Mødedato: 01.03.2018, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forespørgsel til kultur- og fritidsborgmesteren om uro og hærværk på biblioteker

Se alle bilag

Forespørgsel

Kultur- og fritidsborgmesteren bedes redegøre for,

  1. om borgmesteren mener, at der er et problem med stigende uro og hærværk på biblioteker med selvbetjent åbningstid?
  2. om borgmesteren har et anslået bud på, hvad oprydningen efter uro og hærværk på bibliotekerne koster?
  3. hvilke tiltag Kultur- og Fritidsforvaltningen hidtil har gennemført for at stoppe den stigende uro og hærværk?
  4. om borgmesteren ønsker at arbejde for, at den selvbetjente åbningstid på byens biblioteker kan fortsætte, og hvordan vil borgmesteren i givet fald sikre, at det kan foregå uden problemer med hærværk og uro?

(Stillet af Venstre)

 

Motivering

Hvis kultur- og fritidsborgmesteren har drømt om at få flere brugere og mere liv på byens biblioteker, så må ambitionen siges at være opfyldt med de mange sager om uromagere, som huserer på byens biblioteker uden for den bemandede åbningstid. Den stigende uro er dokumenteret i to undersøgelser foretaget af henholdsvis Bibliotekarforbundet (bilag 1) og et svar fra kulturminister Mette Bock (LA) til Folketingets Kulturudvalg (bilag 2). I takt med at bibliotekerne har fået længere og ubemandet åbningstid, er der kommet mere uro og ballade, viser undersøgelsen fra Slots-og Kulturstyrelsen. Styrelsens undersøgelse støttes af en lignende undersøgelse, som Bibliotekarforbundet sidst i 2017 gennemførte blandt bibliotekernes tillidsrepræsentanter. Her havde syv ud af ti fra august 2016 til august 2017 oplevet uro, konflikter eller trusler.

Alle er velkomne på vore biblioteker i Københavns Kommune, hvis man ønsker at fordybe sig i litteraturens klassikere. Men desværre er der tale om, at nogle af de besøgende hærger bibliotekerne med fest hele natten, de smider med bøger, ødelægger spil og CD'er, og efterlader cigaretskodder og flasker i sofaerne, som bibliotekspersonalet dagen efter må rydde op.

I budgetaftalen for 2018 afsatte Borgerrepræsentationen 6,5 mio. kr. i 2018-2020 til vagtrunderinger for at reducere utryghed og hærværk som følge af de udvidede åbningstider på en række institutioner med selvbetjent åbningstid under Kultur- og Fritidsforvaltningen. Kultur- og Fritidsudvalget har desuden bevilget 200.000 kr. i 2017 til tryghed på institutionerne i forbindelse med bandekonflikten. I praksis er det rådhusbetjente, som tager runderinger på bibliotekerne og kan tilkaldes akut. Det har dog ikke fået festlighederne i bibliotekernes ydertimer til at stoppe. Der er fortsat problemer med, at bibliotekerne hærges med druk, rygning og fest. Det kan hverken bibliotekspersonalet eller de almindelige borgere, som kommer for at låne bøger eller foretage andre biblioteksrelaterede ærinder, være tjent med.

Den selvbetjente åbningstid er en stor fordel for de borgere, som ikke har tid til at komme forbi bibliotekerne inden for den normale åbningstid. Mere end 400.000 københavnere bruger årligt bibliotekerne i den ubemandede åbningstid. Og da Venstre formoder, at også Alternativets borgmester ønsker at bevare og beskytte den udvidede service til byens biblioteksbrugere, vil Venstre med denne forespørgsel afdække, hvad kultur- og fritidsborgmesteren ser af mulige løsninger på problemerne med urolighederne.

Den 21. december 2017 blev Kultur- og Fritidsudvalget orienteret om status for etablering af en vagt- og serviceordning og andre tryghedsskabende foranstaltninger på Kultur- og Fritidsforvaltningens institutioner, hvor der blev orienteret om arbejdet med vagtrundering, servicerundering og aktiviteter, frivillige mm. (bilag 3). Det er dette arbejde, som forespørgslen sætter fokus på for at sikre, at den nye borgmester på området har fokus på at få løst problemerne, så vi kan få trygheden tilbage på byens biblioteker indenfor en overskuelig fremtid.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 1. marts 2018

Forespørgslen blev besvaret.

Til top