Mødedato: 09.11.2026, kl. 16:00
Mødested: BIUs mødesal, 1. sal, vær. 57

Nye aftale- og udbudsprincipper for forvaltningens faglige indkøb via udbud

Se alle bilag

Resumé

Udvalget skal behandle forslag til nye principper for forvaltningens udbud af eksternt leverede tilbud inden for beskæftigelses-, uddannelses- og/eller integrationsrettede indsatser til københavnere.

Indstilling

Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget godkender forslag til nye aftale- og udbudsprincipper for faglige indkøb.

Problemstilling

Forvaltningerne i Københavns Kommune varetager selv faglige indkøb af varer og tjenesteydelser i henhold til udbudsloven.  

Det tidligere udvalg godkendte den 22. januar 2024 principper for forvaltningens faglige køb af beskæftigelses- og integrationsindsatser samt danskuddannelse (bilag 2).

Udvalget godkendte udbudsplanen for 2026/2027 den 18. maj 2026. Samtidig blev udvalget orienteret om, at principperne for forvaltningens faglige indkøb ville blive forelagt til behandling.  

Løsning

Forslaget til nye principper er baseret på forvaltningens erfaringer med udbud siden 2024, og ændringerne i beskæftigelseslovgivningen.

Forslaget til nye principper forenkler og reducerer antallet af principper fra 10 til 5 mere overordnede principper, der fokuserer på:

  • Udvalgets beslutninger i forbindelse med udbud
  • Markedsdialog ved udbud
  • Partnerskab med leverandører om indsatsen for og med borgere, når en aftale er indgået.

Principperne er:

  • Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget træffer årligt beslutning om opgavevaretagelsen i form af en udbudsplan
  • Dialog med markedet kvalificerer udbuddets indhold og sikrer relevante, fagligt funderede løsninger til gavn for borgerne og samarbejdet
  • Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget træffer beslutninger om rammer og indhold for hvert udbud, herunder vægtning af kvalitet/pris
  • Gode udbud sikrer de rigtige partnere til indsatserne
  • Tæt partnerskab med leverandørerne sikrer, at borgerne kommer videre.

Som noget nyt foreslår forvaltningen, at antallet af leverandører på en aftale, som udgangspunkt afhænger af aftalens økonomiske værdi. Dette vil være en del af princippet om, at ”Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget træffer beslutning om rammer og indhold for hvert udbud”. Forslaget afspejler konsekvenserne af Beskæftigelsesreformens besparelser på både indsats og myndighedsvaretagelse.

Forvaltningen foreslår således, at en aftale fremover typisk får færre leverandører end i dag. Færre leverandører vil bl.a. betyde mindre administration, bedre ressourcemæssige forudsætninger for tætte partnerskaber om indsatserne for borgerne, og mere økonomisk attraktive aftaler for markedet, idet leverandøren vil kunne forvente en højere omsætning med heraf følgende robusthed.

Forvaltningen foreslår følgende antal leverandører:

  • Ved en vurderet årlig omsætning på op til 10 mio. kr.: En aftale, i særlige tilfælde to aftaler
  • Ved en vurderet årlig omsætning på op til 20 mio. kr.: To aftaler, i særlige tilfælde tre aftaler
  • Ved en vurderet årlig omsætning på over 20 mio. kr.: Tre eller flere aftaler.

Præsentation af forslaget

Forvaltningen præsenterer på mødet udvalget for forslaget til nye vejledende aftale- og udbudsprincipper for faglige indkøb (se bilag 1). Forvaltningens rådgiver i udbud, advokat og partner Mikala Berg Dueholm, DLA Piper, holder forinden oplæg om udbudsreglerne, bilag 3.

Økonomi

Indstillingen har ikke nogen økonomiske konsekvenser i sig selv.

Politisk handlerum

Udvalget kan beslutte flere og/eller andre principper for forvaltningens faglige indkøb inden for udbudslovens ramme m.v.

Videre proces

Hvis indstillingen tiltrædes, implementeres de nye aftale- og udbudsprincipper i forvaltningens faglige indkøb. Udvalget forventes den 7. december 2026 at blive forelagt indstillinger om godkendelse af rammer og indhold for op til 3 konkrete udbud jf. udbudsplan 2026/2027.

Henrik Lund / Andreas Engsig

Til top