Drøftelse af studietur og nedsættelse af arbejdsgruppe
Resumé
På baggrund af ønske fra udvalget fremlægges hermed sag om nedsættelse af arbejdsgruppe, som kan arbejde med studieture for udvalget. Der vedlægges desuden et katalog med indledende forslag til destinationer til studietur til inspiration.
Indstilling
Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget godkender, at der nedsættes en arbejdsgruppe til planlægning af de kommende studieture.
Problemstilling
I Københavns Kommune er det muligt for stående udvalg at tage på en europæisk og en oversøisk studietur i løbet af valgperioden. Derudover er der mulighed for at tage på mindre ture indenlands. Valget af studietur skal have relevans for udvalgets ressort, og formålet med studieturen er, at udvalget kan bruge indsigterne derfra i deres videre udvalgsarbejde.
Udvalget har ønsket, at planlægningen af kommende studieture sættes i gang mhp. at udvalget kan komme på studieturene i første halvdel af embedsperioden, og på første studietur i 2026.
Løsning
Nedsættelse af arbejdsgruppe
Det foreslås, at der nedsættes en arbejdsgruppe, som skal være tovholder på planlægningen af de kommende studieture. Det foreslås, at arbejdsgruppen ud over borgmesteren består af to udvalgsmedlemmer og at arbejdsgruppen sekretariatsbetjenes af forvaltningen. Til inspiration for arbejdsgruppen har forvaltningen udarbejdet en række eksempler på destinationer (bilag 1).
Varighed af studieturene
I tråd med tidligere udvalgs studieture og for at sikre det bedst mulige udbytte af studieturene med hensyntagen til rejsetid og jetlag, foreslår forvaltningen, at der afsættes:
- fem dage til en oversøisk studietur
- fire dage til en europæisk studietur
- to dage til studietur i Danmark.
Mulige tidsintervaller til afvikling af studieturene
Forvaltningen vurderer, at det tidligst er muligt at tage af sted på en indenlandsk studietur fra maj måned pga. behov for tid til at indgå aftaler med dem, udvalget ønsker at besøge, og planlægning i øvrigt.
Derfor foreslås følgende intervaller for afvikling af udvalgets studieture:
- At den indenlandsk studietur afvikles inden sommerferien, dvs. maj eller juni. En indenlandsk studietur kræver ikke lige så meget planlægning som udenlandske studieture, og det vurderes derfor, at det er muligt at planlægge en velafviklet og fagligt relevant studietur inden for denne tidsramme.
- At den europæiske studietur afvikles i anden halvdel af 2026. Dermed imødekommes udvalgets ønske om at komme udenlands i år. En udenlandsk studietur tager tid at planlægge, men det vurderes, at dette er muligt, så længe, det er på den anden side af dette års sommerferie.
- At den oversøiske studietur afvikles i første halvdel af 2027. Dermed spredes studieturene ud over embedsperioden, mens de samtidig lægges i første halvdel, så udvalget har så meget tid som muligt til at tage indsigterne fra studieturene med i udvalgsarbejdet.
Fagligt fokus på studieturene
Danmark er et af de lande i verden, der er kendt for være et af de bedste til at få ledige i beskæftigelse. På den baggrund bemærkes det, at der i bilag 1 kun er eksempler på indenlandske destinationer, hvor der er fokus på beskæftigelsesområdet, idet forvaltningen vurderer, at udvalget vil få mest udbytte af indsigter i beskæftigelsesindsatsen, hvis det holdes inden for landets grænser.
Ved eksempler på udenlandske destinationer, er der lagt vægt på en bredere vifte af temaer, som destinationerne gør sig bemærket på, fx erhvervsvenlighed, anvendelsen af kunstig intelligens og ukrainske fordrevne.
Økonomi
Denne indstilling har ingen økonomiske konsekvenser i sig selv, men der vil være udgifter til selve planlægningen og afviklingen af studieturen.
Politisk handlerum
Udvalget kan vælge en anden proces for planlægning af studieture, end den proces forvaltningen foreslår.
Videre proces
Følgende proces foreslås for arbejdsgruppen:
- Arbejdsgruppen nedsættes ved udvalgsmødet den 16. februar 2026.
- Arbejdsgruppen mødes for at tage stilling til et konkret forslag til destination(er) og tentativt indhold i studieturen hhv. i Danmark og i Europa.
- Arbejdsgruppen fremlægger deres forslag for resten af udvalget ved udvalgsmøde den 9. marts 2026. Udvalget tager stilling til forslaget.
- Hvis der i udvalget er flertal for arbejdsgruppens forslag, går den praktiske tilrettelæggelse af studieturen i gang, herunder valg af konkrete rejsedatoer.
Henrik Lund / Signe Maria Christensen