Drøftelse af rollen som følgegruppemedlem
Baggrund
Bispebjerg Lokaludvalg arbejder med en række forskellige sager i bydelen. For flere af sagerne gælder, at de nu er overgået til en ny fase, hvor det er forvaltningerne, som driver projekterne, og hvor lokaludvalget indgår som en sparringspart. Ofte kan der være en rådgiver på og andre samarbejdspartnere.
For disse projekter gælder det ofte, at følgegruppen præsenteres for forslag eller viden, som ikke er offentlig kendt eller som endnu ikke er forevist politikerne på rådhuset.
Det er derfor vigtigt, at man som lokaludvalgsmedlem udpeget til en følgegruppe har forståelse for, at man i denne rolle blive tidligt inddraget, og kan have tavshedspligt eller blot ikke må dele viden eller slides med udenforstående – medmindre det selvfølgelig aftales i gruppen.
Som følgegruppemedlem udpeget af lokaludvalget, repræsenterer man lokaludvalget. Derfor skal emnerne så vidt muligt drøftes i underudvalgene eller på lokaludvalget, således, at følgegruppemedlemmerne ved, hvad deres mandat er. Har lokaludvalget en særlig agenda i den pågældende sag?
Herudover er det ens rolle som følgegruppemedlem at bidrage med den lokale viden, da man kender/færdes/har netværksforbindelser i eller omkring det område, som er i spil.
Løsning
1. Lokaludvalget tager drøftelsen til efterretning.