Mødedato: 26.08.2021, kl. 19:00
Mødested: Tagensbo Skole

Bispebjerg Lokaludvalgs 10 aktuelle bud på en bedre fremtid

Kl. 19.25-20.00

Det indstilles,

1. at Bispebjerg Lokaludvalg gennemgår bymiljøudvalgets forslag til revision af de fem første bud.

2. at Bispebjerg Lokaludvalg giver formandskabet bemyndigelse til tilretning efter forslag fra lokaludvalget.

Baggrund:

På Lokaludvalgsmødet i juni blev lokaludvalgsformandens udkast til de 10 bud fremlagt. Det blev besluttet, at de ti bud skulle drøftes i underudvalgene. De er efterfølgende blevet drøftet i Bymiljøudvalget, der er kommet frem til følgende forslag:

1) Ikke flere private ungdomsboliger i Nordvest

Slut med kun at bygge små boliger i Nordvest. Vi har allerede mange små boliger af gammeldags type fra første halvdel af 1900-tallet eller af moderne type i form af ejerlejligheder kaldet ungdomsboliger. Til gengæld har Nordvest alt for få familieboliger.

I en årrække er især det gamle industriområde fyldt op med ungdomsboliger. Ejendomsudviklerne jubler. En sikker investering fordi mange boliger kan presses ind på et lille areal uden parkeringspladser.  Vi er nu på vej mod ca. 2000 ungdomsboliger.

Lokaludvalget har intet mod ungdomsboliger og små ejerlejligheder, men vi ønsker dem ikke overalt. Vi ønsker en blandet by, og vi mangler store boliger til familier.

Ligesom der sættes mål for mængden af almene boliger i kvarterer, målt ud fra skoledistrikter, så bør der også sættes mål for antallet af familieboliger, så vi kan sikre 25 % familieboliger.

2) Utterslev Mose: Ren sø. Lad Gladsaxe betale

Københavns Kommune har svært ved at finde penge til oprensning af fæstningskanalen ved Vestvolden.

Den vigtigste årsag til mosens alvorlige forurening er et kloakoverløb fra Gladsaxe kaldet U11, der ved megen nedbør udleder kloakvand i fæstningskanalen. Herfra løber det videre til Utterslev Mose og forurener. Størstedelen af Utterslev Moses alvorlige forurening er fra Gladsaxe, som har hældt spildevand i mosen siden 60erne, og stadig gør det.

Der burde årligt sendes en faktura til Gladsaxe for den fortsatte forurening af mosen. Så ville Gladsaxe hurtigere få etableret de overløbsbassiner, der skal til for at forhindre den fortsatte forurening. Og København kunne få penge til en miljømæssig oprydning efter Gladsaxes synder gennem 60 år. 

3) Lersøparken

Projektering af skybrudsprojektet i Lersøparken er i gang, og bliver anlagt i 2022 og 2023. Lokaludvalgets forslag om at hente rent vand til Lersøen og de indre søer vil være næsten gratis, hvis det sker nu. Når først et anlæg med en skybrudssø ligger der, er det dyrt at lave om på det hele. Projektet indebærer vandboring og påsætning af en studs, så vandtrykket fra Lersøkilden kan kontrolleres. Uden en studs vil vandet danne en 4-5 meter høj gejser. Desuden skal der etableres en kanal til Lygte Å. På den lange bane spares en masse penge ved at have en stabil forsyning af rent vand til byens søer.

Lersøparken blev anlagt for over hundrede år siden. Næsten intet er ændret siden da, hvilket kan have sin charme. Man bør benytte lejligheden til at opgradere parken, så stierne bliver handicapvenlige, reetablere legepladsen, der skal flyttes, og sikre de eksisterende naturværdier og arbejde for mere biodiversitet. 

 

4) Områdefornyelse i Ryparken-Lundehus

Ryparken ligger mellem ringbanen og Helsingørmotorvejen, og er et område med mange almene boliger. Den enkelte boligforening har oftest styr på egen matrikel, men fællesarealerne og fællesskaberne har det ikke godt. Området er en oplagt kandidat til en områdefornyelse. Rymarksvænget bør ligeledes tænkes med ind i områdefornyelse, såvel som Lundehusområdet på den anden side af motorvejen.

Den sociale dimension med netværksskabelse og tiltag målrettet sårbare og andre borgere er vigtig. Herudover kunne følgende temaer komme på tale:

- At gøre selve vejen Ryparken mere spændende.

-Grænsen til Ryparkens Idrætsanlæg trænger til opgradering. Måske skulle kommunen overtage vejen langs idrætsanlægget og bygge en ny stikvej til Lyngbyvej, så tilkørslen til idrætsanlægget ikke længere generer beboerne.

- Etablering af et mødested (Eksempelvis Rymarksvej 1 eller hovedbygningen i Ryparken Idrætsanlæg).

- når skybrudsskakten og y-røret står færdigt omkring 2028, skal der etableres en park på området ved stationen, og de lovede 15 mio. kr. som var afsat dertil, skal genfindes.

- En områdefornyelse kunne hjælpe med Den Grønne Port. 

5) Den Grønne Port

Helsingørmotorvejens inderste stykke har en døgntrafik på 80.000 biler. Det er københavnerrekord. Lokalområdet på begge sider af vejen er hårdt ramt heraf. Motorvejen er placeret 20-30 meter fra boligerne langs vejen. I vestsiden er der intet fungerende støjværn. Når Lynetteholmen og Østlig Ringvej er etableret, forventes trafikken at stige til ca. 120.000 biler i døgnet. 

Løsningen er “Den Grønne port”, som er en overdækning over den lavtliggende del af Helsingørmotorvejen. En let konstruktion som kan bære et tyndt jordlag med parkagtig beplantning og områder til ophold. Et trafikhelvede omskabes til en park.

Overdækningen skal betales af staten, der ejer motorvejen, og parken af Københavns Kommune. Projektet er langsigtet, men det er en reel problemstilling. 

Løsning:

Lokaludvalget drøfter og beslutter om de første fem bud skal indgå i lokaludvalgets videre arbejde om prioritering af sager - eksempelvis i arbejdet med en ny bydelsplan. De sidste fem bud vil blive drøftet på et kommende lokaludvalgsmøde.

 

Beslutning

Ad. 1. Lokaludvalget drøftede Bymiljøudvalgets forslag til revision af de fem første bud på god udvikling af Bispebjerg Bydel.

Under mødet blev der rejst forslag om, at forslag 1 - Ikke flere private ungdomsboliger i Nordvest - skulle godkendes uden de sidste to linjer i afsnittet. Forslaget blev sendt til afstemning, og det blev godkendt med fordelingen 10 for forslaget, 2 imod forslaget og 2, der undlod at stemme.

De øvrige 4 bud på en bedre fremtid for Bispebjerg (punkt 2-5) blev godkendt uden afstemning.  

Ad 2. Bispebjerg Lokaludvalg gav formandskabet bemyndigelse til at tilrette ordlyden af de første fem bud på god byudvikling. 

 

Til top