Mødedato: 13.12.2007, kl. 14:15

Udmøntning af diskriminationspuljen for 2008

Udmøntning af diskriminationspuljen for 2008

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 13. december 2007

 

 

9.      Udmøntning af diskriminationspuljen for 2008                    BIU 250/2007

Godkendelse af indstillingen om udmøntning af diskriminationspuljen 2008 efter høring i samtlige politiske udvalg og Integrationsrådet.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at  Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender indstillingen om en udmøntning af diskriminationspuljen 2008.

 

Beskæftigelses- og Integ rationsudvalgets beslutning i mødet den 13. december 2007

Indstillingen blev godkendt med følgende bemærkning fra udvalget:

Det skal tilstræbes, at IT-løsningen afholdes inden for det oprindelige økonomiske estimat, således at der resterer ca. 100.000 kr. til udmøntning i udvalget i form af kampagner m.v.

Derudover var der følgende protokolbemærkning fra Carl Christian Ebbesen ( O):

Dansk Folkeparti er tilfreds med at det er alle former for diskrimination også eksempelvis muslimers diskrimination af kristne og jøder.

 

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets indstilling om udmøntning af diskriminationspuljen 2008 har været i høring i samtlige politiske udvalg og Integrationsrådet. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens oprindelige forslag bestod af i alt 18 forslag, hvor af 7 var nye initiativer, mens de resterende var forslag, som forvaltningen vurderer allerede er helt eller delvist dækket ind af igangværende initiativer, jf. bilag 1.

 

Løsning

Alle høringssvarene er meget positive overfor og bakker op om diskriminationsindsatsen og forslag til diskriminationsinitiativer (se bilag 2-8). Kultur- og Fritidsforvaltningen har ikke forelagt sagen for udvalget, da forvaltningen vurderede, at forslaget ikke krævede en forelæggelse for udvalget.

Økonomiudvalget understreger behovet for, at effekterne af de konkrete tiltag dokumenteres på en måde, så det bidrager til prioriteringen af kommunens fremtidige anti-diskriminationstiltag. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen er enige heri.

Socialudvalget deler Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets opfattelse af, at indsatsen mod hadforbrydelser bør have første prioritet.

Integrationsrådet opfordrer til, at rådet inddrages i implementeringen og udmøntningen af de valgte initiativer, samt at der arbejdes med at etablere mere løbende samarbejde med relevante myndigheder og eksterne parter til at arbejde med udmøntningen af initiativerne for at sikre en uafhængighed af forvaltningerne. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen inddrager allerede Integrationsrådet og eksterne parter i diskriminationsindsatsen og vil også gøre dette fremover.

Desuden savner Integrationsrådet initiativer, der er direkte koblet op på den netop overståede nattelivsundersøgelse, og rådet foreslår bl.a., at der arbejdes med "situationtesting" i nattelivet samt koble sager om diskrimination op på sager vedrørende bevillinger til værtshuse og diskoteker. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen er opmærksomme på forslagene i nattelivsundersøgelsen, men henviser i første omgang til de anti-diskriminationstiltag i indre by, der vil blive implementeret i forhold til "Sikker By"-pakken, som indgik i budgettet for 2008 (BR 371/2007).

 

Forslag til anti-diskriminationstiltag i 2008

Med udgangspunkt i høringssvarende foreslår Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, at der afsættes midler til udarbejdelse af en hjemmeside til anonym registrering af diskriminationssager (se bilag 9). Baggrunden for dette valg er for det første, fordi interesseorganisationerne og politiet bakker kraftigt op om forslaget ud fra den begrundelse, at den vil imødekomme et behov for registrering af sager, som aldrig bliver meldt til de rette instanser. For det andet vil det give kommunen en løbende indikation på diskriminationsomfanget i København, og dermed en god pejling for, hvor der er behov for særlige tiltag.

Formålet med hjemmesiden er med andre ord at imødekomme et behov for registrering og få et overblik antallet af sager, hvem der er offer og udfører, og hvor det er sket (arbejdsplads, natteliv m.v.). Det er ikke meningen, at der skal ske en opfølgning af den enkelte sag. Hjemmesiden skal indeholde en generel opfordring til, at de skal anmelde overgrebet til politiet og søge hjælp hos de rette instanser og interesseorganisationer samt en henvisning til Borgerrådgiverens hjemmeside om diskrimination.

Da der er tale om en opgave, som overstiger tærskelværdien for EU-udbud, skal opgaven sendes i udbud, hvorefter der vælges en leverandør. Kravspecifikationen vil blive udarbejdet i overensstemmelse med ovenstående beskrivelse.

 

ØKONOMI

Der er i 2008 i alt 0,855 mio. kr. i puljen, da der i budgetaftalen 2007 blev afsat årligt 0,27 mio. kr., mens der i budgetaftalen for 2008 blev afsat 0,5 mio. kr. årligt. Desuden har Kultur- og Fritidsudvalget givet et engangsbeløb på 0,085 kr. til puljen.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vurderer, at hele puljen kan udmøntes til hjemmesiden, idet de 0,855 mio. kr. både skal dække udvikling, lancering og drift af hjemmesiden i 3 år. Desuden skal hjemmesiden være bredere end først foreslået og dække alle former for diskrimination og ikke kun hadforbrydelser. Herudover skal der sikres brugertilgængelighed både for borgere, der har svært ved dansk samt borgere med funktionsnedsættelser. Endelig skal der være en kampagne i forbindelse med lanceringen af hjemmesiden.

 

Videre proces

Såfremt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tiltræder indstillingen, vil Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen iværksætte en udbudsproces, idet det forventes, at hjemmesiden vil være klar til ibrugtagen medio 2008.

Det fremgår af høringsbrevet sendt til udvalgene, at udmøntningen skal forelægges Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Imidlertid har BIU kompetence til at udmønte midlerne, og sagen skal derfor ikke videre til ØU og BR.

 

BILAG

·  Bilag 1. Indstillingen om udmøntning af diskriminationspuljen (BIU 196/2007)

·  Bilag 2. Høringssvar fra Økonomiudvalget

·  Bilag 3. Høringssvar fra Børne- og Ungdomsudvalget

·  Bilag 4. Høringssvar fra Sundheds- og Omsorgsudvalget

·  Bilag 5. Høringssvar fra Teknik- og Miljøudvalget

·  Bilag 6. Høringssvar fra Kultur- og Fritidsforvaltningen

·  Bilag 7. Høringssvar fra Socialudvalget

·  Bilag 8. Høringssvar fra Integrationsrådet

·  Bilag 9. Foreløbige ideer til hvad en hjemmeside skal indeholde.

 

Morten Binder

 

 / Kaj Ove Christiansen

 

 

 

Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 13. december 2007


 

Til top