Hændelser i indkvarteringen
BIU-Indstilling
Resume
Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget orienteres med denne sag om antallet af politianmeldelser foretaget af ledelsen i indkvarteringen samt om en ny praksis for den fremadrettede løbende orientering af udvalget om hændelser i indkvarteringen.
Indstilling
Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget tager orienteringen om antallet af politianmeldelser i indkvarteringen til efterretning.
- at Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget tager ny praksis for orientering af udvalget om hændelser til efterretning.
Problemstilling
Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget har anmodet om en redegørelse for antallet af politianmeldelser i indkvarteringen. Samtidig vil forvaltningen tydeliggøre, hvordan udvalget fremadrettet orienteres om væsentlige hændelser og det generelle hændelsesbillede i indkvarteringen.
Løsning
Antal politianmeldelser i indkvarteringen foretaget af ledelsen
Forvaltningen orienterer med dette afsnit om antallet af politianmeldelser, som ledelsen i indkvarteringen har foretaget siden 2023. Opgørelsen omfatter alene anmeldelser, hvor forvaltningen som arbejdsgiver eller driftsansvarlig har været direkte involveret.
Forvaltningen har registreret følgende politianmeldelser foretaget af ledelsen i indkvarteringen:
- 1 i 2023
- 3 i 2025
- 1 i 2026
Der er således i alt foretaget fem politianmeldelser siden 2023.
Antallet skal ses i sammenhæng med rammerne for registrering af politianmeldelser. Indkvarteringsboliger betragtes som beboernes private hjem og er derfor ikke at betragte som hverken bosteder eller andre typer lignende socialpædagogiske institutioner eller tilbud. Derfor er det som udgangspunkt beboerne selv, der anmelder eventuelle forhold til politiet. Disse anmeldelser registreres ikke af forvaltningen og indgår derfor ikke i opgørelsen. Forvaltningen registrerer alene politianmeldelser, der vedrører forhold, hvor medarbejdere i indkvarteringen er involveret, eller hvor forvaltningen som arbejdsgiver har ansvar for opfølgning.
Orientering af udvalget om særligt alvorlige hændelser og hændelsesbilledet i indkvarteringen
Forvaltningen har på baggrund af dialogen i udvalget besluttet en ny praksis for orientering af udvalget om hændelser i indkvarteringen.
Indkvarteringen har i dag en størrelse og kompleksitet, hvor der løbende forekommer episoder af både mere og mindre alvorlig karakter. Langt hovedparten håndteres lokalt og har en karakter, hvor der ikke er grundlag for en detaljeret og systematiseret afrapporteringspraksis. Det vurderes derfor hverken muligt eller hensigtsmæssigt at orientere udvalget om alle episoder og hændelser.
Fremadrettet vil udvalget derfor blive orienteret efter følgende principper:
- Løbende orientering: Udvalget orienteres som udgangspunkt via mail om alvorlige hændelser, som forvaltningen vurderer, kan have en særlig politisk og/eller medie bevågenhed. Orientering kan også ske mundtligt på udvalgsmøder, hvis det vurderes mere hensigtsmæssigt.
- Samlet status: Udvalget vil herudover modtage en samlet orienteringssag hver 4. måned om det generelle ”hændelsesbillede” i indkvarteringen. Orienteringen forventes bl.a. at indeholde informationer om:
- Antal advarsels- og udsættelsessamtaler
- Antal udsættelser
- Antal politianmeldelser foretaget af ledelsen i indkvarteringen
- En overordnet beskrivelse og vurdering af det generelle situationsbillede i indkvarteringen.
En advarselssamtale gennemføres, når en beboer gentagne gange har overtrådt husordenen, eller har begået en væsentlig overtrædelse. En udsættelsessamtale gennemføres, når en beboer fortsat overtræder husordenen trods tidligere advarsel, eller har begået en særdeles alvorlig overtrædelse.
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.
Politisk handlerum
Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget kan stille spørgsmål til den nye praksis for orientering af hændelser i indkvarteringen.
Videre proces
Den nye praksis for orientering af udvalget implementeres efter behandling. Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget vil modtage den første samlede status om hændelsesbillede i august 2026.