Mødedato: 13.09.2007, kl. 14:15

Høring af en ældrepolitik for Københavns Kommune

Høring af en ældrepolitik for Københavns Kommune

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 13. september 2007

 

 

12.      Høring af en ældrepolitik for Københavns Kommune        BIU 177/2007

 

INDSTILLING OG Beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

1.                  at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender vedlagte høringssvar til Sundheds- og Omsorgsudvalgets udkast til en ældrepolitik for Københavns Kommune.

 

Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 13. september 2007

Indstillingen blev godkendt.

 

 

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsudvalget har anmodet Beskæftigelses- og Integrationsudvalget om høringssvar til Sundheds- og Omsorgsudvalgets udkast til en ny ældrepolitik for Københavns Kommune.

 

Løsning

Beskæftigelses- og Integrationsf orvaltningen foreslår, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i sit høringssvar kommer med følgende bemærkninger:

 

1.      Overordnet finder Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, at udkastet til Københavns Kommunes ældrepolitik er visionært og vidtrækkende og indeholder mange positive strategiske mål og forslag til initiativer. Den stadigt stigende gruppe af ældre med anden etnisk baggrund stiller nye krav til plejepersonale, plejehjem og andre tilbud til ældre københavnere, og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget ser derfor positivt på de initiativer, der sigter mod at kvalificere pleje- og omsorgssektoren i København til at imødekomme de særlige behov, ældre med anden etnisk baggrund ofte vil have. Politikkens fokus på rekruttering og forbedring af muligheder for fastholdelse og kompetenceudvikling af medarbejdere gennem bl.a. uddannelse og løn, er i denne forbindelse en vigtig forudsætning.

 

2.      Beskæftigelses- og Integrationsudvalget gør opmærksom på, at det indgår i integrationspolitikken, at alle udvalg skal revidere deres sektorpolitikker, så de er i overensstemmelse med integrationspolitikken (BR395/06). Denne mainstreaming af integrationspolitikken vil være særlig vigtig i det fremtidige arbejde med at udvikle og revidere delpolitikker, strategier, handle- og udviklingsplaner til ældrepolitikken. Det er derfor meget vigtigt, at indsatser i forhold til ældrepolitikken sammentænkes og koordineres med de politisk besluttede mål og indsatser i integrationspolitikken. Konkret kan f.eks. nævnes integrationspolitikkens hensigtserklæring om, at ældre indvandrere, der har brug for pleje og omsorg fra det offentlige, "..skal have mulighed for at fortsætte et liv så tæt på deres kultur som muligt. En måde at imødekomme denne målsætning kunne være at samle ældre med samme etniske baggrund på bestemte plejehjem.", jf. integrationspolitikken s. 40-41.

 

3.      Udvalget anbefaler endvidere, at der i ældrepolitikken i forbindelse med afsnittet om forskellige målgrupper side 7-8, indskrives en målsætning om at udbrede kendskabet til ældreliv og plejehjem i Danmark i etniske minoritetsmiljøer. Mange ældre med anden etnisk baggrund mangler viden om, hvordan plejesektoren fungerer i Danmark, og der eksisterer derfor mange myter om danske plejehjem, hjemmehjælp m.m. Fremadrettet vil dette informationsbehov øges, idet gruppen af ældre med anden etnisk baggrund vil vokse de kommende år. I den forbindelse kan et samarbejde mellem Ældreråd og Integrationsråd være en mulighed for at nå ud til den relevante målgruppe.

 

4.      Udvalget vurderer desuden, at det vil styrke ældrepolitikken, såfremt der opstilles konkrete metoder og succeskriterier i forhold til de forskellige indsatser i politikken, da politikken derved får øget karakter af et styringsredskab.

 

5.      Endelig opfordrer udvalget til, at der i det videre arbejde sættes fokus på, hvordan indsatserne skal evalueres og forankres i forhold til Sundheds- og Omsorgsforvaltningens øvrige tilbud.

 

 

Videre proces

Sundheds- og Omsorgsudvalget vil på baggrund af de indkomne høringssvar fremsende et endeligt forslag til Københavns Kommunes ældrepolitik til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Bilag

1.      Udkast til høringsbrev til Sundheds- og Omsorgsudvalget

2.      Sundheds- og Omsorgsudvalgets udkast til Københavns Kommunes ældrepolitik

 

 

         Morten Binder                                /Kaj Ove Christiansen

 

 

Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 13. september 2007


 

Til top