Mulig finansiering af yderligere midler til handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser
Resume
Beskæftigelses, Integrations og Erhvervsudvalget (BIU) bestilte på deres udvalgsmøde den 16. februar en drøftelsessag vedr. muligheder for yderligere finansiering til handleplan mod racisme, etniske diskrimination og hadforbrydelser. I denne sag præsenteres mulige løsninger til finansiering og beskrivelse af, hvad yderligere midler kan bruges på.
Indstilling
Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget drøfter sag om finansiering af yderligere midler til handleplan mod racisme, etniske diskrimination og hadforbrydelser
Problemstilling
BIU har på deres møde d. 16. februar bestilt en drøftelsessag, der beskriver mulighederne for at tilføje yderligere 3 mio. kr. til handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser. Sagen beskriver derudover, hvad en sådan finansiering kan foreslås anvendt til.
Rammer for anvendelse af midler
En bevilling er en bemyndigelse til at afholde udgifter til bestemte formål inden for den vedtagne økonomiske ramme. Bevillingsmyndigheden ligger hos Borgerrepræsentationen (BR), og der kan derfor som udgangspunkt ikke iværksættes aktiviteter, der medfører udgifter, uden at der foreligger en bevilling hertil.
I 2023 prioriterede udvalget midler på indsatsrammen for 2024-2026 til en forhøjelse af integrationshandleplanspuljen. Midlerne blev dengang omprioriteret fra et forventet mindreforbrug som en konsekvens af daværende lovændringer for brugen af øvrig vejledning og opkvalificering.
Forvaltningen er blevet opmærksom på, at der dengang skulle være udarbejdet en sag til BR med det formål at få en bevillingsbemyndigelse til aktiviteten. Af samme grund lægges der med denne sag op til, at i fald udvalget ønsker at finansiere opnormeringen indenfor egen ramme, vil det kræve godkendelse af BR for at kunne igangsætte de nye aktiviteter.
Løsning
I nedenstående beskrives mulighederne for at afsætte yderligere tre millioner til handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser via henholdsvis finansiering via servicemidler inden for udvalgets egen ramme, finansiering via indsatsmidler inden for udvalgets egen ramme samt finansiering via et budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2027.
Finansiering via servicemidler (egen ramme)
Udvalget kan vælge at finansiere initiativerne ved at omprioritere midler inden for udvalgets eksisterende servicemåltal.
Dette vil nødvendigvis indebære reduktion eller udskydelse af andre aktiviteter inden for servicerammen.
En sådan prioritering skal ses i lyset af, at alle områder i 2027 i forvejen vil være påvirket af reformbesparelser. Yderligere omprioriteringer til finansiering af handleplanen vil derfor forstærke presset fra beskæftigelsesreformen
Konsekvensen vil være, at der skal gennemføres yderligere besparelser på eksisterende indsatser. Dette vil blandt andet kunne medføre en reduktion i servicen over for borgerne, herunder færre samtaleforløb.
Det skal således understreges, at finansiering inden for egen ramme ikke er neutral, men vil kræve yderligere reduktioner i serviceniveauet for at tilvejebringe de nødvendige midler.
Såfremt udvalget selv tilvejebringer finansieringen, vil det fortsat kræve en politisk beslutning i både Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen at udmønte midlerne til handleplanen.
Finansiering via indsatsmidler (egen ramme)
Indsatsmidler på beskæftigelsesområdet er placeret på styringsområdet overførsler mv. og er forbeholdt udgifter til beskæftigelsesindsatsen. Det er yderligere et krav, at midler på indsatsrammen kan henføres til et specifikt CPR-nummer. Det er derfor som udgangspunkt ikke muligt at afsætte midler fra styringsområdet overførsler mv. til finansiering af de foreslåede initiativer under handleplanen mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser, som fremgår nedenfor.
Da udvalget i 2023 ønskede at forhøje midlerne til handleplanen for racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser med 3 mio. kr., blev der omprioriteret midler fra integrationshandleplanen. Det medførte færre midler til indsatserne under integrationshandleplanen. Udvalget prioriterede derfor et forventet mindreforbrug på indsatsrammen, så det samlede beløb på integrationshandleplanen forblev uændret. Heraf udgjorde 3 mio. kr. af de i alt 12 mio. kr. indsatsmidler.
De 3 mio. kr. i indsatsmidler i integrationshandleplanen blev udmøntet til en beskæftigelsesrettet indsats i jobcentret. Indsatsen blev samtidig finansieret med yderligere 3 mio. kr. i servicemidler fra handleplanen, da dette var nødvendigt for driften af indsatsen. Samlet set udgør indsatsen dermed ca. halvdelen af integrationshandleplanens midler. Målgruppen for denne indsats er senere blevet omfattet af arbejdspligten, hvilket betyder at midlerne fra integrationshandleplanen ikke længere kan anvendes på denne gruppe borgere. Målgruppen blev derfor udvidet til flere målgrupper i jobcentret, blandt andet dagpenge- og sygedagpengemodtagere.
Udvalget kan vælge at beslutte en lignende omprioritering mellem handleplanerne og samtidig prioritere 3 mio. kr. i indsatsmidler til Integrationshandleplanen som kompensation.
Det bemærkes, at i fald udvalget vælger at opnormere handleplanen mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser med midler fra integrationshandleplanen og tilføre indsatsmidler til denne som kompensation, vil det indebære, at omkring halvdelen af handleplanen (3 mio. kr. i indsatsmidler og 3 mio. kr. i servicemidler) fortsat vil være bundet til den beskæftigelsesrettede indsats. Baggrunden er, at indsatsmidlerne har et snævert anvendelsesområde. Udvalget vil derfor have meget begrænset mulighed for at prioritere disse midler til andet.
Finansiering via budgetnotat (Budget 2027)
Der kan udarbejdes et budgetnotat med henblik på at søge finansiering til initiativerne i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2027. I dette tilfælde vil initiativerne indgå i den samlede politiske prioritering i budgetforhandlingerne. Med denne model vil finansieringen ikke belaste udvalgets eksisterende økonomiske ramme, men realiseringen af initiativerne vil afhænge af udfaldet af budgetforhandlingerne og derfor tidligst kunne igangsættes fra budgetåret 2027.
Forslag til initiativer i en udvidet handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser:
Forvaltningen har set på, hvilke initiativer, at udvalget med en finansiering på yderligere 3,0 mio. kr. årligt fra 2027-2030 til handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser med fordel kan prioritere. Der er både tale om videreførelse af eksisterende initiativer og forslag til nye initiativer:
Støtte til Mino Danmark (0,3 mio.)- videreførelse
Med indsatsen uddannes minoritetsetniske unge til at engagere sig i foreningslivet og bidrage til at forebygge diskrimination og racisme gennem oplysning og dialog.
Opkvalificering af fagpersoner i samarbejde med Center for Konfliktløsning (0,5 mio.)- videreførelse
Forvaltningen har i samarbejde med Center for Konfliktløsning gennemført opkvalificeringskurser for lærere og pædagoger i 2025 og 2026. Formålet er at styrke fagpersoners kompetencer til at håndtere modstandsadfærd, kontroversielle emner og udfordrende gruppedynamikker. Indsatsen ønskes videreført.
Brobyggerugen (0,5 mio.)- videreførelse
Temauge, der gennem undervisning, spil og oplæg om demokrati, rettigheder og fællesskab styrker elevernes tolerance, forståelse for forskellighed og evne til at indgå i konstruktiv dialog. Indsatsen er gennemført i 2024 og 2025 på seks skoler årligt (i alt 12 skoler), gennemføres i 2026 og ønskes videreført.
Dialogaktiviteter under Åben Skole (0,5 mio.) - videreførelse
Målrettede undervisningsforløb/workshop for skoleelever i samarbejde med etablerede aktører med solid faglig viden og stærke formidlingskompetencer indenfor racisme, diskrimination og hadforbrydelser. Aktørerne udvælges via en åben tilbudsindhentning. Indsatsen koordineres med BUF inden for rammerne af Åben Skole-samarbejdet, men tilbydes tillige fri- og privatskoler.
Efterværn for ofre for hadforbrydelser – pilotprojekt (1,2 mio.)- nyt
BIF fik i 2025 udarbejdet en forundersøgelse hos ALS Research, som peger på behov for en efterværnsindsats til ofre for hadforbrydelser i Københavns Kommune. Pilotindsatsen foreslås organiseret i en todelt model med juridisk/økonomisk rådgivning og psykologisk støtte. Indsatsen forventes at kunne omfatte 50–100 københavnere årligt.
Økonomi
Sagens økonomiske konsekvenser afhænger af beslutningsudfaldet.
Politisk handlerum
Udvalget kan bestille et budgetnotat til finansiering af yderligere initiativer under handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser til forhandlingerne om budget 2027. Det kan være de foreslåede initiativer eller andre initiativer.
Alternativt kan udvalget bede forvaltningen om at udarbejde forslag til, hvor der tilvejebringes yderligere servicereduktioner foruden reformbesparelserne mhp. selv at tilvejebringe finansieringen.
Videre proces
Bestilles der et budgetnotat, vil det blive forelagt udvalget forud for forhandlingerne om budget 2027.
I fald udvalget ønskes opnormeringen finansieret indenfor egen ramme vil der blive udarbejdet en sag til ØU/BR med indstilling om dette.
Henrik Lund / Signe Maria Christensen