Mødedato: 01.12.2011, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Aftale om indkvartering og forplejning

Se alle bilag

Københavns Brandvæsen har i samarbejde med de øvrige forvaltninger løbende søgt at styrke kommunens evne til at håndtere større ulykker og katastrofer, herunder evnen til at kunne indkvartere og forpleje borgerne. I regi af Beredskabsforum Storkøbenhavn, som er et samarbejdsforum bestående af beredskabschefer og viceberedskabschefer i Storkøbenhavn, er denne evne nu søgt udbygget ved at lægge op til at indgå gensidig aftale mellem kommunerne i Storkøbenhavn om indkvartering og forplejning.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

1.         at der indgås aftale med de øvrige kommuner i Storkøbenhavn om samarbejde i forbindelse med indkvartering og forplejning.

(Beredskabskommissionen)

Problemstilling

I henhold til Beredskabslovens § 12 skal det kommunale redningsberedskab kunne modtage, indkvartere og forpleje evakuerede og andre nødstedte. Københavns Kommune har i dag en plan for Humanitære Støttecentre, som bl.a. omfatter indkvartering af indtil 5.000 personer og forplejning af indtil 10.000 personer. Ved meget store ulykker eller katastrofer kan der opstå behov for at indkvartere og forpleje et antal personer, der overstiger den eller de berørte kommuners formåen.  Det kan derfor være nødvendigt at anmode andre kommuner om hjælp eller assistere andre kommuner.

Løsning

Kommunerne i Storkøbenhavn besidder en stor kapacitet hvad angår indkvarterings- og forplejningsfaciliteter. I Beredskabsforum Storkøbenhavn, der er et samarbejdsforum for de kommunale redningsberedskaber i Storkøbenhavn, søges denne kapacitet nyttiggjort i tilfælde af store ulykker og katastrofer gennem indgåelse af en samarbejdsaftale om indkvartering og forplejning (bilag 1). Formålet er at skabe en stor grad af sikkerhed for at berørte borgere kan få den fornødne hjælp, hvis en ulykkesramt kommunes kapacitet ikke er tilstrækkelig. Der er tidligere indgået aftale med Beredskabsstyrelsens Frivilligcenter i Hedehusene om at levere støtte til indkvartering og forplejning til kommunerne i Storkøbenhavn. Aftalen mellem kommunerne om samarbejde i forbindelse med indkvartering og forplejning bygger på følgende forhold:

·         Hver kommune har planer for indkvartering og forplejning af ca. 1 % af indbyggertallet.

·         Den hændelsesramte kommune stiller selv med personale til myndighedsopgaver (rådgivning, henvisning, information m.m.)

·         Den hjælpende kommune sørger for klargøring (madrasser, henvisningsskilte m.m.), drift (forplejning, sanitet m.m.) og afvikling af indkvarteringsstedet.

·         Den hjælpende kommune (beredskabschefen) bestiller og koordinerer selv ekstern assistance f.eks. fra Beredskabsstyrelsens frivilligcenter Hedehusene hvad angår hjælp i form af madrasser, mandskab m.m.

·         Udgifter til indkvartering og forplejning afholdes af den hændelsesramte kommune.

Økonomi

Københavns Kommune skal betale for indkvartering og forplejning i en nabokommune ved hændelser i Københavns Kommune. Tilsvarende vil Københavns Kommune få dækket sine omkostninger, hvis den yder assistance til en anden kommune. Størrelsen på beløbene afhænger af situationen. Der er i dag reserveret 400.000 kr. pr. år i puljen uforudsete udgifter til sådanne hændelser. 
 

Københavns Brandvæsen har været i kontakt med Socialforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, der vurderer, at der primært vil være tale om større udgifter i situationer, hvor der er tale om længerevarende hændelser, hvor et stort antal personer skal have midlertidigt ophold.

 

Grundet Københavns Kommunes store indkvarteringskapacitet forventes det ikke, at det bliver nødvendigt at trække på nabokommunernes assistance. Derfor er denne aftale primært møntet på at leve op til vores forpligtigelser i forhold til Beredskabsloven.

Videre proces

Aftalen underskrives af Beredskabschefen efter tiltrædelse af indstillingen. Herefter vil aftalen med en udarbejdet aktiveringsplan blive indarbejdet i de kommunale beredskabsplaner.

 

Claus Juhl                                                                 Jakob Vedsted Andersen

 

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Beredskabskommissionen over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

1.      at der indgås aftale med de øvrige kommuner i Storkøbenhavn om samarbejde i forbindelse med indkvartering og forplejning.


Beredskabskommissionens beslutning i mødet den 1. november 2011

Indstillingen anbefalet.



Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til sagen.


Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 22. november 2011

Indstillingen blev anbefalet.



Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 1. december 2011

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top