Mødedato: 28.01.2021, kl. 19:00
Mødested: Biblioteket Rentemestervej

Invitation til BR-medlemmer

Det indstilles at;

  1. at Bispebjerg Lokaludvalg drøfter forslaget
  2. at Bispebjerg Lokaludvalg giver formandskabet i samarbejde med sekretariatet bemyndigelse til at invitere gruppeformændene

Baggrund

Det er ofte blevet nævnt at procentdelen af BR-medlemmer bosiddende i Bispebjerg bydel er mindre end den burde være ud fra befolkningsandelen. Mange oplever derfor også, at BR’s kendskab til Bispebjergs udfordringer og potentialer kunne være bedre.

Bispebjerg er dog flittig til at invitere BR politikere til debatter og rundture, hvor et særligt tema er på dagsorden, og hvor den bredere befolkning er deltagende.

I dette oplæg lægges der op til en anden form, som kendes fra andre lokaludvalg: gruppeformændene fra partierne på rådhuset, inviteres på skift til deltagelse i den mere lukkede kreds til et lokaludvalgsmøde. Tanken er, at vi med kun et BR-medlem ad gangen kan komme lidt dybere ind i dette partis holdning til forskellige problematikker, som er relevante for bydelen. Og at vi – forhåbentligvis – kan få givet et klart budskab til politikeren, om hvad der er brug for i bydelen.

Der inviteres til en 45 minutters seance, hvor politikeren har de første 10-15 minutter til indledning om hvad partiet lægger vægt på, som der har en særlig relation til bydelen. Herefter åbnes der op for fælles drøftelse. I invitationen til politikeren, ridses
lokaludvalgets mærkesager op, så personen er klædt på til snakken.

Det foreslås at der som udgangspunkt inviteres BR medlemmer til de lokaludvalgsmøder, som ikke indeholder puljeansøgninger (pga. tidsforbruget). Desuden er der måneder hvor lokaludvalget holder møde på samme tidspunkt som Borgerrepræsentationen.

Løsning

Lokaludvalget drøfter og godkender forslaget.

Økonomi

Ingen økonomi forbundet med indstillingen

Beslutning

Lokaludvalgets beslutning:

Ad 1 og 2: Indstillingerne godkendt.

Til top