Mødedato: 19.06.2025, kl. 19:00
Mødested: Thoravej 29

Høring: Model for basispladser i Københavns dagtilbud

Det indstilles,

1. at Bispebjerg Lokaludvalg orienteres i sagen.

 

Baggrund

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) har udarbejdet et forslag til en ny model for basispladser i Københavns dagtilbud. På udvalgsmødet den 23. april 2025 har Børne- og Ungdomsudvalget (BUU) besluttet at sende den nye model i høring.

Formålet med basispladser er at give børn den rette hjælp og støtte, så de kan blive klar til at starte i en almenskole. Det kræver en tidlig indsats og en god, velforberedt overgang til skolen og dens fællesskaber. Basispladser er én af flere støttemuligheder, som også omfatter fx støttepædagogisk bistand i alle dagtilbud eller anvisning til plusplads.

Den nye model indebærer,

  • at basispladser er integrerede pladser på almenstuer,
  • at basisinstitutioner har mindst 6 basispladser og er fordelt på både kommunale og selvejende institutioner i hele byen
  • at den tværfaglige support anviser til basispladser i stedet for central visitation,
  • at basisinstitutioner, når der periodevist er tomme pladser, bruger ressourcerne på at dele viden, tage imod besøg og praktikanter mm.

Institutioner med basispladser vil med den nye model på forhånd få midler til alle deres pladser. Hvis de periodevist har tomme pladser, skal de – i modsætning til i dag – ikke tilbagebetale midler. De skal derimod bruge de ledige ressourcer på at fungere som videnbank og videndeler ift. andre institutioner. Det vil give en mere robust økonomi for institutionerne, så der er mulighed for at realisere opgaven med at bidrage til at opbygge viden og kompetencer i institutioner, der ikke har basispladser.

Efter endt høring behandles sagen forventeligt på BUU-mødet den 13. august 2025.

Høringsfristen var d. 6. juni.

Bilag

Høringsmaterialet kan hentes her:

Høringsportalen | Model for basispladser i Københavns dagtilbud

Bilag 7 Høringssvar vedr. Model for basispladser i Københavns dagtilbud - sendes ud med dagsordenen på mail.

Løsning

1. Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.

Til top