Mødedato: 22.08.2011, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Drøftelse af sagen vedrørende aktiveringstilbuddet i Farvergade (A-sag)

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har ønsket en drøftelse af sagen vedrørende aktiveringstilbuddet i Farvergade.

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller, at
  1. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget drøfter sagen vedrørende aktiveringstilbuddet i Farvergade.

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har på ordinært udvalgsmøde den 31. januar 2011 bedt om et oplæg til en drøftelse af sagen vedr. aktiveringstilbuddet i Farvergade, herunder status for sagen, og om sagen giver anledning til særlige nye tiltag.

Løsning

Status for sagen

Arbejdsmarkedsstyrelsens advokat skrev den 28. juni 2001 til Københavns Kommunes advokater, at styrelsen ikke agtede at foretage modregning af ca. 324 mio. kr. af den oprindeligt varslede modregning af 390 mio. kr., jf. styrelsens afgørelse af 6. december 2010.

Det skyldes ifølge brevet fra styrelsens advokat, at styrelsen vurderer, at ”Deloitte med sin supplerende redegørelse og en fornyet gennemgang af revisionsarbejderne for 2008 og 2009 indestår for, at Københavns Kommune har hjemtaget refusion i overensstemmelse med reglerne for så vidt angår den aktiveringsindsats, som kommunen har tilrettelagt med i gennemsnit mindst 25 timers fremmøde om ugen.”

Brevet slår samtidig fast, at styrelsen fastholder, ”at det efter de gældende regler kræver et ugentligt fremmøde på i gennemsnit mindst 25 timer, for at kommunen kan få 65 pct. refusion af udgifterne til kontant- og starthjælp.” Som konsekvens heraf varsler brevet, at der i forbindelse med forskudsrefusionen for 3. kvartal 2011 vil ske modregning af ca. 66 mio. kr.

Forvaltningen har konstateret, at den varslede modregning er foretaget af styrelsen den 29. juni 2011. I forlængelse heraf er indgivet stævning den 4. juli 2011 til Københavns Byret, jf. orientering til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget samt Økonomiudvalget søndag den 3. juli 2011.

Københavns Byret fastsatte i den forbindelse en frist for indlevering af svarskrift fra Arbejdsmarkedsstyrelsen den 3. august 2011, men har efterfølgende på styrelsens foranledning udsat denne frist til den 31. august 2011.

Det er ikke muligt aktuelt at oplyse nærmere om, hvornår sagen i givet fald kan forventes berammet ved retten.

Overvejelser om særlige initiativer

Forvaltningen har bemærket, at Arbejdsmarkedsstyrelsen i forbindelse med sagen har lagt betydelig vægt på, at det er kommunernes revisorer, der fører tilsyn med, om kommunerne i deres praksis overholder gældende lovregler og andre forskrifter, herunder om de opfylder betingelserne for at opnå statsrefusion, jf. i øvrigt ovenstående begrundelse for, at styrelsen har valgt at frafalde modregning af de ca. 324 mio. kr.

Forvaltningen er bekendt med revisors rolle og opgaver, som er beskrevet nøje i Bekendtgørelse om statsrefusion og tilskud samt regnskabsaflæggelse og revision på Socialministeriets, Beskæftigelsesministeriets og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations ressortområder. Forvaltningen har følgelig altid lagt stor vægt på en tæt og god dialog med kommunens skiftende revisorer, aktuelt Deloitte, om forvaltningens opgavevaretagelse. Det gælder også tilrettelæggelsen af og tilsynet med de aktive tilbud, som er fokus for den aktuelle sag.

Forvaltningen finder dog, at sagen giver anledning til, at det i endnu højere grad løbende stemmes af med revisionen, om der er enighed om, at forvaltningens tilrettelæggelse af de aktive tilbud lever op til de gældende regler, herunder reglerne vedr. hjemtagelse af statsrefusion, og at tilsynet med tilbuddene rimeligvis sikrer, at reglerne overholdes i praksis.

Deloitte har i forbindelse med sagens forløb som bekendt foretaget en grundig gennemgang af tilrettelæggelsen af og tilsynet med en stor del af de aktive tilbud, der er anvendt i 2008 og 2009, nærmere bestemt de tilbud, der er tilrettelagt med mindst 25 timers ugentligt fremmøde, ligesom Deloitte har foretaget en fornyet gennemgang af de stikprøver af konkrete borgersager, der lå til grund for revisionsberetningerne for de to år.

Forvaltningen finder, at der på det grundlag nu er tilvejebragt en ’baseline’-vurdering fra revisionens side, og forvaltningen vil på det grundlag sørge for fremover at indhente revisionens vurdering af, om regler mv. fortsat må forventes at kunne overholdes i følgende tilfælde med eller uden ændringer i tilrettelæggelsen af og tilsynet med de aktive tilbud:

  • Ved væsentlige ændringer i forvaltningens tilrettelæggelse af aktive tilbud, herunder f.eks. ved omlægninger af forvaltningens interne tilbud, nye udbudsmaterialer mv.
  • Ved væsentlige ændringer i forvaltningens tilsyn med udførelsen af de aktive tilbud, herunder f.eks. ved ændringer ad det interne ledelsestilsyn, nye eller ændrede aftaler om eksternt tilsyn mv.
  • Ved regelændringer, der vurderes at have væsentlig potentiel betydning for tilrettelæggelsen af de aktive tilbud.

Indledningsvis gennemgås det i den forbindelse aktuelt – sammen med Deloitte – om tilbuddenes aktuelle tilrettelæggelse, det vil sige inklusive de ændringer, der er foretaget efter 2009, er i overensstemmelse med gældende regler mv.

Økonomi

Indstillingen har ingen særskilte økonomiske konsekvenser.

Regnskabsmæssigt har forvaltningen efter aftale med Økonomiforvaltningen valgt at bogføre de ca. 66 mio. kr. som et refusionsmæssigt tilgodehavende, det vil sige en forventet senere indtægt.

Videre proces

Forvaltningen vil som hidtil holde udvalget orienteret om nye hændelser i sagen om aktiveringsforløbet i Farvergade, herunder når Arbejdsmarkedsstyrelsens svarskrift foreligger.


Morten Binder                                            /Thomas Thellersen Børner

Beslutning

Indstillingen blev drøftet.
Til top