Mødedato: 24.03.2022, kl. 08:00
Mødested: Vester Voldgade 2A, 1552 København V

Opstartsdrøftelse af udvalgets fokuspunkter

Indstilling

Borgerrådgiveren indstiller til Borgerrådgiverudvalget,

at udvalget har en foreløbig drøftelse af, hvilke temaer udvalget ønsker at prioritere i valgperioden 2022-2025.

Problemstilling

Formålet med Borgerrådgiveren er at styrke dialogen mellem borgerne og Københavns Kommune samt at bidrage til sikring af borgernes retssikkerhed i forbindelse med kommunens sagsbehandling og faktiske forvaltningsvirksomhed. Det er Borgerrådgiverens opfattelse, at dette fokus på lovmedholdelig sagsbehandling, retssikkerhed og borgerbetjening også rummer den oplevede borgerservice, og at fokuseringen på den oplevede borgerservice derfor ligger naturligt inden for Borgerrådgiverens opgavebeskrivelse.

Borgerrådgiverudvalget besluttede i 2018 at arbejde med årlige temaer med fokus på styrkelse af den oplevede borgerservice.

Udvalget besluttede således i en arbejdsplan for sidste valgperiode særligt at have fokus på følgende temaer i 2018-2021:

  • Den oplevede borgerservice for borgere, der er berørt af og afhængig af flere forvaltningers koordinerede indsats (2018-2019)
  • Den oplevede borgerservice og automatisering af sagsbehandlingen og anden digitalisering (2020)
  • Den oplevede borgerservice og sagsbehandlingen for psykisk udsatte samt handicappede (2021)

Temaerne fik særlig prioritet i Borgerrådgiverens egen drift-undersøgelser (egen drift-planen for det pågældende år), men det blev understreget, at de overordnede temaer ikke udelukkede Borgerrådgiveren fra at tage andre generelle emner op i forbindelse med sit arbejde, herunder baseret på borgernes klager, politiske ønsker samt særlige udtrykte behov fra forvaltningerne og andre input.

Temaerne har fungeret som en god rettesnor i Borgerrådgiverens prioritering af indsatser, men det er Borgerrådgiverens erfaring, at det har været vanskeligt at tilpasse indsatserne efter kalenderår.

Det skyldes blandt andet, at større egen drift-undersøgelser trækker ind over årsskifter, herunder fordi tidligere egen drift-undersøgelser har måtte prioriteres, samt at der kan opstå behov for fokus på andre områder, som tidsforskyder indsatserne.

Borgerrådgiveren foreslår derfor, at udvalget generelt drøfter, hvilke temaer der er centrale for udvalget uden at begrænse det til årlige temaer.

Borgerrådgiveren vil på baggrund af drøftelsen i udvalget på et senere møde komme med et oplæg til et bruttokatalog af temaer, som udvalget kan prioritere.

De udvalgte temaer vil i valgperioden blive integreret i Borgerrådgiverens opgavevaretagelse og løbende tilbagemelding til udvalget.

Løsning

Det foreslås, at udvalget tager en foreløbig drøftelse af, hvilke temaer udvalget ønsker at arbejde med i valgperioden 2022-2025.

Økonomi

Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Udvalget vil på et senere møde modtage et konkret forslag til en bruttoliste for udvalgets prioriteringer i valgperioden.

Johan Busse /Anne-Sophie Hermansen

Beslutning

Udvalget havde en foreløbig drøftelse af, hvilke temaer udvalget ønsker at prioritere i valgperioden 2022-2025.

Udvalget viste særlig interesse for følgende emner, som udvalget bad Borgerrådgiveren om at omgøre til en bruttokatalog af emner som udvalget kan prioritere i på et senere møde:  

  • Retssikkerhed
  • Ligebehandling
  • Fokus på de svageste og udsatte borgere, herunder borgere med handicap - Hvordan sikrer kommunen at de svageste borgere får den behandling de skal have?
  • Virksomheder - Hvordan hjælpes virksomheder der oplever udfordringer med kommunen?
  • Kommunens kommunikation - Lever kommunens kommunikation op til kommunens værdigrundlag?
  • Kommunens tilgængelighed for borgerne, herunder telefonisk
  • Systematik i opbygning/oplæring af kompetencer til dialog med borgerne - Sker der vidensdeling på tværs af forvaltningerne?
  • Flersproglighed - Hvordan håndterer kommunen sproglige udfordringer, herunder tilbud/brug af tolke
  • Prioritering af opgaver/arbejdsprocesser hos Borgerrådgiveren
  • Koordination og helhedsorienteret behandling af borgerne - Sager hvor borgere er tilknyttet/afhængig af flere forvaltninger/flere enheder i en forvaltning - Hvordan sikres at borgerne ikke kommer i klemme på grund af kommunens organisering?
  • Retssikkerhed for unge under 18 år - Er der retssikkerhedsmæssige udfordringer i placering af unge i institutioner, der er etableret mhp. surrogatfængsling blandt andet på grund af ventelister til kommunens botilbud?
  • Udbredelse og brug af politisk besluttede tilbud - Hvordan sikres der at de tilbud der besluttes politisk rent faktisk når ud til borgerne?
  • Forvaltningernes/sagsbehandlernes perspektiv, hvilke forklaringer er der på tilfælde, hvor kommunen ikke leverer det ønskede?
Til top