Mødedato: 20.10.2025, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Københavns Doughnut 2025

Se alle bilag

Resumé

Det blev i 2023 besluttet at implementere doughnutmodellen i Københavns Kommune i form af en årlig statusrapport. Københavns Doughnut 2025 (bilag 1) markerer afslutningen på det treårige pilotprojekt for doughnutmodellen.

Borgerrepræsentationen vedtog i 2024 et medlemsforslag om, at relevante indikatorer fra årets doughnutrapport skal gennemgås for fagudvalgene. I nærværende sag præsenteres tre indikatorer. 

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget drøfter de i sagen nævnte indikatorer.

Problemstilling

Med Budget 2023 blev det besluttet at implementere doughnutmodellen i Københavns Kommune som forsøg i tre år. Doughnutmodellen implementeres i form af en årlig statusrapport, som også skitserer løsningsbehov. Københavns Doughnut 2025 (bilag 1) er nu udarbejdet. Rapporten er den sidste i det treårige pilotprojekt, men med Budget 2026 blev der afsat midler til at videreføre doughnutmodellen som en statusrapport hvert andet år i hhv. 2027 og 2029.

Københavns Doughnut 2025 blev behandlet i Borgerrepræsentationen (BR) d. 26. juni 2025. 

BR vedtog den 14. marts 2024 et medlemsforslag, hvor BR pålægger forvaltningerne at gennemgå de ubalancer og mangler i doughnutrapporten, der måtte ligge indenfor forvaltningens ressort, hvorefter det er op til udvalget at diskutere og træffe eventuelle beslutninger.

Løsning

Københavns Doughnut 2025 giver et overblik over, hvordan København aktuelt præsterer på udvalgte indikatorer, herunder på hvilke områder København særligt overskrider de planetære grænser og ikke sikrer det sociale fundament tilstrækkeligt i forhold til kommunens målsætninger.

Mange af de udfordringer, der fremhæves i Københavns Doughnut 2025, er ikke nye for Københavns Kommune, og der arbejdes allerede aktivt med en bred vifte af indsatser for at imødegå dem.

Doughnutmodellens dimensioner og indikatorer relaterer sig primært til velfærd samt klima- og miljø. Som følge heraf er der kun et begrænset antal indikatorer i Københavns Doughnut 2025, som relaterer sig til Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets ressort. 

I doughnutrapporten oplistes de indikatorer, der har et særligt løsningsbehov. Ud af disse er der én indikator inden for beskæftigelsesområdet og to relevante indikatorer inden for unge-området:
  1. Københavns Kommunes placering på Beskæftigelsesministeriets benchmark-rangliste af kommunernes beskæftigelsesindsats
  2. Udviklingen i andelen af unge lærepladssøgende med fuldførte grundforløb
  3. Andelen af unge uden for uddannelse og beskæftigelse (NEET)

Alle tre indikatorer er områder, der arbejdes med i dag i forvaltningen. Indikatorerne vil blive gennemgået nedenfor og hver især blive suppleret med en kort beskrivelse af relevante initiativer i forvaltningen, der er relateret til indikatorernes område.

Ad 1. Københavns Kommunes placering på Beskæftigelsesministeriets benchmark-rangliste af kommunernes beskæftigelsesindsats

Beskæftigelsesministeriet benchmarker landets kommuner ved at se på, hvor mange borgere den enkelte kommune har på offentlig forsørgelse og sammenholde det med det antal, man kan forvente, at kommunen vil have på baggrund af kommunens rammevilkår. 

Københavns Kommune har en målsætning om at være i top-25 i 2025 på Beskæftigelsesministeriets benchmark-rangliste. 

I doughnutrapporten fremgår det (s. 38), at København i 2024 indtager en 63.-plads. I 2024 har København 400 flere borgere på offentlig forsørgelse, end man kunne forvente ud fra Københavns rammevilkår. Det er en stigning på160 borgere i forhold til i 2023.

Forvaltningen gør dog opmærksom på, at Beskæftigelsesministeriet efter doughnutrapportens færdiggørelse har offentliggjort en ny benchmark-rangliste i marts 2025, som indeholder data for hele 2024. Heri fremgår det, at Københavns Kommune ligger på en 52. plads. Udvalget blev orienteret om den seneste benchmark-rangliste på udvalgsmødet d. 5. maj og med et notat i en mandagsmail af den 12. maj. 

Relevante initiativer

Den kommende beskæftigelsesreform indebærer en større ændring af beskæftigelsesindsatsen. Forvaltningen har igangsat arbejdet med at implementere ændringerne og gøre forvaltningen klar til de nye lovændringer. Forvaltningen vil i dette arbejde have et stærkt fokus på, hvordan der kan skabes de bedst mulige betingelser for beskæftigelsesindsatsen fremover med henblik på at kunne skabe de bedste resultater.

Ad 2. Udviklingen i andelen af unge lærepladssøgende med fuldførte grundforløb

Opgørelsen viser antallet af unge københavnere med afsluttet grundforløb, som mangler en læreplads. Det fremgår af rapporten (s. 43), at antallet af unge københavnere med afsluttet grundforløb, som manglede en læreplads, gik fra 30 personer i 2022 til 77 personer i 2023.

Relevante initiativer
 
Beskæftigelses- og integrationsforvaltningens lærepladsindsats er forankret i Jobcenter Københavns Ungecenter. Det er en helhedsorienteret og specialiseret indsats, der har til formål at hjælpe unge københavnere mellem 15-29 år med bestået grundforløb ud i en lære- eller elevplads eller Ny Mesterlære. Dele af indsatsen er særligt rettet mod unge med etnisk minoritetsbaggrund samt unge med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser. 
 
Ad 3. Andelen af unge uden for uddannelse og beskæftigelse (NEET)

NEET er en indikator, der angiver hvor stor en del af unge i en given aldersgruppe (16 til 24 år), der hverken er i beskæftigelse eller uddannelse. Borgerrepræsentationen har sat som målsætning, at antallet af NEET-unge i 2030 skal være 3.858, hvilket er en halvering fra 2020. Det fremgår af rapporten (s. 44) at antallet af NEET-unge i 2022 var 7.251, hvilket er en stigning på 680 unge fra 2021. Forvaltningen kan supplere med, at den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at der i 2023 var 7.289 NEET-unge.

Relevante initiativer

  • KUI: For at reducere andelen af unge uden job eller uddannelse (NEET) har kommunen etableret Københavns Kommunes Ungeindsats (KUI, 2019), som bl.a. tilbyder den unge en fast kontaktperson og sammenhæng i de kommunale tilbud. 
  • U-Space: Med Budget 2025 blev der afsat i alt 69 mio. kr. til en ny ungeindsats, U-Space, i Valby, Vesterbro og Kongens Enghave. Indsatsen skal styrke samarbejdet mellem forvaltningerne, civilsamfundet og erhvervslivet, og har til formål at skabe en mere helhedsorienteret og koordineret indsats for unge på tværs af fem forvaltningsområder
  • Ressortflyt: Med Københavns Kommunes aftale om ressortflyt skal Ungdommens Uddannelsesvejlednings (UU) opgaver med opsøgende indsats for unge, der ikke er i ungdomsuddannelse/beskæftigelse, flyttes fra Børne- og Ungdomsudvalget til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Politisk handlerum

Udvalget kan med afsæt i Københavns Doughnut 2025 drøfte mangler og ubalancer inden for udvalgets ressort.

Videre proces

Sagen har ikke umiddelbart et videre forløb.

 

Henrik Lund / Marianne Becker Andersen

 

Til top