Mødedato: 20.04.2026, kl. 16:00
Mødested: BIUs mødesal, 1. sal, vær. 57

Koncept for plakatkampagne om forvaltningens grønlandsindsats

Se alle bilag

Resumé

Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen planlægger en kampagne om forvaltningens indsats målrettet inuit/grønlændere i København – Tikilluarit. Kampagnen kører på kommunens plakatstandere og på sociale medier i uge 20.

Indstilling

Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget tager kampagnekonceptet til efterretning.

Problemstilling

Københavns Kommune disponerer over 255 plakatsøjler og 29 digitale flader (tilsammen kaldet Abribus-pladser). Forvaltningerne har på skift adgang til at bruge disse pladser til informationskampagner. BIF disponerer over Abribus-pladser to uger i år. BIF har tidligere kørt kampagner vedr. fx fritidsjob, erhvervsuddannelser og mod diskrimination. Næste kampagne kører i uge 20, og emnet er kommunens indsats målrettet inuit/borgere fra Grønland.

Emnet er valgt, da inuit/grønlændere i København kan have svært ved at finde fodfæste på det danske arbejdsmarked, og flere oplever forskelsbehandling og diskrimination i mødet med de danske myndigheder. Derfor søsatte forvaltningen i 2025 indsatsen Tikilluarit, som betyder ’velkommen’. Med indsatsen tilbydes herboende og nytilflyttede borgere fra Grønland rådgivning om uddannelse, karriere og hverdagen i Danmark. Samtidig lanceredes en hjemmeside, som beskriver forvaltningens tilbud til målgruppen (Kalaallit København-imut nuuttut). Kampagnen skal bruges som løftestang til at øge kendskabet til Tikilluarit og hjemmesiden. Konceptet præsenteres i bilag 1.

Løsning

Visuelt tager konceptet for kampagnen udgangspunkt i det grønlandske flag.

Den primære målgruppe for kampagnen er herboende og nytilflyttede inuit/grønlændere, som vi ønsker får kendskab til forvaltningens tilbud. Den sekundære målgruppe er københavnerne, som kommer forbi plakaten i bybilledet eller ser opslag på sociale medier.

Budskabet til den primære målgruppe er: ‘Få en god start i København’ med underpunkterne ‘Job og Karriere’, ’Studieliv’ og ’Guide til den første tid’. Der er valgt positivt vinklede ord, som sætter målgruppen i en stærk, selvstændig position.

Til den sekundære målgruppe er der to budskaber, som ligger implicit i plakatens udformning og tekst: Dels budskabet om målgruppen som en stærk gruppe, der studerer, tænker i karriere osv., og dels at Københavns Kommune har indsatser, der styrker grønlandske borgeres integration.

Sideløbende med, at kampagnen kører i bybilledet, udvikles en række opslag til sociale medier med fokus på forskellige elementer af Tikilluarits tilbud.

Kampagnen bredes desuden ud til kommunens samarbejdspartnere, herunder til medlemmerne af den tidligere vidensgruppe, der i 2024 rådgav forvaltningen om forvaltningens inuit/grønlandsindsats og bl.a. er kommet med anbefalinger til udviklingen af Tikilluarit. Vidensgruppen er i dag omformet til en følgegruppe og består af organisationer og personer, som repræsenterer eller arbejder med inuit/grønlændere. Konkret vil der blive udarbejdet en kommunikationspakke, som distribueres via Tikilluarit til følgegruppe og samarbejdspartnere, bl.a. med et antal trykte plakater.

Internt kommunikeres der om kampagnen på BIFs Intranet og infoskærme, hvor formålet er at informere medarbejdere om, hvordan de kan henvise borgere inuit/grønlændere til Tikilluarit.

Kampagnen omtales desuden på BIFs LinkedIn-profil.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser

Politisk handlerum

Udvalget har mulighed for at komme med forslag til supplerende aktiviteter under kampagnen og er desuden velkomne til selv at bidrage ved at dele kampagneopslagene på egne sociale medier.

Videre proces

Der udvikles en SoMe-kampagne baseret på konceptet. Plakatkampagnen skydes i gang 11. maj og kører en uge på kommunens plakatstandere; SoMe-kampagnen kører 3-4 uger på Facebook og Instagram.

 

Til top