Mødedato: 29.10.2020, kl. 19:00
Mødested: Biblioteket Rentemestervej

Tryghedspartnerskabets - forankring

Det indstilles,

  1. at Bispebjerg Lokaludvalg drøfter overvejelser ved at forankre tryghedspartnerskabet på Bispebjerg med henblik på en endelig beslutning på lokaludvalgsmødet i december.

Baggrund

Bispebjerg Bydel har i rigtig mange år lidt under tryghedsproblemer med bandekonflikter, hærværk, ildspåsættelser, overfald, vanvidskørsel, hash- og stofsalg og meget mere. I perioder præger banderelateret kriminalitet store boligområder i et meget stort geografisk område af bydelen – ikke kun Nordvest men over mod Ryparken og Emdrup.

Tryghedspartnerskabet lukker ned samtidig med områdefornyelsen medio 2021 og dermed stoppes indsatsen med at arbejde forebyggende med det kriminalpræventive.

Bylivsudvalget vil gerne rejse et forslag om, at lokaludvalget arbejder for at, Københavns Kommune sætter midler af til at løse udfordringerne på Bispebjerg, så utrygheden i kvarteret fortsat bliver håndteret fagprofessionelt og lokalt på et tilstrækkeligt niveau, så det får mere karakter af forebyggelse end ”brandslukning” gennem en koordineret indsats i samarbejde med lokalområdets beboere.

I 2019 gjorde beboerrepræsentanterne i området ved Ungdomsskolen opmærksomme på, at der er gentagende problemer med unge i kældre. Her har tryghedspartnerskabet hjulpet med tryghedsvandringer og LU/Sikker By har igangsat en dialog med ungdomsskolen og understøttet netværket ”Unge i kældre”.

Denne sommer har beboerrepræsentanter fra flere store boligafdelinger i nordvest-kvarteret udtrykt, at det har været en rolig periode, men i september måned modtog lokaludvalgssekretariatet henvendelser fra flere beboerrepræsentanter med information om stigende uro. Blandt informationerne er en oplysning om – og det er svært at få det endeligt bekræftet – at der aktuelt foregår banderekruttering i Bispebjerg-området. Sikker By, Politi og Ungdomsskole er i gang med at iværksætte en bedre dialog til beboerne i lokalområdet. Beboerrepræsentanterne i området ønsker forsat, at trygheden prioriteres på Bispebjerg og at de kan indgå i et ”forum/netværk” om dette. Kantorparken har ligeledes henvendt sig til Bispebjerg Lokaludvalg med ønske om at blive tænkt ind det strategiske arbejde med tryghed.

Derfor rejser Bylivsudvalget et forslag om, at der tilføres nye ressourcer til tryghedsarbejdet på Bispebjerg, når områdefornyelsen lukker ned. Der er et behov for en længerevarende koordinering og håndtering af den strategiske, forebyggende indsats med en faglig kyndighed indenfor det kriminalpræventive og kontakten til et ”tryghedsnetværk”. Lokaludvalgssekretariatets rolle kan forsat være at stille lokaler til rådighed, indkalde til møder og stå for forplejning, men der er ikke ressourcer i lokaludvalget til at løfte tryghedsproblemstillingen på samme niveau, som et tryghedspartnerskab kan levere. 

Løsning

Lokaludvalget drøfter indstillingen.

Økonomi

Ingen økonomi forbundet med indstillingen.

 

Beslutning

Lokaludvalgets beslutning:

Ad 1: Der skal arbejdes videre med at få et egentligt tryghedspartnerskab til bydelen – og som skal varetagetage tryghedsarbejdet i hele bydelen.

Til top