Mødedato: 11.01.2007, kl. 14:15

Miljøcertificering af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen

Se alle bilag

Miljøcertificering af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 11. januar 2007

 

 

5.      Miljøcertificering af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen

      BIU 5/2007

 

Orientering om, hvordan Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vil nå målet om at miljøcertificere forvaltningen inden udgangen af 2008

 

 Beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

1.  at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager nærværende redegørelse for, hvordan Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vil nå målet om at miljøcertificere forvaltningen inden udgangen af 2008, til efterretning

 

Problemstilling

I forbindelse med behandlingen af Københavns Kommunes grønne regnskab 2005 blev det besluttet at, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen skal redegøre for, hvordan forvaltningen vil nå målet om miljøcertificering af alle enheder inden udgangen af 2008 (BR 347/06).

Der er i alt 11 enheder i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Det blev ved vedtagelsen af budget 2007 godkendt, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen arbejder ud fra, at 6 enheder miljøcertificeres i 2007. De resterende enheder skal således miljøcertificeres i 2008. 

 

Løsning

Miljøcertificering kræver, at organisationen arbejder systematisk med miljøledelse, hvilket dels indebærer bevidsthed om, hvilke miljøpåvirkninger organisationen skaber, og dels at der arbejdes systematisk med at reducere denne miljøpåvirkning.

 

Organisering af arbejdet for at opnå miljøcertificering

Miljøledelse var ikke introduceret i enhederne i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen før etableringen af forvaltningen. Derfor skal arbejdet med miljøledelse startes fra bunden.

Miljøcertificering er en ressourcekrævende proces, som fordrer ressourcer og bred organisatorisk opbakning for at lykkes. Derfor er udgangspunktet, at der skal være en bred involvering af medarbejdere i miljøarbejdet, hvilket bl.a. planlægges gennemført ved: 

·              Organisering af miljøarbejdet i et projekt mhp. at holde fokus på opgaven med at indføre miljøledelse inden for den fastlagte tidsramme.

·              Udpegning af en central styregruppe og projektgruppe/miljøgruppe med en projektleder i januar 2007, som skal være ansvarlig for planlægning og gennemførelse af miljøledelse både i centralforvaltningen og i de decentrale enheder inden for en ramme (tid, økonomi etc.), der skal fastlægges af forvaltningens direktion.

·              Sagen Den centrale miljøgruppe vil bistå udpegede tovholdere i hver af de decentrale enheder, som har til opgave at koordinere indførelse af miljøledelse i hver enhed med konsulent­bistand. Den centrale miljøgruppe og projektlederen skal anvende fremgangsmåder, der kan understøtte lokal forankring og skabe ejerskab for miljøledelsessystemet i forvaltningen, uden at det går ud over den nødvendige centrale styring.

·              Nedbrydning af miljøledelsesprojektet i et passende antal delopgaver samt opstille en samlet projektplan, delmål/mål, tidsplan og budget.

·              Uddelegering af opgaver og ansvaret til udpegede tovholdere i både centralforvaltningen og de enkelte decentrale enheder samt sørge for, at de ansvarlige forpligter sig til at overholde de givne rammer (tid, økonomi etc.) samt har den nødvendige miljøledelseskompetence til at kunne udføre deres delopgaver

·              Løbende opfølgning på status på de uddelegerede delopgaver. Projektorganisering skal som udgangspunkt sikre, at der afsættes tilstrækkelige tidsmæssige ressourcer til indførelse af miljøledelse både centralt og decentralt. Det tidsmæssige forbrug vil afhænge af en lang række faktorer, herunder centralforvaltningens og de enkelte enheders tilrettelæggelse af processen.

Sagen er miljøvurderet og har ikke væsentlige miljømæssige påvirkninger.

Der er pr. 15. december 2006 ansat en miljøankerperson i Kontoret for Budget, Regnskab og Kontrol, som skal bistå i processen med at indføre og opretholde et miljøledelsessystem inden for Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets ansvarsområde (BR 234/05).

 

Aftale med ekstern auditor om miljøcertificering

I forbindelse med miljøcertificering er der i Københavns Kommune indgået aftale med den eksterne auditor "Det Norske Veritas". Aftalen med Det Norske Veritas er indgået med Økonomiforvaltningen i foråret 2006.

·        Aftalen indebærer, at:

·        Der skal miljøcertificeres efter puljecertificeringer.

·        Der udstedes et samlet certifikat pr. forvaltning.

·        Der skal være et hovedkontor for miljøledelsessystemet i hver forvaltning.

 

Puljerne i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen er foreløbigt inddelt sådan:

·        Centralforvaltningen udgør en selvstændig pulje.

·        De decentrale enheder deles op i to puljer, som tilsammen indeholder alle enheder i forvaltningen (beskæftigelsescentre, jobcentre mm.).

 Puljecertificeringer forudsætter en tæt central koordinering og samarbejde om planlægning og gennemførelse af miljøledelse i hele forvaltningen.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vil efter miljøledelsessystemets indførelse have et samlet miljøcertifikat. Når centralforvaltningen modtager miljøcertifikat, vil dette være det samlede certifikat for forvaltningen. Dette betyder, at efterhånden som de decentrale enheder miljøcertificeres, vil disse blive skrevet ind under det samlede miljøcertifikat for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.

 

Miljøcertificeringen planlægges gennemført efter følgende tidsplan, jf. bilag 1:

-              Pulje 1 (centralforvaltningen): Januar/februar 2008

-              Pulje 2 (halvdelen af de decentrale enheder): November/december 2007

-              Pulje 3 (de resterende decentrale enheder): November/december 2008

 

Økonomi

Miljøankerpersonen i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen finansieres via konvertering af midler fra kommunens Energipulje til miljø- og energiledelse, der er placeret i Teknik- og Miljøforvaltningen.

 Udgifter til selve miljøcertificeringen, dvs. den eksterne revision af miljøledelsessystemet, finansieres ligeledes af midler fra konvertering af Energipuljen.

 

Videre proces

Indstillingen skal kun behandles i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.

 

Bilag

Øvrige bilag:

1.      Tidsplan for indførelse af miljøledelse i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.

                     

 

 

Morten Binder

                      /Torben Brøgger

 



 

Til top