Temaer til Københavnertinget 2027
Resume
Med budget 2026 besluttede Borgerrepræsentationen, at der i perioden 2027-2029 skal afvikles to Københavnerting hvert år. Københavnertinget er blevet besluttet som selvstændigt projekt, og ikke som københavnerinddragelsesmetode til en specifik strategi/plan/projekt. Fagudvalget skal beslutte, om de vil indgive forslag til, hvor Københavnertinget 2027 skal anvendes.
Indstilling
Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget godkender forvaltningens forslag til temaer, hvor Københavnertingets anbefalinger kan anvendes i 2027.
Problemstilling
Ved budget 2026 blev det besluttet, at gen-igangsætte Københavns Kommunes Københavnerting og Københavnersamlinger i perioden 2027-2029. Fremover anvendes fællesbetegnelsen Københavnerting, da Københavnerting og –samlinger er samme metode, som kan tilpasses ift. de projekter, hvor metoden anvendes.
Københavnertinget blev besluttet som et selvstændigt projekt, uden tilknytning til en specifik plan/strategi/projekt el.lign. Alle fagudvalg har derfor mulighed for at komme med forslag til, hvilke kommende eller nye strategier/planer/projekter, som Københavnertinget skal bidrage til i hhv. 2027, 2028 og 2029. Lokaludvalgene får også mulighed for at indsende forslag.
Københavnertinget 2027 forventes at lancere sine anbefalinger i hhv. maj/juni og december 2027. Anbefalingerne bliver herefter overdraget til videre behandling i det relevante fagudvalg og evt. Borgerrepræsentationen.
Der er er en række betingelser, som skal opfyldes, for at det giver mening at anvende Københavnertinget som inddragelsesmetode. Temaet skal blandt andet kunne bearbejdes af en repræsentativt sammensat gruppe af den brede befolkning. Dvs. at temaer, som kræver involvering af udsatte borgergrupper eller meget specifikke brugergrupper ikke er egnet. Ligeledes er temaer, som kræver dybdegående teknisk viden heller ikke egnet. Relevante temaer, er dem, hvor repræsentanter fra den brede befolkning kan komme med bud på overordnede prioriteringer eller anbefalinger til temaer ud fra hverdagserfaringer. Fx hvordan der skal prioriteres mellem forskellige hensyn i byudviklingen eller hvordan københavnerne mener København kan blive en sundere by.
Se mere om Københavnertinget som metode og retningslinjer for valg af tema i bilag 1.
Økonomiudvalget og evt. Borgerrepræsentationen træffer den endelige beslutning om, hvor Københavnertinget skal anvendes/bidrage pba. de indkomne forslag.
Løsning
Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget skal beslutte, hvilke temaer de vil foreslå til behandling i Københavnertinget 2027.
Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen anbefaler, at Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget indsender følgende forslag:
- Plan for Københavns handelsliv i fremtiden, hvor Københavnertinget kan udarbejde anbefalinger til, hvilken retning København skal gå for at sikre et attraktivt og mangfoldigt handelsliv i fremtiden.
- Plan om at få flere borgere med handicap i arbejde, hvor Københavnertinget kan udarbejde anbefalinger til hvordan vi i København får nedbragt overledigheden blandt personer med handicap, så flere bliver en del af arbejdsmarkedet
- Plan om at skabe bedre sammenhæng i borgerforløb for ledige med sager i flere forvaltninger, hvor Københavnertinget kan udarbejde anbefalinger til, hvordan sammenhængen mellem kommunens indsatser på tværs af forvaltninger bliver bedre for den enkelte, som er i berøring med beskæftigelsessystemet.
Forslagene er nærmere beskrevet i bilag 2.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Politisk handlerum
Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget kan vælge at foreslå andre temaer.
Videre proces
Når Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget har besluttet, hvilke temaer de vil foreslå, sender Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen bilag 2 med udvalgets forslag til Økonomiforvaltningen. Økonomiudvalget beslutter pba. alle indkomne forslag fra fagudvalgene og lokaludvalgene det endelige tema for begge Københavnerting i 2027. De involverede fagudvalg får herefter det specifikke kernespørgsmål, som Københavnertinget skal arbejde ud fra til godkendelse. Processerne koordineres i samarbejde mellem Økonomiforvaltningen v. Borgerrepræsentationens Sekretariat og de involverede fagforvaltninger.