen – der tiltrækker udøvere og publikum fra hele hovedstaden.

 

Venstre foreslår derfor, at Borgerrepræsentationen pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen at udarbejde en analyse af betalingsringens konsekvenser for kultur- og fritidslivet. Det skal ske med henblik på, at kommunen kan iværksætte mulige kommunale initiativer, der kan afhjælpe nogle af de uheldige konsekvenser, som en betalingsring vil have for det københavnske kultur- og fritidsliv.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 1. december 2011

Medlemsforslaget blev forkastet med 39 stemmer imod 12.

 

For stemte: C, I, O og V.

Imod stemte: A, B, F, Ø og Jaleh Tavakoli (løsgænger).

 

Til top