Mødedato: 16.09.2019, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Charter for demokratiske værdier

Se alle bilag

Resumé

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte i 2016 Københavns Kommunes ”Charter for demokratiske værdier”, som foreninger og organisationer skal tilslutte sig, som grundlag for et samarbejde om forebyggelse af ekstremisme. Forvaltningen anbefaler, at charteret også anvendes ved samarbejde med foreninger og organisationer på integrationsområdet, og at charterteksten som følge heraf opdateres.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at ”Charter for demokratiske værdier” anvendes både ved samarbejde med foreninger og organisationer om forebyggelse af ekstremisme og ved samarbejde på integrationsområdet
  2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget som følge heraf godkender en opdateret udgave af ”Charter for demokratiske værdier” som vedlagt i bilag 2

Problemstilling

Borgerrepræsentationen besluttede den 12. november 2015, at forvaltningens samarbejde med foreninger og organisationer i indsatsen til forebyggelse af ekstremisme skal baseres på en række grundlæggende værdier, herunder Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Forvaltningen udarbejdede på den baggrund ”Charter for demokratiske værdier for antiradikaliseringsarbejdet i Københavns Kommune”, som BIU godkendte den 22. februar 2016 (bilag 1). Forvaltningen vurderer, at charteret også er relevant at anvende i forbindelse med samarbejde med foreninger og organisationer på integrationsområdet.

Løsning

Forvaltningen foreslår, at ”Charter for demokratiske værdier” anvendes både ved samarbejde med foreninger og organisationer om forebyggelse af ekstremisme og ved samarbejde på integrationsområdet, og at charterteksten som følge heraf opdateres. Forvaltningens forslag til et opdateret ”Charter for demokratiske værdier” fremgår med ændringsmarkeringer i bilag 2. Forvaltningen bemærker, at charterets værdier (side 2) er uændrede, og at der primært foreslås ændringer i charterets præambel. Her er der tilføjet en definition af ”integration”, som er baseret på integrationslovens formålsparagraf, mens definitionen af ”ekstremisme” er opdateret med VINK’s aktuelle definition, der anvendes af Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme.

Forvaltningen foreslår ikke ændringer af den vedtagne procedure for håndtering af samarbejde med aktører, som tilslutter sig ”Charter for demokratiske værdier”. Det bemærkes, at ”samarbejde” defineres som en kontinuerlig fast kontakt, der lægger op til gensidige forpligtigelser, fx via fælles aktiviteter, fælles faste møder eller økonomisk støtte. Definitionen af ”samarbejde” og proceduren herfor fremgår af beslutninger i BIU d. 22. februar 2016 og d. 18. december 2017. Proceduren vil fortsat indebære at:

  • Foreninger og organisationer tilsendes Charter for demokratiske værdier og bedes tilslutte sig dette som grundlag for samarbejde med en skriftlig tilkendegivelse (fx pr. mail) fra en repræsentant for foreningen el. organisationen med en frist på 3 uger for besvarelse.

  • Hvis en forening eller organisation ikke vil tilslutte sig charteret, vil forvaltningen meddele pågældende, at samarbejdet med forvaltningen ikke kan igangsættes.

  • Foreninger og organisationer, der tilslutter sig charteret, bedes bekræfte deres tilslutning årligt (grundet løbende udskiftning af medlemmer og bestyrelser).

  • Foreninger og organisationer kan løbende tilslutte sig charteret og trække deres tilslutning tilbage.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, vil den opdaterede udgave af ”Charter for demokratiske værdier” finde anvendelse på integrationsområdet og i indsatsen mod ekstremisme.

Tanja Franck / Jeppe Bøgh Andersen

Beslutning

Sagen blev udskudt til udvalgsmødet den 21. oktober.
Til top