Mødedato: 08.06.2026, kl. 12:00
Mødested: BIUs mødesal, 1. sal, vær. 57

Udkast til Integrations- og medborgerskabspolitikken 2027-2030

Se alle bilag

Resumé

Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget blev på mødet den 18. maj 2026 præsenteret for et udkast til Københavns Kommunes Integrations- og medborgerskabspolitik 2027-2030. Forvaltningen har tilpasset udkastet på baggrund af udvalgets bemærkninger på mødet.

Indstilling

Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget godkender de opdaterede udkast til følgende afsnit:

    A. Indledning (side 2-3)

    B. Pejlemærker for integration og medborgerskab (side 3)

    C. Udfordringer og visioner på 6 centrale områder - Afsnit 1: Beskæftigelse og medborgerskab (side 4-7)

  2. at Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget tager ’Forord’ og de øvrige afsnit under ’Udfordringer og visioner på 6 centrale områder’ til efterretning.

Problemstilling

På udvalgsmødet den 18. maj 2026 havde Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget en række bemærkninger til udkastet til Integrations- og medborgerskabspolitikken for 2027-2030.

Løsning

Forvaltningen har justeret udkastet til Integrations- og medborgerskabspolitikken på baggrund af udvalgets bemærkninger. Der er kun foretaget ændringer i de afsnit, som hører under udvalgets ressort.

Der er foretaget følgende ændringer i udkastet:

  • ”Kommunens samlede tilgang” er erstattet med ”kommunens overordnede tilgang” (s. 2).
  • Der er tilføjet et begrebsafklaringsafsnit med flere begrebsdefinitioner, herunder definition af medborgerskab (s. 2-3).
  • Det er præciseret, at den enkelte har et personligt ansvar for egen integration (s. 2, 3, 4).
  • Erhvervslivet er tilføjet i pejlemærke 6 (s. 3)
  • Der er indsat en formulering om beskæftigelsesgabet for ikke-vestlige indvandrerkvinder (s. 4)
  • ’Helbredsmestring’ er fjernet (s. 4)
  • Arbejdspladsers rolle i integration og medborgerskab, herunder ift. fremme af sprogkundskaber, er tilføjet (s. 4)
  • Overskriften ”inddragelse af civilsamfund” er ændret til ”samarbejde med civilsamfund og erhvervslivet” ligesom der i teksten er tilføjet en sætning omkring samarbejde med erhvervsliv (s. 6)
  • Der er tilføjet en sætning om, at indsatsen mod ekstremisme medvirker til ”at håndtere lokale udfordringer med utryghedsskabende grupper mv.”. (s. 6)
  • Der er tilføjet afsnit om kriminalpræventive indsatser i Jobcenter København (s. 6)
  • Der er tilføjet formulering om kollegaers bidrag til integrationen (s. 7)
  • Der er tilføjet et punkt omkring samarbejde med virksomheder og arbejdspladser om integration under afsnittet ”Det vil vi arbejde på fremadrettet” (s. 7)

Ændringer fremgår tydeligt i udkastet med ændringsmarkeringer.

Forvaltningen bemærker desuden, at der på mødet den 18. maj blev fremsat visse ønsker til ændringer, som ikke foreslås imødekommet. Herunder kan nævnes:

  • Forslag om at udskifte begrebet ”indvandrere” med ”nydanskere”: Forvaltningen bemærker, at begrebet indvandrere alene bruges, når der refereres til statistik. Ellers bruges betegnelsen ”københavnere med etnisk minoritetsbaggrund”.
  • Forslag om at anvende begrebet ”assimilation” i stedet for ”integration”: Forvaltningen bemærker, at politikken tager udgangspunkt i gældende lovgivning, herunder integrationsloven, som fastlægger kommunernes ansvar på området. Det gængse juridiske og politiske styringsbegreb i Danmark er således integration.

Forslag om at tilføje tekst om udfordringer med antisemitisme: Forvaltningen bemærker, at det fremgår af politikken side 6 at Københavns Kommune har en handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser som ”samler initiativer, der retter sig mod alle borgere, og har til formål at forebygge og modvirke alle former for racisme og etnisk diskrimination og understøtte, at alle har lige adgang til byens fællesskaber."

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Politisk handlerum

Udvalget kan foreslå ændringer og tilføjelser til de af Integrations- og medborgerskabspolitikkens afsnit, som falder under udvalgets ressort.

Videre proces

Efter godkendelse bliver udkast til Integrations- og medborgerskabspolitikken sendt i offentlig høring. Efter høringsperioden bliver Integrations- og Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget præsenteret for et opdateret udkast med henblik på endelig godkendelse, forventeligt i efteråret. Udvalget vil blive orienteret om en opdateret procesplan via mandagsmail.

 

Henrik Lund / Signe Maria Christensen

Til top