Mødedato: 25.10.2021, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse D på 1. sal

Medlemsforslag: Tillid og dialog i beskæftigelsesindsatsen

Indstilling

Det foreslås,

  1. at Beskæftigelsesudvalget pålægger forvaltningen at gennemgå forvaltningspraksis overfor borgerne med både socialfaglig og juridisk ekspertise for at finde den praksis, der giver sagsbehandlerne bedst mulighed for, inden for lovens rammer, at bygge på dialog og tillid og afstå fra tvang, påbud og sanktioner. Fra gennemgangen skal der løbende rapporteres tilbage til udvalget, og der skal opbygges et samlet katalog over en rendyrket tillidsbaseret forvaltningspraksis, der løbende kan revideres.
  2. at Beskæftigelsesudvalget pålægger forvaltningen skarpt at iagttage bestemmelsen om, at der, som forudsætning for sanktion over for aktivitetsparate, foreligger et individuelt skøn om, hvorvidt og hvordan sanktionen fremmer borgerens rådighed. Dette kræver også, at dette skøn tydeligt og på lige fod med det rent juridiske indgår i partshøring og sanktionsafgørelser.

(Stillet af Alternativet)

Motivation

Forslagsstiller ønsker en forvaltningspraksis i beskæftigelsesindsatsen, der bygger på dialog og tillid mellem borger og myndighed frem for tvang og sanktion.

Det betyder, at myndighedens opgave i højeste grad er at engagere, motivere og sparre med borgeren – ikke at bestemme over borgerens valg. Altså, hvis myndigheden mener, at det ville være klogt af borgeren at søge et bestemt job, så er opgaven IKKE at tvinge dem til det, men at overbevise dem om, hvorfor det er klogt. Det er præmissen for en anstændig, ligeværdig sagsbehandling.

Beslutning

Medlemsforslaget blev udsat til næste møde.
Til top