Temadrøftelse af Borgerrådgiverens diskriminationsindsats
Indstilling og beslutning
1. at udvalget drøfter, hvorvidt indsatsen bør fortsætte i sin nuværende form eller bør ændres
2. at udvalget – såfremt der ønskes en justering af indsatsen – udpeger de udviklingsretninger, som bør undersøges nærmere
Problemstilling
Borgerrådgiveren fik i 2007 opgaven med at oparbejde og vedligeholde retlig ekspertise på diskriminationsområdet via en bevilling, som blev overført fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens budget (antidiskriminationspuljen). Borgerrådgiverens budget blev således i 2007 forøget med 0,5 mio. kr. til en styrket diskriminationsindsats.
Den eksternt rettede del heraf startede med en hjemmeside med oplysninger om rettigheder og andre informative aktiviteter. Siden kom bl.a. diskriminationshotlinen til i 2010[1]. Som en del af opgaven gennemfører Borgerrådgiveren løbende undersøgelser af områder, hvor risikoen for at kommunen udøver diskriminerende er størst[2], og fungerer som rådgivende organ på området i kommunen.
På de indre linjer må opsamlingen af retlig ekspertise betragtes som vellykket, og flere forvaltninger, herunder navnlig Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen får løbende stillet ekspertise til rådighed, ligesom Borgerrådgiveren har haft et samarbejde med andre centrale aktører på anti-diskriminations- og ligebehandlingsområdet og bidrager til at vedligeholde kommunens relationer til NGO’ere i denne sammenhæng. Kommunens øvrige inklusionsindsats har dermed kunne bevare fokus på andre virkemidler end de retlige og bakkes samtidig op af muligheden for retlige sanktioner inden for rammerne af dansk lovgivning og vedtægt for Borgerrådgiveren.
Tilbage står dog, at effekten set udefra fremstår mere begrænset vurderet på objektive kriterier. Sager om diskrimination behandles i de kommunalpolitiske organer, ved Ligebehandlingsnævnet (der har den retlige kompetence på området) og har ofte også en markant placering i medierne. Borgerrådgiverens plads i dette billede er beskeden.
Meldinger fra forskellige samarbejdspartnere og fra grupper, der udsættes for diskriminerende adfærd, peger i retning af, at der efterspørges en anden indsats til bekæmpelse af diskrimination, som ikke nødvendigvis kan eller skal være et kommunalt anliggende. Det gælder uanset om det er diskrimination i nattelivet[3], diskrimination mellem individer og grupper[4] eller de ganske mange tilfælde, hvor dansk lovgivning efterlader de krænkede uforstående[5].
Flere borgere efterlyser således andre konkrete reaktioner imod diskrimination end de, der aktuelt kommer fra politiet, Ligebehandlingsnævnet og Borgerrådgiveren. En del borgere efterlyser også mere klar lovgivning på området.
Borgerrådgiveren er selvfølgelig kompetent og har handlemuligheder i sager, hvor kommunens forvaltninger måtte udøve dokumenterbart diskriminerende adfærd over for individer eller grupper, og kan i sådanne situationer gå længere end lovgivningen ellers giver mulighed for, idet forvaltningerne også er bundet af retningslinjer fra Borgerrepræsentationen. Her er begrænsningen alene, at Borgerrådgiveren må trække sig, hvis Ligebehandlingsnævnet kan behandle sagen eller hvis sagen behandles politisk.
[1] Denne benyttes dog kun i yderst begrænset omfang, og en omfattende og relativt kostbar kampagne i 2010 formåede ikke at ændre ved dette. Hotlinen opretholdes i dag primært fordi, den stort set er uden omkostninger og fortsat bærer en vis signalværdi. De klager over diskrimination, som Borgerrådgiveren opfanger, indgår primært via den almindelige klagefunktion, og det er den retlige ekspertise hos Borgerrådgiverens jurister, der fører til identifikation af relevante sager.
[2] Se senest Borgerrådgiverens generelle egen driftundersøgelse af mulig forskelsbehandling i Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (snitfladen over/under 65 år), der påviste, at der på grund af forvaltningernes relative autonomi og manglende koordination i praksis udøves forskelsbehandling i kommunen (2011-33675).
[3] Her har en borger f.eks. efterlyst et korps, der kan skride ind på stedet over for dørmænd.
[4] Hvor grupper, der selv udsættes for diskrimination, også selv diskriminerer andre grupper.
[5] F.eks. var det – til de flestes overraskelse – lovligt at en tjener på restauration i Nyhavn afvist en kørestolsbruger med den udtrykkelige begrundelse, at de ikke gad have kunder i kørestol.
Løsning
Lovgivningsmæssige barrierer betyder, at det ikke er umiddelbart muligt for kommunen at udvikle indsatsen i den retning, som borgerne – når de udsættes for diskrimination – synes at efterspørge[6].
Desuden har de fleste tilfælde af diskrimination, som fylder i borgernes bevidsthed, intet med kommunen at gøre. I disse tilfælde er der ingen lovgivningsmæssige muligheder for i Borgerrådgiverens regi at etablere sanktionsmuligheder svarende til det efterspurgte.
Der er dog fortsat mulighed for at give den interne indsats et løft, såfremt dette ønskes prioriteret. Et sådant løft kan ske med afsæt i den retlige ekspertise, der er forankret hos Borgerrådgiveren, og som fortsat står til rådighed for forvaltningerne.
Det kan således i stedet overvejes at øge Borgerrådgiverens rådgivning og bistand til forvaltningerne, når det gælder spørgsmål af mere generel karakter; altså der hvor man kan sige, at der opstår risiko for ”strukturel diskrimination”. Eksempler herpå kan være, at der kommunikeres på måder, som f.eks. ikke tager hensyn til alder og/eller handicap, at borgere overlades til selv at varetage koordinering af deres sag, når denne falder mellem flere grene af den kommunale enhedsforvaltning (hvilket de f.eks. pga. af kommunikationsvanskeligheder reelt ikke har mulighed for) og lignende.
En mulig fremgangsmåde kunne være at lade en udvidet informationsindsats over for relevante enheder ledsage af en større grad af forpligtelse til at konsultere Borgerrådgiveren om potentielle diskriminationsproblemstillinger. Dette ville være et rationelt alternativ til den nugældende ordning, hvor Borgerrådgiveren er overladt til at bedømme forholdene bagudrettet og derved kan risikere at skulle underkende større udviklingstiltag, som f.eks. digitaliseringstiltag (med deraf følgende frustration i forvaltningerne og risiko for ressourcespild).
En alternativ tilgang kan være helt at fjerne diskriminationsindsatsen fra Borgerrådgiveren. Dette vil selvfølgelig kræve, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen tages med på råd, idet i hvert fald den rådgivende opgave så vil skulle løftes andetsteds. Det er tvivlsomt, om det vil være muligt at købe sig til ekspertisen eksternt inden for den nuværende beløbsramme. Hertil kommer at kun få eksterne instanser har mulighed for at løfte opgaven (reelt nok alene Institut for Menneskerettigheder). Dette taler for at lade kompetencen blive i kommunen.
[6] Ingen anden instans har hidtil formået at skabe sådanne handlemuligheder, og det kan diskuteres, hvorvidt håndfaste retlige sanktioner over for enhver form for potentielt diskriminerende ytringer og handlinger i alle henseender er det mest hensigtsmæssige middel.
Økonomi
Videre proces
Beslutning
For så vidt angår første at besluttede Susan Hedlund (A), Signe Færch (Ø), Neil Stenbæk Bloem (F) og Lartey Lawson (B), at indsatsen skal bibeholde fokus imod at understøtte og løfte forvaltningernes arbejde med anti-diskrimination.
For så vidt angår andet at besluttede udvalget, at de direkte omkostninger ved Borgerrådgiverens diskriminationshotline synliggøres.
Jacob Næsager (C) havde følgende protokolbemærkning:
"Når Borgerrådgiveren kun modtager ca. ti opkald om året på diskriminations hotlinjen, kan ressourcerne til beredskabet anvendes bedre til andre ting. Det er formålstjenligt, at diskriminationsindsatsen samles på færre myndigheder, idet kendskabet er meget minimalt, når opgaverne er fordelt ud på mange forskellige myndigheder."