Mødedato: 22.06.2026, kl. 15:00
Mødested: BIUs mødesal, 1. sal, vær. 57

Aftale mellem Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune om midlertidig indkvartering

Resumé

Københavns Kommune har aftale med Frederiksberg Kommune om gensidig boligplacering af ukrainske fordrevne. Aftalen anvendes aktuelt som følge af kapacitetsudfordringer i Københavns Kommune, ligesom den også tidligere har været anvendt i perioder med kapacitetspres. Aftalen står til at udløbe og skal forlænges, såfremt det fortsat skal være en mulighed for kommunerne gensidigt at boligplacere i den anden kommune. Med sagen lægges der op til en videreførelse af aftalen.

Indstilling

Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget godkender, at Københavns Kommune forlænger eksisterende aftale med Frederiksberg Kommune om mulighed for gensidig boligplacering af flygtninge og ukrainske fordrevne mellem de to kommuner.

Problemstilling

De første ukrainske fordrevne ankom til Danmark i marts 2022 som følge af Ruslands invasion af Ukraine. Der er per 10. maj 2026 blevet visiteret i alt 6.712 fordrevne ukrainere til Københavns Kommune. Kommunen indkvarterer aktuelt 3.719 personer i den midlertidige indkvartering, heraf 239 kommunekvoteflygtninge. Som følge af den fortsatte tilstrømning af ukrainske fordrevne har Københavns Kommune indgået aftale med Frederiksberg Kommune om gensidig boligplacering. Den oprindelige aftale med Frederiksberg Kommune kom i stand i foråret 2022, da Københavns Kommune manglede indkvarteringskapacitet til ukrainske fordrevne, der blev visiteret til kommunen.

Københavns Kommune vil uden en gældende aftale med Frederiksberg Kommune om gensidig boligplacering miste muligheden for at anvende denne indkvarteringsløsning. Københavns Kommune indkvarterer aktuelt 16 ukrainske fordrevne i Frederiksberg Kommune, som dermed også vil skulle fraflyttes, hvis aftalen ikke forlænges. Samtidig vil det fremadrettet ikke være muligt for kommunerne gensidigt at boligplacere ukrainske fordrevne. Frederiksberg Kommune indkvarterer aktuelt ikke ukrainske fordrevne i Københavns Kommune.

Løsning

Det foreslås, at den nuværende aftale om gensidig boligplacering mellem Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune forlænges. Aftalen giver mulighed for hurtigt at indgå konkrete aftaler om midlertidig indkvartering i den anden kommune ved behov. Forlængelsen sikrer fleksibilitet og rettidig omhu i håndteringen af kommunens indkvarteringskapacitet. Aftalen blev fornyet i sommeren 2024, med udløb i marts 2027. Det fremgår af aftalen, at der senest 30. juni skal tages stilling til en eventuel forlængelse.

Ifølge integrationsloven skal flygtninge som udgangspunkt tilbydes midlertidig indkvartering i den kommune, som de er visiteret til. Loven giver dog mulighed for at indgå en aftale om indkvartering i en anden kommune, hvor hjemkommunen fortsat har integrationsansvaret. Det betyder, at Københavns Kommune fortsat vil have ansvaret for de ukrainske fordrevne, f.eks. i forhold til skole- og institutionstilbud, beskæftigelsesindsats, tilbud efter serviceloven mm., og at de tilhørende indtægter og udgifter i forbindelse med den enkelte flygtning stadig ligger hos Københavns Kommune, selvom de er midlertidigt indkvarteret på Frederiksberg.

Økonomi

Det er en generel aftale, der ikke forpligter kommunerne til indkvartering på en bestemt lokation. Eventuelle konkrete aftaler om indkvartering af ukrainske fordrevne og flygtninge håndteres inden for de eksisterende økonomiske rammer på indkvarteringsområdet.

Københavns Kommune indkvarterer aktuelt alene ukrainske fordrevne i bygninger i Frederiksberg Kommune, som Københavns Kommune selv ejer. Kommunen har i perioder tidligere benyttet ledig kapacitet på indkvarteringssteder drevet af Frederiksberg Kommune, men anvender ikke denne mulighed på nuværende tidspunkt.

Politisk handlerum 

Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget kan godkende muligheden for at kommunen kan indkvartere flygtninge og fordrevne i Frederiksberg Kommune eller bede forvaltningen om udelukkende at håndtere indkvarteringen indenfor egne kommunegrænser.

Videre proces

En forlængelse af aftalen om gensidig boligplacering af ukrainske fordrevne forudsætter, at forlængelsen ligeledes godkendes af Frederiksberg Kommune.

Ved risiko for kapacitetsmangel i Københavns Kommune, eller hvis der opstår mulighed for at anvende ledig kapacitet i Frederiksberg Kommune, vil forvaltningen indgå i dialog med Frederiksberg Kommune om konkrete aftaler.

Såfremt der indgås konkrete aftaler om boligplacering, vil Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget blive orienteret.

[Henrik Lund / Andreas Engsig]

 

Til top