Indsats om islamofobi under handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser
Resumé
På udvalgsmødet den 8. december 2025 besluttede et flertal i udvalget, at der skal gennemføres en indsats mod islamofobi under Københavns Kommunes Handleplan mod Racisme, Etnisk Diskrimination og Hadforbrydelser. Med denne sag forelægges forslag til udmøntning af 0,5 mio. kr. i 2026 til en målrettet indsats mod islamofobi under organisationen IChange.
Indstilling
Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget godkender forslag til udmøntning af 0,5 mio. kr. til en indsats mod islamofobi i 2026 under organisationen IChange.
Problemstilling
På BIU-mødet den 8. december 2025 besluttede et flertal i udvalget, at der i 2026 skal gennemføres en indsats mod islamofobi under Københavns Kommunes Handleplan mod Racisme, Etnisk Diskrimination og Hadforbrydelser. Beslutningen blev truffet på baggrund af et medlemsforslag om, at indsatsen skal gennemføres ved, at der tildeles ”foreningsstøtte til en forening, der arbejder imod islamofobi”.
Ved skriftlig votering besluttede udvalget efterfølgende den 19. december 2025, at der afsættes 0,5 mio. kr. til indsatsen mod islamofobi i 2026. Udvalget besluttede desuden, at det nye udvalg forelægges en sag om konkret udmøntning af midlerne til indsatsen.
Løsning
Med nærværende sag forelægges udvalget et forslag til udmøntning af 0,5 mio. kr. til en indsats til bekæmpelse af islamofobi i København i 2026.
Forvaltningen har foretaget en markedsafdækning og indstiller på den baggrund, at der indgås kontrakt med organisationen IChange om tildeling af 0,5 mio. kr. i foreningsstøtte til udmøntning af indsatsen.
Indsatsen under IChange vil omfatte rettighedsoplysning og formidling af viden om muligheden for at søge juridisk rådgivning via Institut for Menneskerettigheders Diskriminationslinje blandt muslimske borgere i København. Derudover vil IChange forebygge anti-muslimsk had gennem oplysnings- og dialogaktiviteter målrettet københavnske borgere, elever og fagpersoner i form af oplæg, workshops og konferencer.
Beskæftigelses-, Integrations- og Erhversforvaltningen vil bistå IChange med sparring, herunder inddrage erfaringer fra indsatser mod antisemitisme, som gennemføres under Jødisk Informationscenter. Forvaltningen har været i indledende dialog med IChange, som er indstillet på at løfte opgaven og har oplyst, at den foreslåede ramme, herunder formål, indhold og målgrupper, stemmer godt overens med IChanges virke og deres erfaring med oplysnings-, dialog- og forebyggende indsatser i samarbejde med offentlige aktører.
Om organisationen IChange
IChange blev stiftet i 2014 som en almennyttig dansk interesseorganisation, der arbejder for at repræsentere danske muslimer og varetager deres samfundsmæssige interesser. Organisationen samarbejder med offentlige institutioner, civilsamfundet og erhvervslivet for at rådgive, vejlede og udvikle fælles løsninger på udfordringer, der berører muslimske borgere.
Gennem deltagelse i den offentlige debat, dialog og samarbejde med myndigheder og civilsamfund arbejder IChange for at styrke sammenhængskraften og fællesskabet i det danske samfund ved at skabe en repræsentativ stemme for danske muslimer.
IChange lægger vægt på mangfoldighed og gennemsigtighed og er uafhængig af religiøse retninger indenfor islam og er ideologisk og økonomisk uafhængig af andre organisationer og stater.
IChange ledes af formand Bilal Itani og er organiseret med en bestyrelse på 6 personer (m/k). Tidligere kommunalbestyrelsesmedlem i Vejle Kommune, Fouzi Abdelrazik, er medstifter af organisationen.
Økonomi
Sagen udmønter 0,5 mio. kr. i 2026.
Politisk handlerum
Udvalget kan godkende forvaltningens forslag i indstillingen eller anmode forvaltningen om at foreslå en anden aktør til at udføre indsatsen.
Forvaltningen bemærker, at der er et begrænset antal foreninger, der arbejder imod islamofobi. Mulige alternativer til IChange kunne være organisationer som Muslimernes Fællesråd eller Center for Muslimers Rettigheder (CEDA).
Videre proces
Hvis Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen arbejde videre med udmøntningen af den forslåede indsats i 2026.
Henrik Lund / Signe Maria Christensen