Mødedato: 14.08.2017, kl. 12:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

København Kommunes fremtidige repræsentation i bestyrelser mv.

Som forberedelse til konstitueringen af ny Borgerrepræsentation i november 2017 skal der træffes beslutning om, hvilke af de hverv der er forankret i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, der fortsat skal udpeges repræsentanter til.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at der i næste samling fortsat udpeges repræsentanter til alle de hverv, hvor udpegningen er forankret i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.

Problemstilling

Som en følge af Borgerrepræsentationens beslutning den 13. oktober 2005 om aktivt ejerskab, skal alle forvaltninger inden kommunalvalg og nykonstituering foretage en vurdering af kommunens repræsentation i selskaber, organisationer og institutioner.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal derfor nu beslutte, om de hverv, der nu er forankret i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, skal fortsætte efter konstitueringen af Borgerrepræsentationen efter kommunalvalget.

Løsning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen anbefaler, at de hverv, som på nuværende tidspunkt er forankret i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, fortsætter i den nye valgperiode.

Det drejer sig om:

1. Bestyrelsespost i Træningsskolen for Arbejdsmarkedsuddannelser for unge (TAMU). TAMU beskæftiger sig med unge, der har særlige tilpasningsvanskeligheder, herunder også unge, der er eller har været involveret i kriminalitet. TAMU sigter på at få de unge i gang med en arbejdsmarkedsuddannelse, fx ved at tilbyde værkstedsundervisning (dagskole eller døgnophold). Det er beskæftigelses- og integrationsborgmesteren, der er udpeget som bestyrelsesmedlem, med kontorchef Marianne Becker Andersen som stedfortræder. Det er forvaltningens vurdering, at det fortsat er relevant at sidde i bestyrelsen, da arbejdet med at give udsatte unge en uddannelse er en relevant, kommunal opgave.

2. Bestyrelsespost i Symbion Fonden. Symbion Fonden har til formål at skabe et organisk samliv mellem forskning og erhvervslivet, der skal understøtte Danmarks førende position inden for innovation og iværksætteri. Symbion Fonden er en upolitisk organisation, og bestyrelsen består af erhvervsledere og professorer. Københavns Kommune bevilgede i 2014 et 10-årigt annuitetslån på 10 mio. kr. til Symbion Fonden. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte på mødet den 22. maj 2017, at kontorchef i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen Lars Ethelberg Nielsen udpeges som Københavns Kommunes bestyrelsesmedlem i Symbion Fonden. Det er forvaltningens vurdering, at det fortsat er relevant at sidde i bestyrelsen, da deltagelsen giver mulighed for at præge Symbion Fondens arbejde med at fremme vækst og beskæftigelse inden for iværksætteri samt branding af København Kommune som iværksætterby.

3. Bestyrelsespost i Copenhagen FinTech. Copenhagen FinTech har til formål at skabe et FinTech- økosystem (finansiel teknologi) i nordisk topklasse, der skal understøtte Danmarks førende position inden for udviklingen af digitale finansielle løsninger og skabe de optimale rammebetingelser for den fortsatte udvikling af FinTech i Danmark. Som følge af Københavns Kommunes årlige bidrag på 0,5 mio. kr. til Copenhagen FinTech, har Københavns Kommune mulighed for at udpege en repræsentant til foreningens bestyrelse. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte på mødet den 22. maj 2017, at adm. direktør i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Bjarne Winge, udpeges som København Kommunes bestyrelsesmedlem i Copenhagen FinTech. Det er forvaltningens vurdering, at det fortsat er relevant at sidde i bestyrelsen, da deltagelsen giver mulighed for at præge arbejdet med at fremme vækst og beskæftigelse inden for FinTech- branchen samt branding af Københavns Kommune som international FinTech-by.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen anbefaler derfor, at Københavns Kommune fortsat er repræsenteret i de hverv, der er forankret under Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser

Videre proces

Udvalgets anbefalinger videresendes til Økonomiforvaltningen, som fremlægger en samlet sag for Økonomiudvalget tirsdag den 26. september 2017 og for Borgerrepræsentationen torsdag den 12. oktober 2017.

 

Bjarne Winge / Emil Dyred

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top