Mødedato: 25.06.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Fleksibelt rammeudbud af akademikerindsatsen

Se alle bilag

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal træffe beslutning om, hvorvidt der skal iværksættes udbud af beskæftigelsesindsatsen knyttet til ledige med lang videregående uddannelse (akademikerne).

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

1.    at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget træffer beslutning om, at der iværksættes et udbud af fleksible rammeaftaler med andre aktører knyttet til beskæftigelsesindsatsen for ledige med længere videregående uddannelse med virkning fra 1. marts 2013.

Problemstilling

Der er årligt ca. 11.000 ledighedsberørte akademikere i Københavns Kommune. En stor del af disse har ingen eller relativt kort tid bag sig på arbejdsmarkedet, idet ca. 3/4 af disse højtuddannede ledige er under 40 år. Denne udfordring forstærkes af forventningen om, at de højere læreanstalter i de kommende år udklækker store årgange samtidig med, at tilbagetrækningsårgangene er små. Koblet med udsigten til lav vækst i den offentlige sektor er der tale om en meget stor udfordring for kommunens beskæftigelsesindsats.

Beskæftigelsesindsatsen for ledige akademikere har i en årrække været underlagt et statsligt krav om obligatorisk udlægning til andre aktører under de såkaldte LVU-rammeaftaler. Udlægningen har omfattet både myndighedsopgaven i form af afholdelse af jobsamtaler, udarbejdelse af jobplan mv. samt deltagelse i aktiveringsforløb. Der henvises til bilag 1 for et overblik over de opgaver, der i dag udlægges til anden aktør.

Som følge af finanslovsaftalen for 2012 opsagde Beskæftigelsesregionerne den 29. december 2011 – med meget kort varsel – disse rammeaftaler. På grund af det korte varsel indgik BIF i januar 2012 midlertidige aftaler med størstedelen af de aktører, der hidtil har samarbejdet med Københavns Kommune (jf. BIU-mødet den 16. januar 2012, pkt. 17).

Der skal nu træffes beslutning om den langsigtede beskæftigelsesindsats for målgruppen.

Et rammeudbud vil ikke lægge bindinger på en fremadrettet gradvis hjemtagelse af myndighedsopgaver mv., idet rammeaftaler i alle tilfælde indgås uden at kommunen hermed forpligtes til at anvende dem.

Løsning

Ansvaret for akademikerindsatsen i Københavns Kommune er i dag fordelt på tre forskellige typer af organisationer, nemlig andre aktører, Jobcenter København og de akademiske A-kasser.

Tabel 1: Anslået fordeling af akademikerne på aktørtyper i 2012

Ansvarlig organisation

Helårspersoner

Andre aktører

83 %

Jobcenter København

7 %

A-kasser

10 %

I alt

100 %

 

I 2012 vurderes der at være ca. 4.750 helårsledige akademikere.

Når udlægningsmulighederne i de midlertidige rammeaftaler udløber i 2013 står BIF således med en stor udfordring ift. at servicere den store gruppe af ledige, der i dag er udlagt til andre aktører.

Forvaltningen vurderer, at det er hensigtsmæssigt at gennemføre et fleksibelt udbud af indsatsen, der kan anvendes efter behov. Et udbud vil således ikke lægge bindinger på en fremadrettet gradvis hjemtagelse af myndighedsopgaverne.

Det er forvaltningens vurdering, at et udbud kan bidrage til:

  • Mangfoldighed i beskæftigelsesindsatsen overfor målgruppen, idet en vifte af forskellige aktører kan bidrage til øget mulighed for individuel borgerhåndtering.
  • Udnyttelse af aktørernes brede erfaring med det storkøbenhavnske arbejdsmarked bl.a. pga. aktørernes samarbejde med omegnskommuner.
  • Stærkt fokus på virksomhedsplaceringer.
  • ”Bufferkapacitet”, der muliggør en hurtig tilpasning af indsatsen, herunder sikring af rettidighed, ved konjunktursvingninger. Rammeaftaler muliggør således, at det er lettere at holde stabile enhedspriser i den kommunale del af indsatsen.

Det bemærkes herudover, at der er generel tilfredshed med andre aktører blandt de ledige akademikere, der har været udlagt til disse, jf. forvaltningens seneste tilfredshedsmåling.

Efter dialog med forvaltningens faglige ressourcepersoner i tilknytning til målgruppen er det vurderingen, at der med fordel kan gennemføres visse ændringer i de forløb, der efterspørges hos andre aktører med henblik på at sikre en fleksibel og individuelt tilrettelagt indsats for målgruppen.

Der foreslås på denne baggrund en differentieret tilbudsstruktur med tre særskilte moduler, hvor aktivering og myndighedsopgaver kan udlægges (jf. bilag 1) i en periode på op til 6 måneder. De tre moduler foreslås tonet med et arbejdsmarkedsperspektiv, der matcher de behov, som målgruppen vurderes typisk at have i forskellige dele af ledighedsperioden, jf. følgende:

Tabel 2: Arbejdsmarkedsfokus og typisk ledighedsanciennitet for modulerne

Fokusområde

Modul 1

Modul 2

Modul 3

Primært arbejdsmarkeds-fokus

Det brede akademiske arbejdsmarked

Det bredere akademiske arbejdsmarked

Hele arbejdsmarkedet

Typisk ledigheds-anciennitet

6 måneder

12 måneder

18 måneder

 

Indhold i aktørmodulerne

De tre moduler tones forskelligt, således at der i højere grad er mulighed for at tage hånd om den enkelte lediges særskilte behov, herunder eventuelle behov for at prøve sig af i en virksomhedsplacering, et relevant opkvalificeringsforløb eller evt. omkvalificering i retning af ikke-akademisk arbejde. Tabel 3 anskueliggør indholdet i de tre moduler, herunder hvordan der gradvist bygges på indholdsmæssigt:

Tabel 3: Skitse til indhold i modulerne

Fokusområde

Modul 1

Modul 2

Modul 3

Indhold

Jobsøgning, løntilskud og praktik

Jobsøgning, løntilskud og praktik

Jobsøgning, løntilskud og praktik

Opkvalificering af kompetencer

Opkvalificering af kompetencer

Omkvalificering af kompetencer

 

Der forventes i alle moduler at være et behov for stærkt fokus på at styrke de lediges kompetencer til selv at søge beskæftigelse på det private arbejdsmarked, herunder særligt i små og mellemstore virksomheder. Der forventes tillige at være fokus på geografisk mobilitet, herunder international jobsøgning og -formidling.

Fokus på kvalitet i tildelingen af rammeaftaler

Forvaltningen foreslår, at tildelingskriterierne tilrettelægges således, at vægtningen af hhv. indholdet i det borgerrettede tilbud og pris sikrer, at tilbudsgiverne byder ind med det indhold, som de ledige har behov for. En maksimalpris for det enkelte modul sikrer, at der både er økonomi til, at aktørerne fx kan levere flere opkvalificeringstilbud i modul 2 og 3 og at kommunen efterfølgende har råd til at betale for tilbuddene.

Tabel 4: Tildelingskriterier og niveauer for maksimalpriser i modulerne

Fokusområde

Modul 1

Modul 2

Modul 3

Tildelingskriterier

Kvalitet: 60 %

Pris: 40 %

Kvalitet: 60 %

Pris: 40 %

Kvalitet: 60 %

Pris: 40 %

Maksimalpris

Lav

Medium

Høj

 

Resultatbaseret styring/bonus

Forvaltningen foreslår, at der skabes hensigtsmæssige incitamenter til at levere resultater for borgerne ved at tilknytte en bonusmodel til aftalerne. Det vurderes imidlertid, at bonusordningen i de statslige rammeaftaler - med en resultatafhængig bonus på 75 % af den samlede pris for et forløb - ikke er balanceret hensigtsmæssigt, da den skaber for stor usikkerhed for aktørernes økonomi og risiko for at aktøren alene fokuserer på mest ressourcestærke af de ledige (creaming). Omvendt er det væsentligt, at der ikke er incitament til at søge borgeren fastholdt i tilbuddet. Det foreslås således, at den resultatafhængige aflønning fastholdes, men sænkes til 20 – 30 %, jf. tabellen herunder:

Tabel 5: Bonusandele i modulerne

Fokusområde

Modul 1

Modul 2

Modul 3

Bonus

30 % bonusandel

25 %  bonusandel

20 % bonusandel

 

Differentieringen i bonusandelene afspejler, at der i modul 2 og 3 er stigende krav til indholdet i tilbuddet og at der derfor bør være større sikkerhed for aktørernes økonomi.

Bonus foreslås udløst, hvis borgeren er i beskæftigelse i 3 måneder ud af 6 måneder efter tilbuddet. Det foreslås herudover, at der ydes en halv bonus ved formidling til privat løntilskudsansættelse, da der er påvist gode beskæftigelseseffekter herved. Der henvises til bilag 2 for yderligere refleksioner knyttet til bonusordningen.

Krav om erfarne tilbudsgivere

Det foreslås sluttelig, at der – i modsætning til Beskæftigelsesregionens rammeudbud – stilles krav til, at tilbudsgivere har betydelig dokumenteret erfaring med at levere beskæftigelsesindsats til ledige akademikere. Dette sikres bl.a. ved at stille krav om, at tilbudsgivere indleverer referencer fra tilsvarende opgaver.

Økonomi

Drifts- og aktiveringsbudgettet for 2012 er ikke opdelt på målgrupper. Grundbudgettet til akademikerne er dermed et tilnærmet budget, estimeret på baggrund af antallet i målgruppen og kendte aftalebevillinger til målgruppen. På den baggrund vurderes det, at det samlede budget i 2012 til kommunens akademikerindsats er ca. 60 mio. kr. fordelt på 6,7 mio. kr. til drift og 52 mio. kr. til indsats.

 

Budgettet for 2013 fastlægges politisk i efteråret 2012. Et udbud af opgaverne forventes at medføre engangsomkostninger på driften på ca. 0,5 mio. kr. i 2012/2013. Dette inkluderer udbudsomkostninger til bl.a. advokatbistand og andre projektomkostninger.

Et rammeudbud vil ikke lægge bindinger på en fremadrettet gradvis hjemtagelse af myndighedsopgaver mv., idet rammeaftaler i alle tilfælde indgås uden at kommunen hermed forpligtes til at anvende dem.

Videre proces

Efter udvalgets evt. beslutning herom går forvaltningen i gang med forberedelsen af et udbud. Forvaltningen vurderer, at der er tale om en kompliceret udbudsproces, der kræver en grundig faglig proces med inddragelse af relevante eksperter knyttet til akademikerindsatsen bl.a. i forbindelse med udformningen af aftalegrundlag, kravspecifikation, snitflader mellem anden aktør og jobcenteret, mm. Udfærdigelsen af udbudsmaterialet vurderes ikke at kunne gennemføres på mindre en tre måneder, hvorefter udbuddet kan annonceres. Hertil kommer en tilbudsfase, vurdering af indkomne tilbud og organisatorisk implementering. Det vurderes at være realistisk, at rammeaftalerne kan træde i kraft pr. 1. marts 2013.

Det bemærkes, at dette kræver, at de nugældende, midlertidige rammeaftaler forlænges med 2 måneder med henblik på at sikre indsatsen for målgruppen indtil de nye aftaler er på plads.

         Kaj Ove Christiansen

                                                                  /Morten Binder

 

Bilag

1.      Notat om myndighedsopgaver knyttet til beskæftigelsesindsatsen

2.      Notat om bonusmodeller knyttet til akademikerindsatsen

Beslutning

Ø stillede følgende ændringsforslag:

  1. at 50% af indsatsen hjemtages under forudsætning af at der findes en finansiering i budgetaftale 2013 
  2. at BIU årligt drøfter brugen af private aktører mhp. en hjemtagelse

Afstemning om forslag 1:
For stemte: 7 (A, B, F, Ø)
Imod stemte. 3 (C, V, O)
Undlod: Ingen

Ændringsforslaget blev vedtaget.

Afstemning om forslag 2:
For stemte: 3 (F, Ø)
Imod stemte 4 (B, C, V, O)
Undlod: 3 (A) 

Ændringsforslaget blev forkastet

B stillede følgende ændringsforslag:

3. at BIU årligt skal drøfte udbuddet.

Afstemning om forslag 3:
For stemte: 7 (A, B, F, Ø)
Imod stemte: 3 (C, V, O)
Undlod: Ingen

Ændringsforslaget blev vedtaget.

Indstillingen blev herefter godkendt med ændringsforslag 1 og 3, uden afstemning.

Der var følgende 2 protokolbemærkninger:
 
Protokolbemærkning fra DF og V:
Politisk ideologi i forhold til hvem der skal udføre opgaven er for vigtig i forhold til at sikre kvalitet i hjælpen til ledige med længere videregående uddannelse. Der skal være fokus på kvalitet og ikke hvem der udfører opgaven.

Protokolbemærkning fra Ø:
Enhedslisten støtter indstillingen da vi opfatter et 50% hjemtagelse som en forbedring. Vi vil arbejde for yderligere hjemtagelse de kommende år.

Ø ønsker ikke nogen udlicitering af myndighedsopgaver og noterer os at dette ikke er besluttet med denne indstilling.

Til top