Mødedato: 21.11.2011, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Ansøgning fra Børne- og Ungdomsudvalget til Den tværgående integrationspulje om særlig indsats omkring Kulbanevej

Se alle bilag
Børne- og Ungdomsudvalget søger om 600.000 kr. for 2012 - 2014 fra Den tværgående integrationspulje til projekt "Særlig indsats omkring Kulbanevej".

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
  1. At Beskæftigelses- og Integrationsudvalget bevilger 600.000 kr. til projekt "En særlig indsats omkring Kulbanevej", finaniseret med 200.000 kr. årligt af Den tværgående integrationspuljen i 2012, 2013 og 2014 med de i indstillingen beskrevne betingelser.

Problemstilling

Børne- og Ungdomsudvalget har den 2. oktober 2011 (BUU 02.11.2011, punkt 5) besluttet at søge Den tværgående integrationspulje om 600.000 kr. til projekt "Særlig indsats omkring Kulbanevej" i perioden 2012 - 2014. Beslutningsprotokol med ansøgning og bilag, vedlagt som hhv. bilag 1, 2 og 3.

Løsning

I forbindelse med anlæggelse af ny jernbaneforbindelse gennem København, har Borgerrepræsentationen iværksat en indsats for børn og unge ved Kulbanevej i Valby (BR 14.04.11, punkt 12) for perioden 2012 - 2016, idet de lokale boldbaner m.v. bliver omdannet til byggeområde.

Indsatsen omfatter ansættelse af en aktivitetsmedarbejder på deltid og en aktivitetspulje mhp. bl.a. at styrke børn og unges tilknytning til kommunale og frivillige klub- og fritidstilbud, styrke det lokale foreningsliv og styrke det tværgående samarbejde om børn og unges deltagelse i foreningslivet.  

Målgruppen for indsatsen er børn og unge samt deres familier i området, ikke mindst i Henriksgården og i Hornemanns Vænge. Her bor 219 børn og unge mellem 7 - 17 år. Halvdelen af disse har anden etnisk herkomst end dansk. I alt vureres ca. 500 børn og unge i alderen 7 - 17 år at blive direkte elller indirekte påvirket af anlægningen af jernbanen.

Indsatsen finder sted i et område, der jf. Tryghedsindekset 2011, har markant behov for en tryghedsskabende indsats.

Indsatsen gennemføres i et partnerskab mellem Børne- og Ungdomsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Valby Lokaludvalg. Partnerskabet ønsker nu at øge den planlagte indsats ved at aktivitetsmedarbejderen tilknyttes på fuld tid mhp. bl.a.:
  • at styrke den kriminalpræventiuve indsats gennem samarbejde med områdets klubber, SSP og foreninger, og dermed forebygge opblomstring af uro og utryghed.
  • at inkludere børn og unge i planerne for områdets fremtidige udvikling og derved bevare unges fremadrettede ansvarsfølelse, ejerskab og følelse af tilhørsforhold til lokalområdet, når området er blevet reetableret efter jernbanens anlæggelse.

Forvaltningens vurdering
Projektet falder indenfor Inklusionspolitikkens mål 5: "Et mere trygt København for alle grupper", mål 6: "Flere skal opleve at høre til København" og mål 4: "Flere skal have gavn af kommunens tilbud".

Der er opstillet forandringsteori og fastsat krav til aktiviteter, resultatmål og effekter jf. retningslinjerne for projektstyring på integrationsområdet, ligesom der, via de af Borgerrepræsentationen afsatte midler til indsats, er medfinansiering til projektet.

På den baggrund indstilles ansøgningen til bevilling.  

Mht. forankring bemærkes det i ansøgningen, at aktiviteterne efterfølgende bl.a. kan forankres i Ungehuset i Valby og via en forventet ny større kommende boligsocial helhedsplan for Vigerslev og efterfølgende i et forventet områdeløft for området. Set i lyset af at perioden for anlæggelse af jernbanen, og indsatsen dermed er 2012 - 2016, bør der sikres en mere eksplicit forankringstrategi, såfremt projektet gennemføres succesfuldt.

Økonomi

Projektet har et budget på 2.100.000 kr. for perioden 2012 - 2014, hvoraf 600.000 kr. søges medfinansieret af Den tværgående integrationspulje. De resterende 1,5 mio. kr. finansieres af Børne- og Ungdomsudvalget via midlerne afsat af Borgerrepræsentationen i perioden 2012 - 2014 til indsatsen (BR 14.04.11, punkt 12).

Såfremt indstillingen tiltrædes, bevilges der 600.000 kr. som ansøgt, finansieret med 200.000 kr. årligt i perioden 2012 - 2014 fra Den tværgående integrationspulje. Bevillingerne for 2013 og 2014 er på den baggrund med forbehold for Borgerrepræsentationens godkendelse af budget 2013 og budget 2014.

Videre proces

Såfremt ansøgningen bevilges som indstillet, vil forvaltningen afgive bevillingsbrev med de beskrevne betingelser og projektet vil indgå i den kvartalsvise monitorering. Midlerne vil blive overført årligt via intern overførsel.

BILAG

  1. BUU 02.11.11 punkt 5.
  2. Projektbeskrivelse.
  3. Oversigt over tidligere politiske beslutninger.

                     Morten Binder / Kaj Ove Christiansen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top