Mødedato: 22.08.2011, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Kortlægning og analyse af frivillige organisationers lektiehjælp (Fællesindstilling BIF, BUF) (B-sag)

Se alle bilag
Udvalgene skal tage stilling til kortlægning og analyse af frivillige organisationers lektiehjælp samt forslag til opfølgende initiativer.

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses - og Integrationsforvaltningen (BIF) og Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller,

1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget tager kortlægning og analyse til efterretning

2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget godkender, at forvaltningerne sørger for at synliggøre og arbejde for, at frivillige organisationers lektiehjælp fremmes i kommunens frivillighedsnetværk som en del af Frivillighedspolitik 2011-2014

3. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget godkender, at Børne- og Ungdomsforvaltningen nedsætter en arbejdsgruppe af praktikere, som inden udgangen af 2011 fremlægger forslag til, hvordan elever med behov herfor sikres tilbud om lektiehjælp i skoler, institutioner eller hos frivillige organisationer

Problemstilling

Som en del af Budget 2011 blev det besluttet, at BIF og BUF i samarbejde skulle gennemføre en kortlægning og analyse af frivillige organisationers tilbud om lektiehjælp med det formål at undersøge, om tilbuddene findes i boligområder med størst behov, og om der er behov for kommunale tiltag, der kan understøtte de involverede frivillige og børnenes behov.

Løsning

Forvaltningerne har udarbejdet "Analyse af de frivillige organisationers arbejde med lektiehjælp i Københavns Kommune" på baggrund af  input fra SOF, KFF, BIF og BUF, se bilag 1. I det følgende gives en kort beskrivelse og besvarelse af de rejste problemstillinger og forslag til indsatser.

Frivillige organisationers lektiehjælp
Kortlægning af frivillige organisationers lektiehjælp. Der eksisterer ikke nationale eller kommunale oversigter over frivillige organisationers lektiehjælp, hvorfor arbejdsgruppen har indsamlet data herom, se bilag 2. Der foreligger nu en database over 49 lektiehjælpscafeer. Deres geografiske placering er sammenholdt med eksisterende områdekort med skoler, fritidshjem, juniorklubber og klubber, idet der på skole- og fritidsområdet er forpligtigelse til at tilbyde børn og unge hjælp til lektier, se bilag 3.

Lektiehjælpen findes i boligområder med størst behov. Til besvarelse af spørgsmålet om behov og placering af lektiehjælp er anvendt ’Det socioøkonomiske Københavnerkort’ og en interessentanalyse. 

Ud fra kortlægningen og analysen eksisterer der umiddelbart en fornuftig placering og antal af frivillige lektiehjælpscafeer. De frivillige organisationers lektiehjælpscafeer findes således i boligområder med størst behov. De frivillige organisationer er generelt meget optagede af at være til stede i lokalmiljøer, hvor der er mange børn og unge med behov for lektiestøtte, og at dette lykkes ses fx på Indre Nørrebro. Både på Indre Nørrebro og i andre områder ligger lektiehjælpstilbud nærmest dør-om-dør. Organisationernes erfaringer er, at lektiehjælpen oftest indeholder forskellige sociale aktiviteter i tilknytning til lektielæsningen. Det betyder, at cafeerne i praksis er forskellige og også vil opleves forskelligt af børnene og de unge. En forskellighed, der er en styrke i forhold til at tiltrække og fastholde så mange børn og unge som muligt.

Analysen viser endvidere, at der er behov for kommunale tiltag på følgende områder:
a) tættere koordinering og støtte til de frivillige samt b) støtte til børnene.

Ad a) De frivillige organisationer ønsker, at der bliver lavet en samlet oversigt over frivillige tilbud til støtte for deres fremtidige projekter. Det er vigtigt, at de frivillige ikke bliver konkurrenter, men i stedet samarbejder.

Der ønskes et årligt møde for frivillige interessenter, hvor man kan vidensdele og erfaringsudveksle. Mødet vil kunne samle oplysninger om udbuddet af frivillig lektiehjælp. Endvidere vil tiltaget kunne bidrage til at fremme kommunens samlede frivillighedspolitik og kommunikation herom.
Da Kultur– og Fritidsudvalget har vedtaget en Frivillighedspolitik 2011-2014 foreslås det derfor, at organisationernes ønsker bringes videre til drøftelse og behandling i det nye interne frivillighedsnetværk.

Ad b) Med hensyn til støtte til børnene peger analysen i lighed med en tidligere evaluering på området, at der er vanskeligheder på to områder. (’Evaluering af lektiecafeer/elevcentre i Københavns Kommune 2005’, CASA). For det første når det gælder om at få kontakt til og fastholde gruppen af drenge over 12 år oftest med indvandrerbaggrund. Det er ifølge organisationerne vanskeligt, fordi der er udfordringer med at skabe tiltrækkende lektiehjælpsformer og et socialt liv i tilknytning hertil, som disse drenge finder attraktive. For det andet at samspillet mellem de frivillige lektiehjælpstilbud og de institutionaliserede tilbud ikke fungerer som ønsket. De frivillige organisationer har udtrykt undren over lektiehjælp på skoler, fritidshjem og  klubområdet, idet de ikke var klar over, at et sådan tilbud fandtes. 

Lektiehjælp i skole- og fritidstilbud
På skole- og fritidsområdet er gældende at alle skoler skal have et tilbud til eleverne om lektiehjælp i otte ugentlige lektioner, og alle KKFO-ere/fritidshjem skal tilbyde børnene hjælp til lektielæsning efter skoletid.

Endvidere er det eksplicit et krav til skole- og institutionslederne, at de har et ansvar for at koordinere lektiehjælpsindsasten på egen skole/fritidsinstitution med frivillige tilbud i lokalområderne. På klubområdet er der - som oftest - tilbud om en eller anden form for lektiehjælp, og Ungdomsskolen udbyder hver år kursustilbud, der handler om at styrke elevernes faglige niveau i relation til specifikke skolefag.

Ifølge resultater fra Københavnerbarometer 2011 er der i gennemsnit 22% af eleverne, der benytter skolens lektiecafe. Resultaterne viser desuden, at der i gennemsnit er flere tosprogede elever, der benytter skolens lektiecafe, end etsprogede elever. 

Indsatser
Det foreslås, at forvaltningerne fremover vil sørge for at synliggøre og arbejde for, at frivillige organisationers lektiehjælp fremmes i kommunens frivillighedsnetværk som en del af Frivillighedspolitik 2011-2014.
 
Desuden foreslås det, at Børne- og Ungdomsforvaltningen nedsætter en arbejdsgruppe af praktikere fra skoler og institutioner mv., som inden udgangen af 2011 fremlægger forslag til, hvordan de elever, som har behovet, sikres tilbud om lektiehjælp i skoler, institutioner eller hos frivillige organisationer.

Økonomi

Som baggrund for sagen kan det oplyses, at der i medfør af tidligere beslutning i BUU (Lektiehjælp 2009-139638) er en  samlet årlig udgift  på i alt ca. 11 mio. kr. til lektiecafeer på skolerne. 

Videre proces

Indstillingen behandles i BUU den 17.8.11 og BIU 22.8.11.

BUF og BIF bringer arbejdet med at synliggøre de frivillige organisationers lektiehjælp videre til det kommunale frivillighedsnetværk, herunder forslaget om et årligt møde. 

BUF fremlægger forslag fra arbejdsgruppen om sikring af lektiehjælpstilbuddet for børn med behov herfor for BUU inden udgangen af 2011 og orienterer BIU herom.

                                               Else Sommer                               Morten Binder


Beslutning

1. at blev taget til efterretning
2. at blev godkendt
3. at blev godkendt
Til top