Mødedato: 09.11.2026, kl. 16:00
Mødested: BIUs mødesal, 1. sal, vær. 57

Oplæg om Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU)

Resume

Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen har med ressortændringen fra 2026 overtaget ansvaret for Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU). Centerchef for Ungecenteret i Jobcenter København, Thomas Skou Hansen, vil holde oplæg for udvalget. Oplægget vil omhandle Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU), herunder særligt aftalerne med STU-skolerne.

Indstilling

Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget tager oplæg vedr. STU til efterretning.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen besluttede at gennemføre en række ressortændringer pr. 1. januar 2026. Her blev bl.a. ansvaret for Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU) flyttet fra Børne- og Ungdomsforvaltningen til BIF. Formålet med at flytte STU var at samle en større del af ungeindsatsen i BIF. STU er en treårig uddannelse for unge under 25 år med særlige behov, som ikke kan gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse med specialpædagogisk støtte. Uddannelsen giver ikke adgang til videregående uddannelse. Formålet med STU er bl.a. at styrke den unges personlige, sociale og faglige kompetencer og understøtte overgangen til fx beskæftigelse eller anden uddannelse. Målgruppen for STU er unge med psykisk sygdom, udviklingshæmning, autisme, ADHD, fysisk handicap, hjerneskade eller lignende, der har afsluttet grundskolen.

Københavns Kommune har aftaler med 11 private STU-skoler. Kvalitetsaftalerne er lovpligtige aftaler med ikke-kommunale STU-skoler og skal bl.a. understøtte kvaliteten og sikre, at uddannelserne lever op til lovgivningen. Derudover råder kommunen selv over STU-skolen UiU, som er forbeholdt unge med vidtgående generelle indlæringsvanskeligheder, handicap og funktionsnedsættelser.

Der er en stor stigning i antallet af unge, som visiteres til STU, og i det samlede antal STU-elever. Denne udvikling hænger bl.a. sammen med en generel stigning i antallet af børn og unge, der visiteres til specialiserede tilbud i grundskolen, herunder specialundervisning og dagbehandling.

Stigningen i antallet af STU-elever medfører budgetudfordringer i de kommende år.

Løsning

Centerchef for Ungecentret i BIF Thomas Skou Hansen holder oplæg om STU-området og udvalget får mulighed for at stille spørgsmål.

Forvaltningen har igangsat et udviklingsarbejde, som skal se på en ny retning for håndtering af det stigende antal visitationer til STU, som både er fagligt og økonomisk bæredygtig.

Udvalget vil i få forelagt sag med forslag til håndtering af budgetudfordringer primo 2027.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Udvalget vil i den kommende periode få forelagt flere sager, som omhandler STU.

 

Til top