Mødedato: 17.02.2020, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Digitalisering og etiske dilemmaer

 

Resumé

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har inviteret kommunaldirektør i Gladsaxe Kommune, Bo Rasmussen, til at holde et oplæg om digitalisering og etiske dilemmaer for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget på baggrund af et oplæg om digitalisering og etiske dilemmaer ved Bo Rasmussen, kommunaldirektør i Gladsaxe Kommune drøfter etiske overvejelser ved brug af store datamængder.  

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har bestilt en oplægsrække om fremtidens arbejdsmarked med fokus på konsekvenserne af digitalisering. Oplægsrækken strækker sig over flere udvalgsmøder i 2020. Første oplæg holdes af Gladsaxes kommunaldirektør Bo Rasmussen den 17. februar 2020.

Løsning

Kommunaldirektør Bo Rasmussen fra Gladsaxe Kommune er inviteret til at holde oplæg for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget om Gladsaxe Kommunes brug af digitale teknologier som big data, kunstig intelligens (AI) og machine learning, om Gladsaxe Kommunes anvendelse af store datamængder, og om hvilke overvejelser Gladsaxe Kommune har gjort sig i forhold til etiske retningslinjer. 

Gladsaxe Kommune har bl.a. udviklet et screeningsværktøj til at opspore udsatte børn. Screeningsværktøjet kan ved hjælp af kunstig intelligens køre borgernes data igennem en algoritme, der, baseret på forskellige risikofaktorer, vurderer, hvilke børn der statistisk set vil udvikle sociale problemer. Kommunen fik afslag på at blive frikommune og derved at kunne anvende redskabet. Den daværende regering foreslog i 2018 ifm. ghettoplanen at ændre lovgivningen, så ’Gladsaxe-modellen’ kunne udvides til hele landet. Der var dog ikke flertal for forslaget.

Gladsaxe-modellen skabte stor opmærksomhed og debat. Debatten gik særligt på dataetik, og hvorvidt Gladsaxe-modellen er lovlig. Modstandere har kritiseret modellen for en kontroversiel brug af borgers personoplysninger, og modellens manglende gennemsigtighed blev kritiseret for at underminere demokratiet.

Gladsaxe Kommune har forsikret, at data alene bearbejdes på et statistisk niveau, og at modellen derfor ikke er baseret på personhenførbare analyser af borgere. De fremhæver de gode intentioner, der ligger bag modellen, når det fx handler om at forebygge sociale problemer blandt børn og unge.

I Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens digitaliseringsstrategi er der beskrevet et behov for at forbedre indsamling og anvendelse af data for at få bedre kendskab til borgerne, virksomhederne og effekten af tilbud og indsatser. Det skal bidrage til, at vi træffer gode beslutninger og skaber højere kvalitet og service i sagsbehandlingen. Det vil således blive muligt i højere grad at opdage og handle på de borgere, der har behov for uddannelse, opkvalificering eller en særlig indsats.

Med afsæt i Bo Rasmussens oplæg har Beskæftigelses- og Integrationsudvalget mulighed for at drøfte overvejelser om etiske dilemmaer ved kommuners brug af store datamængder. Den øgede digitalisering og anvendelse af data rummer mange muligheder for at levere en bedre og mere målrettet service og effektivisere opgaveløsningen, men rejser også en række spørgsmål og etiske dilemmaer.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Næste oplæg holdes af Per G. Olsen, formand for LO Hovedstaden, under Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), den 30. marts 2020. Per G. Olsen er inviteret til at holde oplæg om, hvordan fagforeninger arbejder i forhold til den stigende digitalisering på arbejdsmarkedet, og hvordan de oplever udfordringer ved nye ansættelsesformer, der bl.a. opstår som følge af digitalisering.

Tanja Franck / Marianne Sørensen

Beslutning

Indstillingen blev drøftet.

Til top